Mellem 15 og 18 procent af patienterne møder ikke op til deres tid i Børne- og Ungeafdelingens ambulatorier. Det bliver til rigtig meget spildtid, som kunstig intelligens nu skal være med til at afhjælpe.
Afdelingen har i et års tid haft en medarbejder ansat til at ringe patienterne op og minde om deres aftale i den kommende uge. Det hjalp. Men det var tidskrævende, da mange havde tillægsspørgsmål, mens andre blev lidt stødt over forstyrrelsen. Det fortæller sundhedsadministrativ leder Dorthe Vestergaard:
- 'Vi har altså styr på vores aftaler, og I må kunne bruge jeres ressourcer bedre,' sagde de. Med lidt forklaring om de mange udeblivelser, forstod forældrene godt idéen bag opkaldene. Men opgaven var hård for sekretærerne, der dagligt skulle ringe til 50-75 patienter, og vi havde kun ressourcen i et år.
AI kommer til undsætning
Så hvad hvis man kunne finde de mest sårbare, hvor reminderen faktisk ville gøre gavn?
- Vi hørte, at børneafdelingen på Slagelse Sygehus havde afprøvet en ny AI-model i Sundhedsplatformen, som kan forudsige, hvem der er i størst risiko for at udeblive fra aftaler eller aflyse sent. Og den har vi nu også prøvet i et år, fortæller Dorthe Vestergaard.
Over 50 forskellige variable er med til at tegne billedet af, hvem der typisk udebliver fra en aftale. Det handler blandt andet om afstand, alder, tidligere udeblivelser, sprog og ugedage.
- På tværs af afdelinger kan vi for eksempel se, at der er flest, som udebliver om mandagen. Og at unge mænd udebliver hyppigere end unge kvinder. Vi kender ikke årsagerne, men vi kan se på data, hvordan billedet er. Det handler om at nedbringe ventetiden for patienterne og at bruge personalets tid og undersøgelsesrummene bedst muligt, forklarer implementeringskonsulent Heidi Christensen fra Digitalisering og Analyse på Nordsjællands Hospital.
Stor effekt af begrænset indsats
AI bliver brugt til at udforme en rapport i Sundhedsplatformen, som trækker de patienter, der i en angiven tidsperiode, er mest tilbøjelige til at udeblive fra en ambulant aftale. Disse patienter kan afdelingen så sende en besked til via MinSP.
- Endnu kan vi kun sende en massebesked til dem, der selv bruger MinSP, og vi har på grund af ressourcer fravalgt at ringe til resten. Vi ved, at der arbejdes på en mulighed for at sende en sms til hele gruppen. Men selv med denne relativt begrænsede indsats har vi set en effekt, siger Dorthe Vestergaard.
Børne- og Ungeafdelingen har i testperioden haft 9,9 procent udeblivelser i den gruppe, som har fået en AI-understøttet henvendelse og 18 procent udeblivelser i den gruppe, som AI havde udpeget som risiko, men som ikke kunne modtage henvendelser via MinSP.