Gå til hovedindhold

​​​​​​​Forskningsansvarlig overlæge Birgitte Lindegaard fra Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling vil finde svar i biobanken på, hvorfor infektionssygdomme fører til hjertesygdom. Foto: Colourbox.

Forskere vil afdække, hvorfor lungebetændelse kan give blodpropper

​​Med ca. 3 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden vil forskere fra Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital undersøge sammenhængen mellem infektionssygdomme og henholdsvis hjertesygdom og diabetes.

Vent...

​​At influenza, covid, RSV-virus og lungebetændelse kan medføre blodprop i hjertet, er sikker viden. Hvad, man ikke ved, er hvorfor.

- Vi ser en sammenhæng med hjertesygdom både ved luftvejsinfektioner, bløddelsinfektioner og infektioner i urinvejene. Vi skal finde ud af, om de også kan give type 2-diabetes. Og vi skal svare på, hvordan det hænger sammen, siger forskningsansvarlig overlæge Birgitte Lindegaard fra Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital, der netop har modtaget 2,9 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden til sin forskning.

Svar gemt i biobanken​​​

Siden 2019 har afdelingen gemt blodprøver fra patienter med lungebetændelse i en biobank. Samlingen er nu oppe omkring 1.000 individer og dermed stor nok til, at forskerne kan grave sig ned i mekanismerne bag hjertesygdomme og diabetes.

- Vi har så mange data i biobanken, at vi kan lave to nærmest ens grupper: Samme alder, køn, livsstil osv., men den ene gruppe fik en hjertesygdom efter en infektionssygdom, den anden gjorde ikke. Og så kan vi se, hvad der gør den ene gruppe særlig, siger hun.

Hypotesen er, at infektioner og særligt lungebetændelse leder til hjertesygdom og diabetes, fordi infektionen skubber til processen, så patienten så at sige ryger 'ud over kanten'.

Hvad diabetes angår, skal forskerne blive mere sikre på sammenhængene:

- Vi ved, at covid og tuberkulose øger risikoen for type 2-diabetes, men med flere andre infektioner er vi ikke lige så sikre. Hvis der er en sammenhæng, skal vi opspore patienterne i risiko, forebygge og behandle, siger Birgitte Lindegaard.

Interessante proteiner​

Forskningen sker i samarbejde med Klinisk Biokemisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som skal undersøge proteinerne i blodet.

- Måske finder vi 'interesse-proteiner', som har betydning for blodpropper. Og måske kan man enten slukke eller tænde for proteinet, så det ikke giver blodprop. Måske har vi allerede lægemidler, der kan gøre det, vi kender bare ikke sammenhængen endnu, forklarer Birgitte Lindegaard, der på denne måde vil bygge bro mellem grundforskning og patientbehandling. Hun tilføjer:

- Mit håb er, at der ringer en klokke hos læger, når en patient har ondt i brystet og lige har haft influenza – på linje med opmærksomheden på rygning, alkohol og motion. Vi skal finde ud af, hvor meget infektioner øger risikoen, så vi kan finde risikopatienterne og behandle dem rigtigt.​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden