Brækket ribben (Costafraktur)

​Ribbensbrud eller brækket ribben er et eller flere brud af ribbenene. Vi har 12 ribben på hver side. De går fra rygraden om til brystbenet og udgør det, vi kalder brystkassen. Brystkassen beskytter  lungerne, hjertet og de store blodkar, som sidder inde i brysthulen.​

​Hvordan opstår sygdommen?

Sygdommen opstår oftest ved et fald. Hos ældre opstår den efter fald fra lav højde – f.eks. stående eller fra en stol eller seng – eller fald mod en genstand, bordkant, dørkarm eller lignende.  Hos yngre opstår skaden oftest efter fald fra højde – f.eks. fald fra hest/cykel/motorcykel/stige eller efter slåskamp eller overfald.

 

Symptomer på brækket ribben

Ved et brækket ribben vil du have smerter i brystkassen, som bliver værre, når du trækker vejret dybt, og bliver betydeligt værre, hvis du hoster eller nyser. Det kan føles, som om smerterne sidder i hele brystkassen, eller de kan være lokaliseret til ét enkelt sted.​

Smerterne kan være så voldsomme, at det føles, som om du ikke kan trække vejret ordentligt, og det kan være svært at gå og stå.

Ved brud på mange ribben kan der være skade på organerne i brysthulen – typisk en punkteret lunge – men ved store traumer, som f.eks. fald fra højde over 2 m eller fald ned ad en trappe, kan der være større skader på de indre organer. Dette er en livsfarlig tilstand og kræver omgående lægehjælp.

 

Behandling af brækket ribben

Ved få uforskudte brud på ribben uden skade på lungen eller andre indre organer anbefaler man aflastning og smertestillende. Det drejer sig typisk om panodil og  ipren, men enkelte kan have behov for stærkere smertestillende de første dage – f.eks. tradolan.

Ved flere brud på ribbenene (typisk mere end 3), forskudte brud og/eller punkteret lunge/skade på indre organer skal du indlægges og muligvis opereres. Det  afhænger af skadens art og sværhedsgrad.

 

Efter behandling

Ved flere brud og komplikationer, som har krævet indlæggelse, er  det vigtig at komme i gang med træningen så hurtigt som muligt – gerne samme dag eller dagen efter – for at undgå komplikationer i form af f.eks. lungebetændelse.

Det er meget individuelt, hvor ondt man har efter at have brækket ribben, og derfor også meget individuelt, om og hvor længe man har brug for sygemelding.

 

Genoptræning

Få uforskudte brud kræver ingen genoptræning. Ved flere brud og komplikationer, som har krævet indlæggelse vil der hos nogle, specielt ældre patienter være behov kortvarig genoptræning i kommunalt regi.

 

Komplikationer

Ved få uforskudte brud på ribben uden skade på lunge eller andre indre organer forventer man ikke komplikationer.

Ved de større brud med skade på lunge/indre organer, som kræver operation, kan der, som ved alle operationer, opstå infektion, og der kan opstå blodpropper i benene pga. sengeleje. Du får derfor antibiotika inden operationen for at forebygge infektion, og du får blodfortyndende indsprøjtninger, mens du er indlagt.​


Redaktør