Diabetiske øjenforandringer

​Ved sukkersyge kan der ske en ændring af de mindste blodkar. De kan blive utætte eller lukke til. Dette medfører væskeudsivning eller blødninger i nethinden, blødninger ud i glaslegemet, nedsat eller ophørt blodtilførsel til dele af nethinden samt dannelse af nye, unormale blodkar og arvæv på nethinden. Det er derfor vigtigt, at du regelmæssigt får tjekket dine øjne hos en øjenlæge.

Ved at fotografere øjets nethinder med regelmæssige mellemrum er det muligt at finde eventuelle sukkersygeforandringer i god tid. Samtidig kan der foretages en nøjagtig sammenligning med eventuelt tidligere undersøgelser, så vi kan foretage kontrol og behandling med bedst muligt resultat.

Ved fotoscreening foretages undersøgelse af synsstyrken samt fotografering af nethinderne. Da der således ikke gennemføres en fuld øjenundersøgelse, skal du ved andre øjenproblemer venligst kontakte en privat praktiserende øjenlæge.


Forløb på Øjenafdelingen

Ved sygeplejerske på Øjenafdelingen foretages:

  • Registrering af debutår for type 1- eller 2-sukkersyge, tidligere øjenmæssig behandling, tidligere øjensygdom(-me).

  • Udmåling af syns- og brillestyrke .

  • Øjnene dryppes med pupiludvidende øjendråber.

  • 30 minutter senere er pupillerne udvidede, og der foretages fotografering af nethinderne. Efter endt fotografering forlader du afdelingen.

Da de pupiludvidende øjendråber kan give sløret syn i mere end fem timer, frarådes bilkørsel.


Efter fotograferingen vil en øjenlæge gennemgå billederne inden for to uger. Hvis der foreligger billeder fra tidligere, sammenlignes billederne.

Hvis der ikke er behov for behandling, vil du få et kortfattet brevsvar samt anbefaling om tid til næste øjenfotografering. Hvis du følges på Endokrinologisk Afdeling, vil de forsøge at koordinere kontrol begge steder samme dag.

Hvis der er behov for behandling eller nærmere vurdering, vil du i løbet af få uger få tilsendt indkaldelse fra Øjenafdelingen.

Briller

Hvis du bruger briller, skal du være opmærksom på, at synet kan svinge afhængig af dit blodsukker.
Hvis du skal have nye briller, skal dit blodsukker være stabilt over 1-2 måneder.
Nogle kan med fordel anvende forskellige styrker læsebriller, afhængig af blodsukkerudsvingninger, men tal altid med øjenlægen herom.

Hvad kan der gøres?

  • Forebyggelse i form af god blodsukker- og blodtrykskontrol.

  • Regelmæssig øjenlægekontrol da øjenlægen kan se forandringer i øjet, inden du selv mærker en ændring i dit syn.

  • Laserbehandling af nethindeforandringer.​​



Redaktør