Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​De indvendige arbejder er i fuld gang og kræver håndværkere, som der er rift om. Foto: Jonathan Grevsen, NCC.

Budgetoverskridelser og forsinkelser på Nyt Hospital Nordsjælland

​Forretningsudvalget i Region Hovedstaden bliver 10. juni orienteret om, at budgettet for Nyt Hospital Nordsjælland forventes at skride med op til 1 mia. kr. primært som følge af prisstigninger i byggemarkedet og stigende lønninger. Samtidig er indflytningen udskudt fra årsskiftet 2027 til sensommeren 2027.

Vent...

​- Det er vir​keligt frustrerende, at vi endnu engang står i en situation, hvor byggeriet bliver dyrere end forventet. Selvom det skyldes udefrakommende omstændigheder, får vi stadig en stor opgave med at finde pengene i et i forvejen ekstremt presset anlægsbudget, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

- Måske endnu mere frustrerende er det, at vi også må skyde indflytningen. Selvom det kun er lidt over et halvt år, betyder det jo, at patienter og medarbejdere skal vente endnu længere på at tage det nye hospital i brug – det er enormt ærgerligt, siger han.

Prisstigninger og stigende lønninger​

Direktør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme Mogens Kornbo understreger, at markedet er overophedet, og at der er en kæmpe efterspørgsel på kvalificerede medarbejdere. Det presser priserne på løn til særligt det tekniske fagpersonale.

- Det er en udfordring, vi ser i hele byggebranchen. Materialepriser er steget markant de seneste par år – og ser ud til at fortsætte med at stige i takt med den økonomiske usikkerhed i verden generelt og stigende inflation. Fx er prisen på kobber steget 29 procent fra 2022 til 2024, og teknisk isolering er steget mere end 50 procent i samme periode. Det er nogle af de materialer, vi bruger rigtigt meget af på Nyt Hospital Nordsjælland i øjeblikket, siger Mogens Kornbo.

Samtidig foregår der rigtigt meget byggeri hos firmaer som Novo Nordisk og Fujifilm. De har brug for mange af de samme medarbejdere, som hospitalsbyggeriet har brug for i øjeblikket. Det presser lønningerne op.

Indflytning udskudt til sensommeren 2027

Riften om de kvalificerede medarbejdere er også hovedårsagen til forsinkelsen. Samtidig er der kommet ny praksis fra myndighederne til godkendelse af brandsikring fx af vægge. Det går også ud over tidsplanen.

- Det er ærgerligt, at tidsplanen for det nye hospital ikke holder. Jeg ville ønske, at vi kunne give patienterne nogle bedre rammer i dag. De gamle bygninger i Hillerød er ikke optimale for vores arbejdsmiljø, så vi glæder os meget til at flytte, siger hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen.​​

 Fakta

  • ​Forretningsudvalget i Region Hovedstaden bliver på mødet den 10. juni orienteret om budgetudfordringer og ny tidsplan. Læs hele orienteringen på Region Hovedstadens hjemmeside.

  • De økonomiske udfordringer er stadig usikre estimater, og der er endnu ikke truffet beslutning om, hvordan overskridelserne skal finansieres.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden