På et sengeafsnit indgår vi alle i forskellige fællesskaber – nogle formelle, andre mere uformelle. Vi er en del af vagthold, faggrupper og teams omkring patienterne. Og vi kan alle genkende behovet for at høre til: at blive set, anerkendt og inviteret ind i fællesskabet.

Netop her bliver begrebet praksisfællesskab centralt. Et praksisfællesskab er ikke bare det, at vi arbejder samme sted – det er det fællesskab, hvor vi udvikler fælles måder at handle, tænke og samarbejde på i praksis. 

“Man skal lære at være her"

-Ligesom man skal lære at køre på cykel, skal man lære at være på en sengeafdeling, siger klinisk underviser Ingrid-Margrethe. Hun står bl.a. for faste undervisningsgange for det faste personale på Ortopædkirurgisk Afdeling. Her bliver det faste personale klædt på til at fungere som daglige vejledere for elever og studerende, hjælpe med overgangen fra rent driftsafsnit til uddannelsesafsnit samt kvalificere sengeafdelingen som et uddannelsesafsnit. ​

-Meget af det, der virker selvfølgeligt for det faste personale, er i virkeligheden tillært gennem erfaring. Det gælder fx, hvordan en stue efterlades, hvordan man giver relevante informationer videre, eller hvordan man prioriterer. Det er netop disse “usynlige" kompetencer, der kendetegner et praksisfællesskab. Og det er også her, nye medarbejdere og studerende ofte kan føle sig usikre, hvis ikke det bliver gjort tydeligt, forklarer Ingrid-Margrethe.

At gøre det usynlige synligt

Til dagens undervisning drøfter det faste personale, hvilke handlinger der er knyttet til praksisfællesskabet. De kommer frem til, at praksisfællesskabet konkret ses i en række daglige handlinger som fx oprydning på stuer og gangarealer samt klargøring af madvogne. Det kalder på, at et praksisfællesskab bygger på et fælles blik for kvalitet samt fælles standarder og ansvar, fx at vi har den samme forståelse af, hvornår noget er klart eller færdigt.

Det kommer frem til undervisningen, at det, som kendetegner et velfungerende praksisfællesskab, bliver naturligt for dem, der har været der længe. Derfor kan det være nødvendigt at sætte ord på, hvad gør vi – helt konkret – og hvad vi forventer af hinanden. Det kan fx være gennem fælles beskrivelser af standarder, fx med billeder af en ryddet gang, samt systematisk oplæring og introduktion

De faste personale får til opgave at beskrive standarder og arbejdsgange til næste undervisningsgang. Når disse handlinger er tydelige og fælles, og når vi er bevidste om praksisfællesskabet, bliver det lettere for alle at bidrage – også nye kolleger.