Gå til hovedindhold
post its på en tegning af en bygning

Her bliver planlægningen af en ambulant uge simuleret ind i de fremtidige fysiske rammer. Formålet er at blive klogere på, hvilke tiltag der er nødvendige at afprøve inden flytningen. ​

Forberedelser til den store flytning

Med flytningen til det nye hospital om nogle år vil vi gå fra 117 ambulatorierum pr. uge til 61. Den reduktion kalder på en anden dagligdag med andre arbejdsgange, end hvad vi er vant til. 

Vent...

Renderinger af Nyt Hospital Nordsjælland viser lyse rum, moderne sengeslanger og indbydende udearealer. Det står i kontrast til de efterhånden lidt slidte gule bygninger og interimistiske kontorpladser på Dyrehavevej. Men selvom vi ved, at vi går nyt design og indretning i møde, vi ved også, at arbejdsmiljø og -vaner bliver anderledes.

Flytningen vil nemlig reducere antallet af pladser: Udover færre kontorpladser vil vi gå fra 117 ambulatorierum pr. uge til 61. Den reduktion kalder på en anden dagligdag med andre arbejdsgange, end hvad vi i alle faggrupper er vant til.

Selvom tidshorisonten for at indtage de nye rammer i skrivende stund siger små 3 år, er man flere steder på Nordsjællands Hospital gået i gang med at planlægge og øve sig i de nye arbejdsgange. Ortopædkirurgisk Ambulatorie er udvalgt til at være et pilotafsnit for det nye hospital. Det betyder, at projektlederne for NHN bruger ambulatoriet for at identificere faldgruber og konkretisere, hvilke nye arbejdsgange vi skal tage til os i ambulatorie-regi. Oversygeplejerske Pernille Greisen giver her en overflyvning i flytteforberedelserne.


Tvunget til at tænke anderledes

Til en workshop gennemgik projektlederne med personale fra vores afdeling en dags arbejde på en specifik (travl) dag i ambulatoriet. Pernille Greisen forklarer, at den specifikke dags personale og patienter blev delt ud på de nye ambulatorierum. Først og fremmest blev lokalerne fordelt: –'Vi prøvede at placere folk smartest og diskuterede, hvilke funktioner er afhængige af hinanden og skal sidde i nærheden af hinanden.

Gipseteknikkerne skal fx placeres i umiddelbar nærhed af traume- og skadeambulatorierne, da de har flest patienter til gipsninger'.

For at udnytte lokalerne til fulde og få dagens patienter igennem ambulatoriet er det besluttet at udvide ambulatorietiderne i begge ender af dagen fra kl. 8 til 17. Det førte til overvejelser som: -'Kan vi fx bruge et gipserum til sutur- og agraf-fjernelse den sidste del af dagen, når vores gipseteknikere er færdige med deres arbejde? Kan vi spise frokost forskudt af hinanden, således at driften er konstant?', genfortæller Pernille.

Eksemplet med frokosten viser, at vi alle uden tvivl tvinges til at tænke i nye arbejdsvaner og -kulturer. Hvis ambulatorierne skal bruges i ydertimerne, kræver det en ny måde at strukturere arbejdsdagen på. Pernille peger på følgende som eksempel: Når åbningstiden udvides, bliver det nogle meget lange dage særligt for lægerne. Det er forventeligt ikke ønskværdigt med 10 timers ambulatoriedage, så her kræver det en ny måde at strukturere arbejdsdagen på. Et forslag kunne være dele dagen op, således at man har en halv ambulatoriedag med patienter i fysisk fremmøde og bruger den anden halvdel af dagen på telefonisk/virtuel patientkontakt eller andet administrativt arbejde. Man kunne måske endda forestille sig, at den virtuelle/administrative del foregik som hjemmearbejde?​

 

Virtuel kontakt og hjemmearbejdsdage

Det reducerede antal ambulatorierum gjorde puslespillet til en ikke hel nem opgave: Selvom Pernille og deltagerne i workshoppen kalkulerede med tre ambulatorierum i Frederikssund, lod det sig stadig ikke gøre at få alle patienter igennem på den specifikke dag.

-'Det er helt tydeligt, at der er behov for at få en ny spiller på banen: telefonopkald og videokonsultationer frem for fysisk fremmøde, som kræver en plads i et ambulatorie. Lige nu arbejder vi med at identificere de patientforløb, der kan ændres fra fysisk fremmøde til virtuel konsultation', fortæller Pernille og peger på, at det faktisk kan blive en gevinst for patienten at få informationerne hjemme i trygge rammer frem for på hospitalet. 'Mange patienter skal først komme sig over beskeden om, at de skal opereres, før de kan fange alle efterfølgende oplysninger', siger Pernille.

Hun forestiller sig også, at flere af de sygeplejersker, der ønsker det, kan håndtere operationssamtaler med patienterne, booke blodprøver og sætte brugere op i Emento-appen hjemmefra via telefon og pc. Udover at dette personale ikke optager fysisk plads på det nye hospital, har hjemmearbejde den fordel, at mange medarbejdere holder af den frihed, det kan give at arbejde hjemmefra en gang imellem. Samtidig bidrager flere virtuelle kontakter og hjemmearbejdsdage også positivt til den klimavenlige omstilling, som vi som arbejdsplads såvel som privatpersoner er forpligtet til at bidrage til.


Allerede godt i gang med nye arbejdsgange

Ovenstående muligheder er nogle af de tiltag, Pernille og arbejdsgruppen er i gang med at identificere, der skal til for at udnytte de nye fysiske rammer bedst muligt til de patienter, hvor fysisk fremmøde er en nødvendighed. Nogle af tiltagene er personalet allerede i gang med at implementere, andre skal snart afprøves for at blive sat i drift hurtigst muligt. Målet er, at vi har vænnet os til de nye arbejdsgange, inden vi flytter ind på det nye hospital.

I øjeblikket tester arbejdsgruppen, hvilke patientforløb/operationsforløb der sygeplejemæssigt er muligt at klargøre virtuelt/telefonisk. Fx afprøver de, om patienter med håndledsnære brud kan vurderes, få stillet operationsindikation, informeres og klargøres virtuelt i stedet for fysisk fremmøde.

Ambulatoriet har allerede et samarbejde kørende med to kommuner om videokonsultationer ved sårpatienter, og målet er at udbrede det til flere kommuner. Her oplærer ambulatoriets personale de kommunale sygeplejersker i at bruge videokonsultation, så patienten ikke behøver at komme på sygehuset.

Desuden bruger vi digital kommunikation via chatbeskeder og billeder via vores digitale patientforløbs-app Emento.

-'Egentlig er det jo sundt at betragte praksisser med nye øjne og at udfordre 'plejer'', siger Pernille.

Hun er sikker på, at det nok skal lykkes at få nogle tilfredsstillende arbejdsgange op at køre – men det bliver en udfordring at få vagtplanen til at gå op. Her er det essentielt, at alle i vores medarbejdergruppe indstiller sig på nye vaner, rutiner og arbejdsgange. –'Forhåbentlig kan vi vende det hele til medarbejderfastholdelse, rekruttering og arbejdsglæde', afslutter Pernille. ​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden