Gå til hovedindhold
En gruppe mennesker på en gang

​​​Afdelingens nyeste hold sygeplejestuderende

Afdelingen som uddannelsessted for sygeplejersker

​70 til 80. Så mange sygeplejerskestuderende er der igennem vores to sengeafsnit i løbet af et år. Stort set alle semestrene på studiet er repræsenteret hos os. De studerende er knyttet til Københavns Professionshøjskole på Tagensvej og i Hillerød og er hos os alt mellem 3 til 12 uger. ​

Vent...

Det er en stor forpligtelse at have ansvar for så mange menneskers uddannelse. Ortopædkirurgisk Afdelings fire kliniske vejledere Laura, Nina, Maria og Susanne skal sikre, at de studerende får de kompetencer, de skal have i forhold til deres læringsbeskrivelser. Det er forskelligt, hvad de studerende kan, når de kommer her. For nogle er det første gang, de er på et sengeafsnit. Andre skal lære specifikke ortopædkirurgiske greb som lejring af patienter med brud, håndforbinding eller sårpleje samt selvstændig sygepleje.

Men selvom der er mange og meget at se til, lader de kliniske vejledere til at have styr på opgaven med at varetage uddannelsen under klinikopholdet. Når et hold studerende er færdige i klinik, giver de udtryk for, de har lært meget og føler sig godt klædt på til at komme videre i deres uddannelse eller ud som færdige sygeplejersker.

Godt begynderspeciale
-'Jeg tør godt skrive under på, at afdelingen har et rigtig godt ry', siger Susanne Vilhelmsen, en af de fire kliniske vejledere. Det giver sig til kende ved, at mange studerende ønsker at komme i klinik hos os. På de sidste semestre i deres studie har de mulighed for at ønske plads et bestemt sted, og her får Ortopædkirurgisk Afdeling mange ansøgere.

At afdelingen er et attraktivt sted at være kommer også til udtryk ved, at omtrent 10 pct. af de studerende bliver timelønnede på Ortopædkirurgisk Afdeling efter deres klinikophold.

Susanne, der har arbejdet i ortopædkirurgien i 32 år og fungeret som klinisk vejleder i 15 år på afdelingen, siger: -'For mig gælder det om at gøre det ortopædkirurgiske speciale så interessant som muligt for de studerende, så de synes, de har et spændende klinikophold og måske søger ind i specialet senere. Vi begynder allerede på 2. semester at prikke dem skulderen for at høre, om de ikke skal søge ind som timelønnede'.

Ortopædkirurgien er nemlig et rigtig godt begynderspeciale ifølge Susanne: -'Her har du mulighed for at lære mange grundlæggende sygeplejefaglige ting, da patienterne ofte er multisyge og komplekse, ofte dårligere end på fx Afdelingen for Multisyge. Derfor er der rigeligt at prøve af', siger hun. Og det får de lov til på Ortopædkirurgisk Afdeling. De kliniske vejledere vægter, at de studerende bliver kastet ud i så mange forskellige ting som muligt – selvfølgelig med rigelig klinisk vejledning ved siden af.

Lærer at træffe beslutninger selv
Det er vigtigt for Susanne, at de studerende arbejder selvstændigt fra starten af. -'Jeg siger tit: Gå ind til patienten, så kommer jeg lige om lidt. Jeg opfordrer dem også til selv at konferere med lægen.' Det kan virke grænseoverskridende, især i starten, men det er vigtigt at lære at navigere selv. Det er at gøre dem en bjørnetjeneste at holde dem i hånden hele tiden, siger Susanne og peger på, at undersøgelser viser, at når sygeplejersker får problemer med stress, er det ofte fordi, man ikke er tryg i at træffe beslutninger selv.

Dog er Susanne og de andre kliniske vejledere aldrig langt væk. De studerende ved, at de altid kan spørge, hvis de er i tvivl om noget. Og selvom Susanne understreger, at det er vigtigt at lære at reflektere selv, har de studerende hendes private mobilnummer, så hun altid kan tilgås. -'De skal jo ikke sidde en lørdag og gå i stå i en opgave', griner hun og tilføjer: -'Min mand synes dog, det er lidt irriterende'. 


Et trygt og rart læringsmiljø
Susanne og hendes kollegaer er glade for at tilbyde de studerende det store tværfaglige samarbejde i dagligdagen, som de studerende fx mærker, når de skal forflytte en patient med en terapeut, følge en patient til operation eller være med en læge i Ambulatoriet. 

-'Man skal kende til de forskellige patientforløb for at kunne hjælpe patienterne bedst, berolige dem og forberede og støtte dem', siger Susanne. På Ortopædkirurgisk Afdeling har vi mulighed for at kunne give de studerende en bred indsigt i de forskellige patientforløb.

De kliniske vejledere varetager den største del af undervisningen, men en gang imellem er det også læger og fysioterapeuter, som underviser de studerende. Det sker på deres refleksionsdage, som er faste møder hver 14. dag på tværs af semestrene. Udover faglige oplæg gøres der her også plads til at drøfte patientsituationer. -'Vores mål er at skabe et trygt rum for de studerende, så de har mod på at stille spørgsmål og dele erfaringer'.

Desuden arbejdes der på afdelingen med den såkaldte Pier to pier-learning, som sikrer vidensdeling mellem eleverne. Det kan fx være en 6. semesterstuderende, som har en 1. semester-studerende med sig i løbet af dagen og sørger for at lære praktisk fra sig. De ældre studerende hjælper også de yngre, når der skal skrives opgaver i forbindelse med studiet.  

 

Rekruttering under klinikopholdet
Susanne lægger ikke skjul på, at de studerende er en vigtig målgruppe i kraft af, at de alle er potentielle nye kollegaer. Faktisk er de så betydningsfuld en brik, at Susanne ofte accepterer at tage flere 6.-7. semester-studerende ind, end hvad afdelingen er forpligtet til: -'Der er jo mulighed for, at der blandt dem er nye faste medarbejdere'.

Susanne og hendes kollegaer gør deres for at gøre arbejdspladsen så attraktiv som mulig. De lader de studerende prøve mange spændende facetter af inden for det ortopædiske felt, mens de tilbyder en grundig og tilstedeværende klinisk vejledning baseret på selvstændighed og selvbestemmelse.

En stor del af de timelønnede vælger da også at blive fastansat hos os, når de er færdige med deres uddannelse. Susanne afslutter: -'Vi har alle en opgave i at gøre afdelingen attraktiv og vise den gode side frem for de studerende, hvis vi vil gøre os håb om nye kollegaer'. ​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden