Gå til hovedindhold
Sygeplejerske holder en stor pose og en lille pose i hænderne

​​​​​​En pose med affald fra en karpaltunneloperation med afdækning og kitler - og en pose fra den samme type operation uden brug af afdækning og kitler.

Af med kitlen

Mindre afdækning og færre kitler ved operationer er det første bæredygtige skridt mod den grønne omstilling, hospitalet står over for. ​​


Vent...

​Hospitalerne i Danmark står for ca. 5 pct. af landets forbrugsrelaterede klimaaftryk. Da en operation med al dens materialer og udstyr er den aktivitet, som har det største ressourceforbrug på hospitalerne, er det også den aktivitet med den potentielt største klimabelastning. ​​Men selvom der bliver udført ca. 20 operationer i håndkirurgien dagligt på NOH, er overlæge Per Rasmussen håbefuld på klimaets vegne.

 

Afdækning reduceret med 75 pct.
-'Det er fem år siden, vi startede med at gøre håndoperationerne grønnere', forklarer Per. I 2019 indførte lægerne i håndsektionen kirurgi uden for en operationsstue (såkaldt 'office surgery') ved mindre bløddelsoperationer i hånden, der foregår i lokalbedøvelse, og som maks. varer ti minutter. I den forbindelse valgte de at reducere kraftigt i afdækningen.

-'Væk med de meterlange afdækninger til barriere, i stedet gav vi patienten skåneærmer på', forklarer Per. De bruger stadig det arrangement i håndkirurgien, og med det set up reducerer de forbruget af afdækning ved håndoperationer med 75 pct.

Derudover tager holdet i håndkirurgien skridtet videre og afprøver at undvære kitlerne under visse operationer og i stedet blot at bruge skåneærmer og handsker.

 -'I Canada foregår 90 pct. af deres karpaltunnel-operationer uden, at lægen bærer engangs-operationskittel', fortæller Per. Karpaltunnel-syndrom er en tilstand med snurren i fingrene og smerter i hånden, hvor man ved et simpelt kirurgisk indgreb skærer de ledbånd over, der klemmer og irriterer nerven. Per understreger, at det netop er de enkle håndoperationer, som er oplagte at gøre klimamæssigt grønnere. Indtil videre. Det har været et langt sejt træk at få gennemført procedurer med reduceret afdækning og beskyttelsestøj, men man kunne ifølge Per også gøre timelange operationer grønnere.

 

Patientsikkerheden påvirkes ikke af grønt hensyn
-'Jeg oplever, at folk ikke er helt klar', siger Per. Mange er bekymrede for, at en reduktion i vores forbrug af udstyr og materiale påvirker patienternes sikkerhed. Men Per understreger, at de internationale studier og undersøgelser, der er foretaget inden for feltet, viser, at der ingen øget risiko er for infektion – hverken i praksis eller i teori.

-'Jeg kan godt forstå, at patienter og personale overvejer, om det hele er sterilt nok, når afdækningen er reduceret så meget. Men det er et spørgsmål om tilvænning, sådan som så meget er her i den grønne omstilling'.


Per Rasmussen, overlæge og håndkirurg med et bankende hjerte for klimakampen. Her iført operationshue, der kan vaskes og genanvendes samt skåneærmer. Til de mindre operationer i hånden afprøver håndkirurgerne at undvære kitlen. 


Vigtig vidensdeling
Per er blevet inspireret af The British Society for Surgery of the Hand, som har undersøgt og implementeret flere grønne initiativer med stor succes. Det er resultaterne fra deres office surgery også kaldet 'operating outside of main theatres', som Per har indført i håndkirurgien på NOH.

Netop vidensdeling på tværs af hospitaler og samarbejde er essentielt for at nå klimamålene, og derfor sættes der også tryk på regionens klima- og miljøprogram Grøn2030 i de kommende måneder.

Grøn2030 vil sikre et samarbejde på tværs af hospitaler for at reducere klimaaftrykket. Amager og Hvidovre Hospital (AHH) er såkaldt 'frontløber', dvs. projektleder, mens NOH fungerer som 'makker' på den klimaindsats, der handler om klimaoptimeret kirurgi og ortopædi/anæstesi. NOH's makkerrolle indebærer at have to medarbejdere i med projektgruppen, der skal sikre, at det resultat, som frontløberhospitalet når frem til, kan udbredes til alle de andre hospitaler, og ikke er så specielt, at det kun duer på frontløberhospitalet.

Det grønne program opfordrer os alle til at lade os inspirere af gode grønne tiltag i Den Grønne Håndbog. Her finder du konkrete vejledninger til at implementere initiativerne i din arbejdsdag.


Håbefuld lyseslukker
Grøn2030 appellerer til, at vi alle har et ansvar for at være opmærksomme, kritiske og gøre tiltag for at mindske klimaaftrykket. Ifølge Per behøver det ikke at være svært at tage skridt i en grøn retning, og han har flere gode ideer: -'Fx kunne vi arbejde mere systematisk med at booke patienter til den af NOH's matrikler, der ligger tættest på dem. Vi kunne også bevæge os mod mere lokalbedøvelse i praksis frem for fuld bedøvelse. Lokalbedøvelse er mindre ressourcekrævende og mindre miljøbelastende'.

Per har bemærket, at lyset ofte har været tændt i ambulatoriet over weekenden, og derfor har han indført 'Slukkefredag'. Hver fredag opfordrer han alle til ikke bare at slukke kontakter, når de går hjem, men også at hive stik ud af væggene i ambulatorierne fra fredag eftermiddag til mandag morgen. -'Der er ikke grund til, at noget står tændt, når ingen er på arbejde', siger Per. Han understreger, at det at slukke lamper og udstyr i det konkrete regnskab måske ikke gør en stor forskel, men at handlingen kan være med til at øge bevidstheden om at gøre en forskel for klimaet hos den enkelte medarbejder.


Brug mindre, anvend længere, vælg miljørigtigt
En reduktion på 50 pct af CO2. Det er Region Hovedstadens mål, og det skal være nået om 6 år, i 2030. Det er et ambitiøst tal, men også et nødvendigt tal, da hospitalerne i Danmark står for ca. 5 pct. af Danmarks forbrugsrelaterede klimaaftryk.

I 2022 udledte Regionen 1,3 millioner ton CO2 – primært fra indkøb og forbrug på hospitalerne. Den største del af regionens samlede CO2-udledning kommer fra indkøb og forbrug.

Et mål mod en reduktion kræver først og fremmest, at vi bruger mindre, hvor vi kan, så vidt muligt vælger produkter, der kan anvendes flere gange og også gerne vælger den mest miljøvenlige variant. Den grønne trappe illustrerer det: (Kilde: Region Hovedstadens Grøn2030 Strategi).​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden