Siden oktober har det været muligt for borgerne i Nordsjælland at blive vaccineret mod influenza og covid-19 på hospitalets vaccinationsklinikker.
- Det er gået rigtigt godt, og udover igen i år at have et fantastisk vaccinationshold, som har mødt borgerne med et smil og et lille stik, siger sygeplejerske Jaqueline Hjertstedt, der har haft det daglige ansvar for vaccinationsindsatsen.
Også vaccinationer på hospitalet i Hillerød
Sidste år åbnede hospitalet vaccinationsklinikker på hospitalet i Frederikssund og i Helsingør Sundhedshus. I år har der også været vaccinationsklinik på hospitalet i Hillerød for borgerne i nærområdet, fortæller Jaqueline Hjertstedt:
- Det har været en stor opgave at skulle dække tre matrikler, og det har krævet en grundig forberedelse af hele indsatsen, men vi er gået til det hele med højt humør, og det har smittet af, siger Jaqueline Hjertstedt.
Stærk holdindsats giver en god oplevelse
Vaccinationsholdet har bestået af cirka 80 medarbejdere, der ikke normalt har deres faste gang på hospitalet. Det kan være fx være nogen med en sundhedsfaglig baggrund eller anden relevant erfaring.
- Vi har fået ros af borgerne for den høje service fra vaccinationsholdet, så det er jeg selvfølgelig glad for. Og så har flere af medarbejderne også sagt, at de er klar igen næste år til at hjælpe med vaccinationsindsatsen, siger Jaqueline Hjertstedt.
Fakta om vaccinationen mod influenza og covid-19
Det er Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling, som har drevet hospitalets vaccinationstilbud til ældre og udsatte borgere samt børn under seks år. Og i løbet af månederne er der vaccineret cirka 34.000 borgere.
Den første vaccinationsdag blev omkring 1300 borgere vaccineret på alle tre vaccinationsmatrikler, og allerhøjest gik det en lørdag, hvor ikke mindre end 1230 borgere blev vaccineret alene i Helsingør Sundhedshus.
Vaccinationsindsatsen har varet siden oktober og slutter for hospitalet med udgangen af december.