Gå til hovedindhold
Oversygeplejerske ved projektvæg

Oversygeplejerske Pernille Greisen fra Ortopædkirurgisk Afdeling har synliggjort, hvad de forskellige sektioner arbejder med frem mod det nye hospital. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.​​

Her træner ambulatorierne til fremtiden

Ortopædkirurgisk Ambulatorium har siden efteråret arbejdet med blandt andet længere åbningstider, hjemmearbejde og lukning af rum for at blive klar til hverdagen på Nyt Hospital Nordsjælland.

Vent...

Af Karen Grønkjær Kjeldsen​

66 gode idéer til at blive parat til det nye hospital. Så mange stod oversygeplejerske Pernille Greisen tilbage med efter en tværfaglig workshop sidst i august.

- Hvad skal vi gøre anderledes i fremtiden? Hvad vil det kræve? Hvor svært eller let er det at lave om? Det var spørgsmål, som vi tog udgangspunkt i. Og så gav vi idéerne farver: Grøn betød 'just do it', gul krævede koordinering med andre, og rød krævede tilførsel af økonomi eller beslutninger oppefra, forklarer Pernille Greisen.

Længere åbningstider med blik for arbejdsglæden

På en væg i ambulatoriet på 0731 har hun hængt de forskellige sektioners projektbeskrivelser op. Sådan bliver det synligt for alle, hvad der er i fokus for tiden.

- Hver sektion skulle vælge minimum én idé og helst to, som de ville arbejde med. Traumesektionen afprøver for eksempel telefonkonsultationer, så tilbagemeldingen på udvalgte 14-dages-kontroller sker telefonisk, siger hun.

Der er også flere, som afprøver at udvide åbningstiden i ambulatoriet til kl. 8-17 og skære den fremmødefri tid midt på dagen fra en hel til en halv time.

- Vi har fået flere tilbagemeldinger om, at 8-17 i ambulatoriet bliver for hårdt, så vi arbejder med at lægge administrativt arbejde i starten eller slutningen af arbejdsdagen. Det er et kæmpe puslespil i forhold til både vagtplanen, arbejdsmiljøet og arbejdsglæden, konstaterer Pernille Greisen.

Hjemmearbejde sparer lokaler

Ortopædkirurgisk Ambulatorium går fra 26 rum i dag til 11,5 på det nye hospital. Så der bliver behov for at gøre nogle ting helt anderledes, og et af redskaberne er hjemmearbejde.

- Vi øver på, at man sidder hjemmefra og forbereder patienter til operation. Vi har trappet gradvist op, så man først sad i Helsingør, så hjemme en dag om ugen og fra det nye år to dage om ugen, forklarer Pernille Greisen, der oplever, at mange medarbejdere er glade for muligheden for at arbejde hjemmefra.

Med de mange tiltag er antallet af rum i ambulatoriet stødt og roligt på vej ned:

- Vi lukker et rum hvert kvartal. Første rum var ergoterapiens, som nu laver kontroller i et andet rum. Egentlig er det jo sundt at betragte praksisser med nye øjne og at udfordre 'plejer'. Jeg er sikker på, at det nok skal lykkes at få tilfredsstillende arbejdsgange op at køre. Forhåbentlig kan vi vende det til medarbejderfastholdelse og arbejdsglæde, siger Pernille Greisen.

 

Fakta:

  • Ortopædkirurgisk Ambulatorium har afholdt en tværfaglig workshop for at få flere engageret i at blive parat til det nye hospital. Her deltog alle sygeplejerskerne fra ortopædkirurgiens ambulatorier, to læger fra hver sektion samt to lægesekretærer og tre fysio- eller ergoterapeuter.
  • Efterfølgende har alle sektioner (alloplastik, fod, hånd, skulder, idræt, traumeskade, sår, fys-ergo og sygeplejen) valgt en eller to idéer, som de afprøver i praksis.
  • Ambulatoriet går fra 26 rum i dag til 11,5 på det nye hospital, så det er nødvendigt med en højere udnyttelse af rummene, brug af videokonsultationer, hjemmearbejde med mere.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden