Hvem kan komme i betragtning?

​Det er en læge, der i første omgang skal afgøre, om du skal indstilles til et ophold på Montebello. Derefter vil visitationen på Montebello tage endelig stilling til din henvisning.

Visitation til ophold på Montebello

Patienter kan henvises af lægen til et tre ugers fokuseret genoptræningsophold på Montebello:

  • Efter en operation
  • Ved akut opstået sygdom
  • Ved kroniske sygdomme 
  • Akut opblussen af sygdomme

Dog skal diagnosen ligge indenfor de specifikke diagnoser der modtages på Montebello. 

Se henvisningsdiagnoser og andre generelle betragtninger under punktet: "Til sundhedsfaglige". Henvisningen vil blive individuelt vurderet af et tværfagligt visitationsteam bestående af læge og leder af klinisk afsnit. Teamet vil tage stilling til, om henvisningen kan imødekommes.

Generelle forhold

  1. Patienter under 18 år modtages ikke.
  2. Patienten skal være selvhjulpen.
  3. Patienter, der er tungt plejekrævende, kan desværre ikke modtages.
  4. Patienten skal være diagnostisk afklaret.
  5. Patienten skal selv medbringe medicin, creme, kosttilskud osv.
  6. Alkohol/medicinmisbrug og psykiatrisk lidelse er en absolut kontraindikation.
  7. Enkeltværelserne er forbeholdt patienter, der har fået foretaget amputationer og stomi. Værelserne fordeles af personalet i Spanien.
  8. Indstillingspapirerne bedes udfyldt udførligt og relevant, og evt. operationsbeskrivelse samt epikrise skal vedlægges, så patienten kan tilbydes den bedst mulige behandling fra opholdets start.

Patienterne skal kunne håndtere indlæggelsen på Montebello, som blandt andet indebærer, at de skal kunne klare transporten, være nogenlunde selvhjulpne og være indstillet på aktivt at deltage i såvel holdtræning som selvtræning. 

Genoptræning på Montebello

På Montebello tilbydes vores patienter 3 ugers intensiv genoptræning.  Under indlæggelsen sættes der fokus på hele mennesket. Der skabes gode rammer, ikke kun hvad angår fysisk aktivitet og træning, men også for personlig udvikling. Indlæggelsen betragtes som en arbejdsplads for patienterne, hvor vi i høj grad sætter krav til egen ansvarstagen for træning med supervision fra terapeut. Der bliver i de 3 uger stillet krav til fysikken og til sanseintegrationen med nye stimuli væk fra de vante rammer. Tryghed og tillid er derfor vigtigt under indlæggelsen, hvorfor man i de tre uger som udgangspunkt har gennemgående terapeuter.
 
I første del af indlæggelsen, udføres der test og vurdering af funktionsniveau og ressourcer. Træningen foregår på hold med ca. 11 patienter med forskellige diagnoser. Der er mulighed for let supplering med individuel behandling fra fysio- eller ergoterapeut hvis det fra terapeutens side vurderes relevant. Holdtræningen skaber en god gruppedynamik og patienterne kan være med til at motivere hinanden. Derudover sætter det også krav til den enkelte om at tage ansvar for læring og forståelse omkring træning og egen situation.

Under indlæggelsen er man væk fra hverdagens pligter som rengøring, madlavning, indkøb osv. Derfor har vi en forventning om, at man benytter tiden til selvtræning samt refleksion og planlægning af træningen efter hjemkomst. 
Det primære formål med træningen er at øge patienternes kropsbevidsthed med fokus på hele kroppen. Man lærer sin ”nye krop” at kende og bliver bevidst om, hvordan man skal bruge den bedst muligt efter funktionsnedsættelsen.  Træningen er intensiv og alsidig med træning flere gange dagligt. Der trænes blandt andet styrke, balance, bevægelighed og koordination. Målet er ikke specifikt omkring bedre brug af én arm eller ét ben men at skabe mere opmærksomhed på brug af hele kroppen.
 
For at skabe den bedst mulige holdsammensætning er det derfor vigtigt at henvisningsskemaet fra lægen er udfyldt med alle relevante oplysninger.

Det er i øvrigt vigtigt, at genoptræningen på Montebello sker på det rigtige tidspunkt i forhold til den akutte begivenhed.

For tiden er der 5 forskellige genoptræningshold

  • Knæholdet er for patienter, der har fået et kunstigt knæ, og hvor forløbet har været kompliceret. Opholdet på Montebello bør starte ca. 6 uger efter operationen.
  • Hofteholdet er for patienter, der har fået en kunstig hofte, og hvor forløbet har været kompliceret. Opholdet på Montebello bør starte ca. 6 uger efter operationen.
  • Rygholdet er for patienter, der har fået foretaget en kompliceret rygoperation. Det optimale tidspunkt for opholdet på Montebello afhænger af, hvilken type operation der er tale om.
  • Gigt- og specialholdet er for en gruppe patienter, der har forskellige sygdomme, bl.a. leddegigt med akut forværring, patienter der har haft komplicerede brud, og patienter der har fået amputeret et ben.
  • Neurologiholdet er for patienter med en sygdom i hjernen. F.eks. patienter som har fået et slagtilfælde, eller patienter der har sklerose med nyligt attak. Tidspunktet for opholdet på Montebello er afhængigt af, hvilken akut begivenhed der er anledning til henvisningen. Neurologiholdet er endvidere for parkinsonramte, der er forholdsvis ny diagnosticeret og som ikke har været på Montebello før.

Hvem kan henvise til Montebello?

Hospitalslægen, egen læge eller speciallæge kan henvise til et ophold på Montebello.

Ophold på Montebello

Montebello hører under loven om frit sygehusvalg, og derfor kan patienter fra hele landet komme der. Bor man uden for Region Hovedstaden skal man selv afholde udgiften til transporten til og fra Montebello. 

Du skal være opmærksom på, at Montebello kører hold hen over hele året, altså også når det er påske, pinse, jul osv. Derfor kan du lige så vel komme afsted i også disse perioder.

Da de forskellige træningshold er tilrettelagt på forhånd, vil det ikke være muligt at ændre på den tilbudte afrejsedato.

Behandlingen på Montebello

På Montebello er der fysioterapeuter og ergoterapeuter, som træner med dig. De forventer, at du også selv træner uden for de fastsatte behandlingstider, ligesom der lægges op til, at du efter din hjemkomst kan selvtræne ud fra de råd og vejledninger, som du har fået på Montebello.​



Redaktør