Astma

'Astma' betyder åndenød og er en kronisk sygdom i lungerne, der i perioder giver anfald med hoste, åndenød og hvæsende eller pibende vejrtrækning. Sygdommen kan opstå i alle aldre, men er mest almindelig hos yngre mennesker, og bliver ofte kronisk.​

​​​​Foto: Pusteprøve // AV-afdelingen

​Hvordan opstår astma?

Astma kan være arvelig, men kan også opstå af andre grunde. For eksempel er der en stærk sammenhæng mellem astma og andre allergiske tilstande som høfeber og eksem, men man behøver ikke have allergi for at have astma.

Lungerne består af et net af fine luftrør – bronkierne – som på indersiden er beklædt med en slimhinde. Astma er en betændelseslignende tilstand i denne slimhinde, som bliver irriteret og kan hæve op og danne slim. Omkring bronkierne er der muskler, som reagerer på betændelsestilstanden ved at trække sig sammen. Tilsammen gør det, at luften har svært ved at passere igennem lungerne, og det gør det anstrengende at trække vejret.


 


Billede: Tv.: Bronkie uden astma eller med velbehandlet astma. Th.: Bronkie med astma /Colourbox

​​​​​

Symptomer på astma

Symptomerne kan være perioder med åndenød, tør hoste eller hoste med slim og hvæsende eller pibende lyd ved vejrtrækning.

Især i de tilfælde, hvor årsagen til astma er allergi, kan symptomerne komme i kun visse måneder af året. Hvis astmaen er arbejdsrelateret, har man ofte færre symptomer i perioder, hvor man ikke er på arbejde.

 

Undersøgelse for astma

Der findes en række undersøgelser, der – ud over symptomerne – kan styrke mistanken om astma.

  • Måling af lungefunktion – Vi måler, hvor meget luft du puster ud af lungerne, og den hastighed du puster luften ud med

  • Måling af nitrogenoxid i udåndingsluften – Personer med astma kan producere mere nitrogenoxid i udåndingsluften end personer, der ikke har astma. En måling af nitrogenoxid-niveauet i din udåndingsluft kan derfor bruges til undersøgelse for astma

  • Allergitest – En allergitest laves med en blodprøve eller en priktest, hvor ekstrakter af forskellige allergener – f.eks. birk – prikkes ind i huden

  • Anstrengelses- eller provokationstest – Man kan fremkalde et mindre astmaanfald ved f.eks. at løbe på trapper (anstrengelse) eller ved at indånde et stof, der irriterer luftvejene, så de trækker sig sammen (provokation). Begge undersøgelser anses for at være ufarlige

Behandling af astma

Astma behandles som oftest med en kombination af forebyggende behandling og en behandling af astmaanfald.

Den forebyggende behandling dæmper betændelsestilstanden i slimhinden. Medicinen til den daglige behandling af anfald med åndenød eller hoste er en hurtigtvirkende medicin, der får musklerne til at slappe af, så symptomerne hurtigt forsvinder. Virkningen holder 6-8 timer.​

Forløbet hos Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling

Før første møde i afdelingen har du i mange tilfælde fået taget blodprøver og røntgen af lungerne.

Ved første møde foretager vi en måling af din lungefunktion, og ofte lægger vi en plan for den videre udredning – hvis du f.eks. skal have foretaget en provokationstest, priktest eller yderligere blodprøver – eller behandling. Det afhænger af, hvor sikker astma-diagnosen er. Når du har fået stillet diagnosen astma, lægger vi en plan for din behandling, og du får en tid til din næste kontrol i afdelingen eller hos din egen læge.

Når din astma er velreguleret, og du forstår, hvordan din behandling skal foregå, afslutter vi dit forløb hos Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling. Derefter foregår din behandling hos din praktiserende læge.​

 

Komplikationer​

​Personer, der har haft astma i mange år, kan risikere at få permanent nedsat lungefunktion.

 

 

Redaktør