Gå til hovedindhold
Gips på barn med lårbensfraktur

Behandling af børn med lårbensfraktur

Låst til seng i tre uger. Det lyder som overskriften på forsiden af en tabloidavis, men er faktisk virkeligheden for små børn med lårbensfrakturer. Indtil for få år siden betød et brækket lårben for små børn, at de var lejret på ryggen og skulle med begge ben i stræk med benene lige op i luften.

Vent...

Tre uger.

På hospitalet.

At holde et lille barn i en seng i så lang tid er ikke alene en praktisk udfordring – det er et hårdt vilkår for både barn og forældre, som i forvejen jonglerer med hverdagens logistik. Tidligere kunne børnene komme hjem med sengen og ligge derhjemme i stræksengen. Ambulancerne kan ikke længere køre med sengene, så børnene var tvunget til at være indlagt i tre uger sammen med en forælder, hvilket slider endnu mere på resten af familien. Forældrene er dog oftest allermest kede af, at de ikke kan kramme deres børn, når de ligger i stræksengen.

Heldigvis fandt vi en løsning på Nordsjællands Hospital:

Efter kun to-tre dage med benene i stræk får barnet nu i stedet en gips kaldet en hoftespica. Det er en specialgips, der sidder omkring mave og hofter og ned på benene. Hvor Falck ikke kunne transportere et liggende barn med benene i stræk forsvarligt hjem, kan familien nu køre barnet hjem med gips. Hjem til vante rammer, hvor både heling og humør som regel går langt bedre.


Børn er selvregulerende

Overlæge Katrine Borum har brugt teknikken, som normalt bruges ved behandling til børn med misdannede hofteled, og resultatet er til at smile af:

Selvom gipsen skal sidde i fire uger, er børnene overraskende mobile. De kan ligge både på siden og på maven, krabbe sig rundt på gulvet med armene og finder hurtigt deres egne strategier til at komme frem. Som ugerne går, bliver børnene mere og mere aktive.

-Børn gør ikke noget, der gør ondt, siger Katrine:
-De lytter til kroppen helt af sig selv. Man behøver ikke sige 'pas nu på' – de stopper, når det ikke føles rart.

Når gipsen kommer af efter fire uger, rejser de sig dog ikke bare og går. Deres hjerne skal lige lærer at stole på det brækkede ben igen. De fleste starter helt forfra – kravler, rejser sig op ad møbler, tager forsigtige skridt… og så går det pludselig stærkt igen. Typisk tager det en uges tid for dem at gå igen.

Og den bedste del?

Tre måneder senere møder Katrine dem til kontrol. Løbende ned ad gangen i Ambulatoriet.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden