Slidgigt i tommelfingerens rodled

Det er meget almindeligt at få slidgigt i tommelfingerens rodled. Sygdommen rammer kvinder 4 gange så ofte som mænd, og den kommer for det meste efter 40-års-alderen.

​​

​Hvordan opstår slidgigt i tommelfingerens rodled?

Årsagen til, at sygdommen opstår, er for det meste ukendt. Hvis du har haft en skade eller et brud på leddet, kan det dog øge risikoen for, at du får slidgigt i leddet.


Symptomer

Hvis du har smerter i tommelfingeren, når du f.eks. skal dreje en nøgle i låsen, holde en kop, vride en klud, åbne skruelåg eller holde om småting, kan det være et tegn på slidgigt i tommelfingerens rodled.

Smerterne kommer oftest nederst på tommelfingeren, helt nede ved håndleddet.

Udvikling

Smerterne bliver stærkere og kommer oftere, som sygdommen skrider frem. Da kan selv mindre belastninger udløse smerterne, og du kan også få smerter, når du hviler hånden eller om natten.

Længere henne i forløbet hæver leddet, der danner sig en 'bule' ved tommelfingerens rodled, og tommelfingerens bevægelighed bliver mindre.


Behandling

Lægen stiller diagnosen ud fra symptomerne og et røntgenbillede.

De lettere tilfælde af slidgigt i tommelfingerens rodled bliver behandlet med smertestillende medicin. Det kan være med Panodil, Kodimagnyl og eventuelt gigtmedicin.

Lægen kan også sprøjte binyrebarkhormon (Cortison) ind i leddet som en blokade, der kan hjælpe i kortere eller længere tid. For nogle kan gigtsymptomerne også lindres med bandage, der støtter leddet, eller en skinne, der kan holde leddet i ro.​

Sværere tilfælde

I sværere tilfælde af slidgigt i tommelfingerens rodled, hvor medicin, blokade eller bandage ikke hjælper, kan det være nødvendigt at operere fingeren. Målet med operationen er at lindre eller fjerne smerterne, samtidig med at man bevarer bevægeligheden i fingeren.


Efter behandlingen

Efter operationen må du regne med, at der går 3 måneder, før du har rimelig funktion i tommelfingeren, og 6-12 måneder, før du har fuld styrke.

Du bliver fulgt i vores ambulatorium efter operationen og herfra henvist til genoptræning.


Informationspjecer

Redaktør