Bedre smertelindring giver tilfredse akutpatienter

Akutmodtagelsen er blevet bedre til at hjælpe patienterne med smertelindring, og det kvitteres der for i den seneste tilfredshedsundersøgelse. 

​To ud af tre patienter er tilfredse eller endda meget tilfredse med deres behandling i akutmodtagelsen i Hillerød. For akutklinikkerne i Helsingør og Frederikssund er det tre ud af fire. Det viser den seneste landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse for ambulante akutpatienter (LUP-Akut), der netop er blevet offentliggjort.

Samlet set ligger patienternes bedømmelse af akuttilbuddene i Nordsjælland på landsgennemsnittet.

Målrettet indsats gav pote

I forhold til sidste år, er der sket fremskridt på patienternes oplevelse af smertelindring.

- Jeg er glad for, at vi har rykket os på netop smertelindring, der giver udfordringer alle steder i landet. Vi har sat målrettet ind og er i dag blevet meget bedre til at spørge ind til smerterne og handle, så patienterne oplever bedre smertedækning, siger Maibritt Vejrup Holtsmark, der er ledende overlæge i Akutafdelingen.

Akutmodtagelsen i Hillerød har uddannet smerteambassadører og indført systematisk fokus på smertebehandling af patienterne, og det har givet resultater. De gode erfaringer skal nu spredes til akutklinikkerne.

Indsats for bedre information

Patienterne efterspørger i høj grad bedre information om ventetider.

- Vi ligger på landsgennemsnittet, men det er bare ikke særligt godt.  Vi arbejder allerede på, hvordan sekretær, sygeplejersker og infoskærme kan give bedre besked om den aktuelle ventetid. Derudover har Akutafdelingen også arbejdet med at synliggøre ventetiden for patienterne, siger Maibritt Vejrup Holtsmark.

Hvert år modtager akuttilbuddene på Nordsjællands Hospital cirka 115.000 patienter.

Yderligere oplysninger: konst. ledende overlæge Maibritt Vejrup Holtsmark, Akutafdelingen​


Redaktør