Omkring halvdelen af alle drenge og cirka en fjerdedel af alle piger kommer ud for et knoglebrud inden voksenalderen.
Symptomer
Knoglebrud kommer ofte til udtryk ved betydelige smerter – særligt ved berøring og belastning – eller ved en direkte skævhed af arm eller ben.
Behandling
Afhængigt af brudtypen kan det være nødvendigt, at du bliver bedøvet, og lægen trækker bruddet på plads, eller måske kan bruddet kræve en operation. Ved operationen sætter lægen bruddet på plads og gør det fast med metalmateriale.
Som regel bliver huden hos børn syet med tråde, der ikke skal fjernes.
Efter behandlingen
Operation for knoglebrud kræver oftest, at du er indlagt et par dage på børneafdelingen.
I efterforløbet er der ofte behov for, at du har en gipsbandage på i nogle uger. Du bliver indkaldt til kontrol med røntgen i Ortopædkirurgisk Ambulatorium for at sikre at knoglebruddet er på plads, og at helingen er tilstrækkelig. Knoglebruddet kan påvirke knoglens vækst, og det kan gøre det nødvendigt, at du kommer til ambulante kontroller omkring et år efter skaden.
Hvis lægen indsætter metal, skal det oftest hos børn fjernes igen ved en lille operation, når knoglebruddet er helet.
Genoptræning
Børn har sjældent behov for genoptræning.
Komplikationer
Alle brud kan føre til varige mén, men det er heldigvis sjældent hos børn.
Ved alle operationer er der en risiko i form af skade på kar og nerver, manglende effekt af operationen og infektion. Sårbetændelse efter operation ses meget sjældent hos børn.
Hvis man har en ulykkesforsikring, anbefales det at melde knoglebrud til forsikringsselskabet, da der er en lille risiko for mén.