86 fødder til infoaften om den diabetiske fod

Fodterapeuter fra hele Nordsjælland var til workshop og informationsaften om bedre behandling af fodsår hos diabetikere.

Forskningsafdelingen havde inviteret Region Hovedstadens fodterapeuter til et aftenmøde onsdag den 16. februar på Nordsjællands Hospital - og der mødte 43 engagerede fodterapeuter op.

Fokus var på den diabetiske fod samt behandlingsmuligheder af fodsår - en hyppig og invaliderende komplikation for diabetespatienter.

Bredt og velfungerende samarbejde

Forskningschef Lise Tarnow havde i samarbejde med fodterapeut Hanne Møller-San Pedro og diabetessygeplejerske Charlotte Hansen inviteret til arrangementet og bidrog med oplæg med fokus på, hvordan et velfungerende samarbejde mellem lokale fodterapeuter, de praktiserende læger og diabetesspecialafdelingerne kan forbedre behandlingen for diabetespatienter med fodsår.

Præsentation af ny forskningsarbejde

Der var fokus på den nyeste forskning indenfor området, og det kliniske forsøg der i øjeblikket er i gang her på Nordsjællands Hospital med LeucoPatch®, der populært sagt er en metode til at fremstille ”patientens eget plaster”. http://www.nordsjaellandshospital.dk/topmenu/Presse_Nyt/Nyheder/Arkiv2014/blodplaster-heler.htm

Forsøget er et internationalt studie, der her på Nordsjællands Hospital kører som et tæt samarbejde mellem diabetes ambulatoriet, Ortopædkirurgisk Afdeling og Forskningsafdelingen.

Oplæggene var efterfuldt af en aktiv workshop, hvor deltageren kunne se hvordan en LeucoPatch® bliver til og anvendes. Der var stor interesse for konceptet blandt fodterapeuterne, og stor interesse for et tættere samarbejde på tværs af sektorer – specielt omkring de komplicerede fodsår.

For mere information kontakt venligt forskningschef Lise Tarnow, lise.tarnow@regionh.dk



Redaktør