I denne velkomstpjece finder du nogle praktiske oplysninger om indlæggelsen og dit forløb i afsnittet. Pjecen er et supplement til den information, du i øvrigt vil modtage.
Om os
Vi er et team af sygeplejersker, som på skift varetager de forskellige funktioner i afsnittet; det vil sige forsamtaler, assistere til operationer samt observation af opvågningspatienter og information i forbindelse med udskrivelse.
Vi har åbent:
Mandag og tirsdag kl. 07.30 - 18.30
Onsdag og fredag kl. 07.30 - 16.30
Torsdag kl. 07.30 - 17.30
Weekend og helligdage lukket.
Ved evt. afbud eller forsinkelse til operation bedes du kontakte afsnittet på tlf. 48 29 49 05.
Dit mødetidspunkt hos os
Du er blevet tilbudt operation, som er planlagt at foregå i Dagkirurgisk afsnit 0162.
Hverdagen inden operationen skal du kontakte os på telefon 48 29 49 05 mellem kl. 13 og 14 for at få mødetidspunktet på operationsdagen.
Du skal møde fastende på Dagkirurgisk afsnit 0162, den: _____ / _____20_____.
Dagkirurgisk afsnit er placeret på plan 6, indgang 01 (hovedindgangen).
Vigtig forberedelse
Du skal faste
For at minimere risikoen for opkastning under bedøvelsen, er det vigtigt, at din mavesæk er tom. Du skal derfor faste inden operationen. Det vil sige:
- 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise.
- 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må gerne fortsætte med at drikke klare væsker som vand, saftevand, kaffe og te. Du må gerne bruge en smule mælk i din kaffe eller te, dog ikke mere end 20 %.
- 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.
Fjern makeup, neglelak og smykker
Du skal fjerne al makeup, neglelak, smykker og piercinger, inden du møder op på operationsdagen. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds naturlige farver af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen.
Gå i bad hjemmefra
Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for betændelse.
Din evt. medicin
Du aftaler med anæstesilægen, om du skal holde pause med evt. blod-fortyndende medicin. Hvis du tager naturmedicin, skal du holde pause i én uge før operationen. Anden vanlig medicin skal du medbringe.
På operationsdagen
Faste
Du møder fastende, medmindre andet er aftalt.
Modtagelse
Du bedes medbringe sundhedskort og henvende dig i vores sekretariat på afsnit 0162. Herefter vil du blive modtaget og hjulpet til rette af en sygeplejerske og kan få svar på eventuelle spørgsmål til dagen.
Omklædning
Du får udleveret operationstøj og får anvist et aflåseligt skab, hvor du kan opbevare dit eget tøj under operationen. Inden operationen bliver du tilset af kirurgen, og du tilbydes forebyggende smertestillende tabletter med lidt vand.
Værdigenstande og personlige ejendele medbringes på eget ansvar.
Ventetid
I løbet af dagen kan der være ventetid. Derfor anbefaler vi, at du medbringer læsestof, mobil, tablet eller lignende.
Besøg
Af diskretionshensyn både til dig og de øvrige patienter, henstiller vi til at medfølgende pårørende venter enten hjemme eller i hospitalets caféområde ved hovedindgang.
Smerter
Vi anbefaler, at du hjemme tager fast smertestillende medicin de første 2-3 dage, med mindre andet aftales med den læge, der foretager indgrebet.
Dette vil normalt være Paracetamol (Pinex, Pamol eller Panodil) tabletter á 500 mg - 2 tabl. 4 gange dagligt og Ibuprofen (Ipren, Ibumetin, Burana) tabletter á 400 mg - 1 tabl. 3 gange dagligt.
Du skal selv sørge for at indkøbe dette inden operationen. Hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt, kan der ved behov suppleres med stærkere smerte-stillende medicin.
Tænk over at …
Forebyggelse
Tobak, alkohol, overvægt og lav fysisk aktivitet øger risikoen for komplikationer i behandlingsforløbet. I ugerne før den planlagte operation opfordrer vi derfor til pause med tobak og alkohol. Tal evt. med din læge, hvis du behøver hjælp.
Planlægger du udenlandsrejser i perioden efter indgrebet
Se regler for udenlandsrejser efter hospitalsbehandling på borger.dk eller kontakt din rejseforsikring.
Yderligere information om Dagkirurgisk afsnit
www.nordsjaellandshospital.dk/afdelinger-og-klinikker/anaestesiologisk-afdeling/afsnit/Sider/dagkirurgisk-afsnit-0162-dagkirurgi.aspx
Med venlig hilsen
Personalet på Dagkirurgisk afsnit