Parvovirus (Lussingesyge) - Information til gravide

​​Information om parvovirus - også kaldet lussingesyge.​​​

Hvad er parvovirus?
Parvovirusinfektion kaldes også lussingesyge eller den 5. børnesygdom. Det er en virussygdom, der spredes ved tæt kontakt mellem mennesker, især med sekret fra næse og mund.

De fleste voksne har haft sygdommen, da de var børn, og er derfor immune. Det vil sige, at de ikke kan få den igen. Cirka halvdelen af de smittede får ikke synlige symptomer. Det kan derfor være vanskeligt at vide, om man har haft sygdommen.

Når man har en parvovirusinfektion, vil symptomerne oftest være feber, almindelig utilpashed, hovedpine og muskel-/ledsmerter. Herefter kan der på begge kinder komme et rødt, kløende udslæt (heraf navnet "lussingesyge"), der kan sprede sig til resten af kroppen.

Inkubationstiden (tiden fra smitte til sygdommen opstår) er ca. 10 dage. Smittede personer kan smitte andre i ca. 1 uge, og det sker inden de eventuelt selv får hududslæt, men herefter er de smittefrie. 

Hvad er risikoen for mit foster?
Når gravide bliver smittet, kan smitten overføres til fosteret i livmoderen via blodet i navlesnoren. Det sker dog kun i ca. 25 % af tilfældene (15 % før 20. graviditetsuge – stigende gennem graviditeten). Ca. 10 % af de smittede fostre får blodmangel, fordi parvovirus går ind i knoglemarven hos fosteret og ødelægger nogle af dets røde blodlegemer. Blodmanglen kan svinde af sig selv eller efter behandling, men kan også medføre spontan abort eller fosterdød. Der er ikke øget risiko for misdannelser hos de fostre, der har haft parvovirus. 

Hvad skal der ske, hvis jeg har fået parvovirus?
Hvis du har fået konstateret smitte med parvovirus, vil du få tilbudt ekstra ultralydsskanninger i svangreambulatoriet på Hillerød Hospital. Vi kan ved hjælp af ultralydsskanning undersøge, om fosteret har tegn på blodmangel ved at se, dels om fosteret ophober væske i kroppen, dels om blodets strømningshastighed er øget. Det sidste foregår med en særlig ultralydsteknik, Doppler undersøgelse.

Du vil derfor få tilbudt ultralydsskanning hver anden uge i op til 12 uger fra tidspunktet for infektion, afhængig af, hvornår du er blevet smittet. Det betyder, at du vil blive skannet op til 6 gange.

Der er ingen dokumentation for bivirkninger, skadevirkninger eller komplikationer / risici ved ultralydsskanning.

Hvad skal der ske, hvis fosteret bliver smittet?
Hvis det skulle vise sig, at fosteret også er smittet og udvikler blodmangel, er det muligt at behandle dette fra ca. 16. graviditetsuge. Behandlingen består i blodtransfusion til fosteret.

Hvor kan jeg ringe hen ved spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Svangreambulatoriet.

Kontaktinformation:
Svangreambulatoriet
Telefon: 48294884
Telefontid: Mandag-torsdag, kl. 10-12 og kl. 14-15, fredag kl. 10-12


OBS-PAT36
November 2009, JABU/INMU/ACS/emb


Redaktør