Hvem er I, og hvordan samarbejder I?
Vi er 5 overlæger – Helge Bonde, Klaus Folkmar, Inge Togo og Bekir Ince. Rikke Bielefeldt (OAO) er på barsel i øjeblikket.
Vi varetager alle skulderkirurgiske lidelser og de fleste albuelidelser. Vi laver skulderproteser i forbindelse med slidgigt eller knoglebrud og også skopiske operationer ved skader, slitage eller overbelastning af skulder-albueled.
Vi foretager akut kirurgi i forbindelse med seneskader og frakturer i skulder/albue.
På alle hverdage har vi både et fuldt skulderambulatorie med ca. 15 patienter igennem samt en fuld operationsdag. Vi har i snit 3 operationer igennem på en dag, da den anæstesiologiske procedure er udfordrende, fordi patienten skal sidde lidt oprejst.
Vi har et samarbejde med Herlev-Gentofte, som varetager højspecialiseret skulderalbue kirurgi i regionen, hvor vi sender patienter med revisioner af alloplastikker og svære infektioner til. Vi har derudover et ønske om mere samarbejde med flere skuldersektioner mhp. udveksling af viden og erfaringer.
Ved selv at ultralydsscanne i vores ambulatorie kan vi ofte stille en hurtig diagnose og inddrage patienten direkte i processen. Derved kan vi opnå en hurtig, sikker og patientinvolverende behandling – og spare afdelingen en del penge og ekstrakontrol.
Hvordan er fordelingen akutte/elektive forløb, og bliver alle patienter opereret?
Ofte prøver vi i første omgang ikke at operere patienterne, men i stedet at behandle dem med blokader eller genoptræning ved vores dygtige fysioterapeuter. Nogle gange er det tydeligt med det samme, at der skal kirurgi til. Vi har derfor en del patienter i kortere og længere forløb hos os. Faktisk er det kun 20-30 pct. af patienterne, der skal opereres.
Fordelingen akut/elektiv er cirka 20/80 pct. De fleste af vores patienter går hjem samme dag, de bliver behandlet.
Vi får mange ikke-kirurgiske problemstillinger, som vi skal vise videre til fx en reumatolog eller neurokirurg.
Hvordan samarbejder I med de andre medarbejdere?
Vi har et rigtig godt og velfungerende samarbejde med plejepersonale, sekretærer og fysioterapeuter. Til hverdag bidrager skuldersektionen også til stuegang og i vagter ved ikke-skulderpatienter, og her mærker vi også det gode samarbejde med de forskellige faggrupper.
Kommer skulderlæger nogensinde selv til skade i skulderen?
Ja, vi kommer desværre også selv til skade, enten ved overbelastning i sport, i en arbejdsstilling eller ved et uheld. Skulderen er det mest bevægelige led og derved det mest ustabile. Det er nødvendigt at stabilisere det ved at holde musklerne ved lige. Mange skuldersmerter kan forklares ved forkert statisk belastning og stammer fra muskelsmerter, og derfor er det vigtigt at sidde oprejst med skuldrene tilbage, når vi sidder ved en skærm eller har belastende arbejde.