Birger Thorsteinsson har gennem mange år været blandt Danmarks førende forskere inden for diabetes og hypoglykæmi (lavt blodsukker). Den 1. oktober går han på pension fra sin stilling på Nordsjællands Hospital og efterlader et blivende aftryk på diabetesforskningen, forskerkollegaer og diabetesbehandlingen af patienter lokalt i Nordsjælland.
- Det er stor kapacitet, vi siger farvel til. Sideløbende med sin egen forskerkarriere har Birger i årtier været en drivende kraft i udviklingen af hospitalets forskningsprofil, og det er et stærkt forskningsmiljø Birger har været med til at skabe, og som vi er meget taknemmelige for på hospitalet, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.
Birger Thorsteinssons studier har fokuseret på kliniske og eksperimentelle undersøgelser af hypoglykæmi hos patienter med type 1 diabetes og insulinbehandlede patienter med type 2 diabetes med det formål at forstå mekanismerne i udviklingen af svær hypoglykæmi.
I 1990 skrev Birger Thorsteinsson sin doktordisputats om insulinkinetik. Dengang var de risici, der er forbundet med hypoglykæmi, et nyt forskningsemne. Han blev i 2009 klinisk professor ved Københavns Universitet.
Fredag den 27. september afholdes der afskedssymposium på Nordsjællands Hospital.
Her vil tidligere ph.d.-studerende og kliniske assistenter tager tilhørende med på en tour de force gennem Birger Thorsteinssons forskning og arbejde gennem de seneste tyve år. Afskedssymposium finder sted kl. 14.00-15.30 i auditoriet i Hillerød.
Om Birger Thorsteinsson (69)
Professor, overlæge, dr med., Endokrinologisk og Nefrologisk Afdeling, Nordsjællands Hospital og Københavns Universitet
1976 Lægevidenskabelig embedseksamen, Københavns Universitet
1990 Speciallæge i intern medicin
1990 Medicinsk doktorgrad
1993 Speciallæge i medicinsk endokrinologi
2009 Klinisk professor v. Københavns Universitet