Stilheden er nu blevet en fast del af proceduren, når der holdes defusing med hjertestopholdet og personalet fra stamafdelingen efter et afsluttet genoplivningsforsøg. Her bliver indsatsen talt igennem, og den enkelte, der har været til stede, kan dele tanker og oplevelser under gensidig fortrolighed.
Et minut til refleksion og respekt
Stilheden skal både ses som en anerkendelse af den indsats, teamet har ydet, og en sidste respekt for patienten og det liv, der ikke er mere.
Det er arbejdsgruppen bag hjertestopholdet, anæstesisygeplejerske Karin Kirstine Haargaard, lægerne Louise Milling og Ingeborg Raaum Grønlund, Anæstesiologisk Afdeling, samt hjertestopkoordinator Gitte Rosenberg, der har valgt at indføre det stille minut på baggrund af danske og udenlandske undersøgelser:
- Ved at lade stilheden sænke sig, siger vi farvel til patienten på en respektfuld måde, og vi får selv et åndehul til at lande mentalt og mærke sig selv og sine reaktioner efter et forgæves genoplivningsforsøg, siger Karin Kirstine Haargaard.
Inspiration fra danske og udenlandske undersøgelser
Gruppen har blandt andet hentet inspiration fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Her har en undersøgelse vist, hvor vigtigt det er at skabe et rum for eftertanke – selv om det bare er et øjeblik.
– Formålet med det ene minuts stilhed er at vise respekt for den afdøde og det hold, der netop har arbejdet sammen i en svær situation. Samtidig giver det tid til at den enkelte kan nå at tænke: Hvad var det egentlig, jeg stod i, og hvad gjorde det ved mig. Det er vigtigt for trivslen og den mentale sundhed, at oplevelsen bliver talt igennem, så alle er klar til at fortsætte arbejdet efter hændelsen, fortæller Gitte Rosenberg.
En af dem, der på egen hånd har prøvet at holde øjebliks stilhed efter et hjertestop, er sygeplejerske Rikke Olsen-Hjelmsø på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling:
– Det var en meget fin og respektfuld måde at afslutte et hjertestop på. At få mulighed for som team at stå sammen og stille reflektere over situationen – også med tanker til patienten og de pårørende.
Omsorg også i de akutte forløb
Arbejdsgruppen håber, at flere afdelinger vil lade sig inspirere af et minuts stilhed, også når døden ikke skyldes et uventet hjertestop:
- Mange afdelinger gør det allerede i dag, men i akutte forløb ligger det måske mindre naturligt som et mindset, siger Louise Milling.
Fakta om hjertestop og hjertestopholdet
På hospitalet i Hillerød registreres der årligt omkring 80 akutte hjertestop. Det nye tiltag skal være med til at støtte personalet i de svære forløb og samtidig sikre en værdig afslutning for patienten.
Hjertestopholdet er udsprunget af hjertestopkomitéen og har været en fast del af hospitalets praksis i Hillerød i mange år. Holdet består af en teamleder, som er forvagt fra anæstesien, en anæstesisygeplejerske, en kardiologisk mellemvagt, to medarbejdere fra FM og personalet fra stamafdelingen, som altid samarbejder med hjertestopholdet.