-Men på trods af en stigende incidens af hoftenære brud på knap 20 pct. de sidste 5 år, er vi på NOH godt kørende på flere parametre, fortæller ledende overlæge Peter Siesing. Han peger på både tallene for operationsdelay (hvor hurtigt de opereres målt fra ankomst på sygehus), 30-dages mortalitet og antal genindlæggelser.
Ved hjælp af forskellige indsatser er tallene bragt i den gode retning på NOH sammenlignet med landsresultaterne. Det skyldes både lokale indsatser i afdelingen, styrket samarbejde på tværs af afdelinger samt den tværfaglige indsats mellem kommune og hospital i det nationale Lærings- og Kvalitetsteam (LKT).
Operationsdelay synes at være i en stabil fase:
(Mørk graf illustrerer niveauet på landsplan, den lyseblå er NOH, og den lige streg er den nationale målsætning)
Vi er det eneste hospital i Danmark med så stort et volumen af patienter (ca. 500 om året), der ligger så flot. Tallet skyldes en konstant prioritering af at få patienterne hurtigt på operationsbordet.

30 dages mortaliteten var i perioden 2023-2024 12 %, den ses nu at være faldet til 10 %:
Genindlæggelser har vi tidligere ligget og svinget omkring 20 %, også her går det fremad og vi er snublende tæt på målsætningen:

Standardisering af forløb er vejen frem
Udover et vedvarende fokus på operationsdelay tilskrives de gode grafer en standardisering af funktioner ved stuegang og brug af smartphrases.
Vi har indført en systematik i stuegangen, som er dikteret af bestemte daglige smartphrases.
Smartphrases sikrer, at vi alle gør det samme for hver dag, patienten er indlagt. Fx tjekker lægen niveauet for d-vitamin på første dag og igangsætter iv-behandling mod knogleskørhed.
Derudover har vi implementeret en standardiseret 21-dages smertepakke, som patienterne skal udskrives med.
Det seneste initiativ er et udvidet behandlingsansvar fra vores side: Vi har etablereret et 14-dages udvidet behandlingsansvar ift. smertepakken, som går ud på, at plejepersonalet i primær sektor kan ringe til os med smerteproblematikker.
- Indsatserne bygger på et tværfagligt samarbejde og et samlet fokus i afdelingen. Det er alle tal, vi godt kan være stolte af. Vi er virkelig ved at have styr på det, siger implementerings- og forbedringsspecialist Anne Pontopiddan.