Blødt lys og blide lyde giver færre kejsersnit

​Siden 2013 har fødende på Nordsjællands Hospital kunne føde i særligt indrettede sansefødestuer, der med lys og lyd skaber rolige og stemningsfulde omgivelser. Nyt studie viser, at fødsler på sansefødestuer har mindre risiko for at ende i akutte kejsersnit.

Vent...
De såkaldte sansefødestuer er ikke kun populære blandt fødende kvinder på grund af den særlige belysning eller de beroligende lyde, men også fordi, fødsler på sansefødestuer har mindre risiko for at ende i ikke planlagte kejsersnit. Det viser et studie på Nordsjællands Hospital, der er offentliggjort i Nature Scientific Reports.

- Vi er glade for at kunne vise, at sansefødestuer ikke blot er en fiks idé, men at det at føde på en sansestue er associeret med færre indgreb i fødslen. Vi har set et lavere antal kejsersnit, men også en tendens til at der i mindre omfang gives ve-stimulerende drop, siger læge Tine Wrønding fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Nordsjællands Hospital og førsteforfatter på artiklen. 

Forskerne har over godt et år sammenlignet fødsler på de forskellige typer af fødestuer så at mens cirka 11 procent af fødslerne på traditionelle fødestuer endte i akutte kejsersnit, var det kun 6,4 procent af fødslerne på sansefødestuerne, der havde samme udgang. 

- Kejsersnit er en stor operation i kroppen og det vil typisk tage længere tid at komme sig efter fødslen, end hvis man har ikke fået er kejsersnit. Derudover er der en række komplikationer, som kan tilstøde når man får et kejsersnit, siger Tine Wrønding reservelæge på Nordsjællands Hospital.

- Vi håber, at vores positive tilbagemeldinger og nu også kliniske argumenter, kan bruges af andre og bliver taget med, når vi selv skal flytte i nye og moderne rammer med et nyt hospital i Nordsjælland om få år, siger Gitte Ulriksen, der er vicechefjordemoder på Nordsjællands Hospital

Stor tilfredshed blandt de fødende og deres partnere
Sansefødestuerne blev etableret med et klinisk sigte; at skabe bedre og mere sikre fødsler, men de fødendes egne oplevelser af stuerne har også været udpræget positive, viser tidligere evalueringer. Mange har bemærket, at lyd, lys og billeder har skabt en mere tryg, hjemlig og knap så klinisk fornemmelse på fødestuen, og har generelt betydet at fødselsoplevelsen har været bedre.

Om sansefødestuer
Nordsjællands Hospital indrettede i 2013 to af hospitalets otte fødestuer som sansefødestuer. Hver stue har alle faciliteter som almindelige fødestuer, men er derudover udstyret med en dæmpet væg-fladskærm, dynamisk LED-belysning i loftet og omkring fødelejet samt specialdesignet lydprogrammer, der understøtter billeder og lys. Det giver en rolig atmosfære og skal samtidig påvirke fødselsoplevelsen ved f.eks. at lydene understøtter rytmen i vejrtrækningen under ve-arbejdet. Rytmen matcher bevægelserne i det visuelle udtryk, der er på den store specialskærm og farverne i rummet.
Brugen af dynamisk lyd, lys og billede giver den fødende en fornemmelse af ro og tryghed op til og under fødslen og understøtter en bedre fødselsoplevelse.

Om studiet
Forskerne har sammenlignet 476 fødsler fra almindelige fødestuer på Nordsjællands Hospital med 313 fødsler på sansefødestuer samme sted i samme periode. Undersøgelsen omfattede førstegangsfødende kvinder, med ét foster, der fødte inden for termin og som ikke blev igangsat.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor