Fellowship-program for læger på Nordsjællands Hospital

​Med Fellowship-programmet ansættes læger i seks måneder til at udvikle forbedringer i arbejdet på egen afdeling eller på tværs af hospitalet.

Fellowship-programmet for ansatte læger på Nordsjællands Hospital er opstartet den 1. september 2020. Hvert forløb varer et halvt år, og deltagerne skal gennem det halve år identificere konkrete problemstillinger i den kliniske praksis.

Formålet med at være fellow

Programmet er udviklet for at give læger muligheder for at udvikle forbedringer og løsninger på problemstillinger i arbejdet - af læger og til læger. Gennem forbedringsprojekter identificeres problemstillinger fra den kliniske praksis og løsninger findes og testes. 

Forbedringsprojekterne gennemføres i egen afdeling eller på tværs af hospitalet. Programmet involverer lægerne i første række til at forbedre arbejdsmiljø, styrke trivsel og højne kvaliteten af kerneopgaven gennem arbejdet med konkrete forbedringer.

Hver fellow er tilknyttet en mentor, og hvert forløb afsluttes med en eksamen.

Fellows ansat fra 1. september 2020

Derya Tireli, reservelæge, Neurologisk Afdeling 

Derya Tirelis projekt handler om optimering af arbejdsgange på Neurologisk Afdeling. Igennem forskellige tilgange ønsker hun at effektivisere afdelingen bedst muligt, minimere unødige opgaver i vagten og dermed mindske vagtbelastningen for lægerne i akut-teamet. Det ønskede udbytte er mere tid til uddannelse, supervision og produktion.  

"Jeg håber, at jeg finder varige og solide løsninger, som vil benyttes fremadrettet på afdelingen i et godt stykke tid. Jeg håber, at jeg kan oprette velfungerende arbejdsgange".  

Ole Haubjerg Nielsen, reservelæge, introduktionsstilling, Børne og Ungeafdelingen

Ole Haubjerg Nielsen undersøger, hvordan man bedst implementerer virtuelle konsultationer på Børne- og ungeafdelingen. Det drejer sig både om telefonkonsultationer og videokonsultationer, og hvordan de i nogle tilfælde kan erstatte fysisk fremmøde.  

"Alt tyder på, at vi fremover skal bruge video mere. Hvad enten det måtte være for at lette hverdagen for familier, skabe mere sammenhængende patientforløb eller hindre spredningen af smitsomme sygdomme som coronavirus".

Niclas Sunde, reservelæge, introduktionsstilling, Kardiologisk Afdeling og Endokrinologisk og Nefrologisk Afdeling 

Niclas Sundes projekt handler om personalets og patienters oplevelse af video- eller telefonkonsultationer og skal ende ud i anbefalinger eller guidelines, der kan anvendes bredt.

"Jeg ser særligt frem til at finde områder, hvor vi kan lave justeringer, der øger oplevelsen og kvaliteten af det kliniske arbejde".

Marie Benzon Mogensen, reservelæge, Onkologisk og Palliativ Afdeling 

Marie Benzon Mogensen undersøger i sit fellowship-program, om virtuelle møder kan erstatte de samtaler, hvor patientens fysiske tilstedeværelse ikke er nødvendig. Konkret er projektets mål at understøtte den tekniske implementering af virtuelle konsultationer ved at undersøge, om de tekniske forudsætninger er til stede, både hos læger og patienter, hvordan de virtuelle konsultationer opleves af patienter og læger, og hvor man med fordel kan bruge de virtuelle konsultationer og samtidig fastholde patientsikkerheden og kvaliteten.  

"Min motivation for at søge fellowship-programmet er muligheden for at arbejde med udviklingsarbejde og organisationen, hvilket jeg ikke har erfaring med fra tidligere. Desuden er der i fellowship-programmet planlagt vejledning og undervisning undervejs, hvilket sikrer at man ikke sidder alene med projektet". 

Louise Schouborg Brinth, Afdelingslæge, Klinisk Fysiologisk Afsnit, Billeddiagnostisk Afdeling 

At optimere henvisnings- og udredningsforløbet af patienter med fald, svimmelhed og besvimelser med afsæt i udbygget tværfagligt samarbejde mellem de relevante specialer inklusive primærsektoren, er afsættet for Louise Schouborg Brints projekt. Det langsigtede formål kunne for eksempel være et pakkeforløb for denne patientgruppe.

"Min motivation for at søge fellowship-ordningen var et ønske om at tænke og strukturere det kliniske og parakliniske udredningsforløb med udgangspunkt i patienternes symptomer. Jeg ser frem til muligheden for fordybelse og nye samarbejdsrelationer samt forhåbentligt at gøre en forskel for en patientgruppe, der ofte er underdiagnosticeret".  

Redaktør