Operation for ufrivillig vandladning (proleneslynge)

​Vi har tilbudt dig operation for at hjælpe dig med vandladningsproblemet u​rinlæk ved anstrengelse. Urinlæk på grund af overaktiv blære bliver ikke bedre.​​

Hvordan foregår operationen?
Gennem et snit i skeden føres et bånd af kunststof under urinrøret for at give støtte til urinrøret, således at urinlæk ikke optræder. Dette bånd forsvinder ikke, men giver støtte til urinrøret resten af livet. 

Med en nål trækkes båndet op bag skambenet og ud gennem to små snit i huden over skambenet. Båndet syes ikke fast, men ligger løst under urinrøret. 

Herefter klippes båndets ender af, og sårene lukkes med et sting med en tråd, der forsvinder af sig selv, og et plaster der kan fjernes den følgende dag. 

Under operationen føres en tynd kikkert op gennem urinrøret for at kontrollere, at blæren er intakt.

Operationen udføres i fuld bedøvelse, rygbedøvelse eller lokalbedøvelse. 
Operationen varer ca. 15-30 minutter.

Før operationen
1 uge før operationen vil vi bede dig gå til din egen læge og få foretaget en urindyrkning, så du kan blive behandlet for en eventuel blærebetændelse inden operationen.

Hvad sker der til forundersøgelsen?
  • Du bliver bedt om at møde i afdelingen nogle dage før operationen.
  • En sygeplejerske vil fortælle dig om indlæggelsen, og du vil få mulighed for at tale med en læge om operationen.
  • Du skal aflevere en urinprøve og får evt. taget nye blodprøver, hjertekardiogram (EKG) eller andre undersøgelser.
  • Du vil komme til at tale med anæstesilægen om bedøvelsen.
  • Du får udleveret støttestrømper til forebyggelse af blodpropper, som du skal medbringe ved indlæggelsen.
  • Du skal beregne 2 - 4 timer til forundersøgelsen.

Hvad sker der på operationsdagen?
Du bør hjemme gå i bad og vaske dig, som du plejer. Undlad at smøre creme på kroppen efter badet. Undlad desuden sminke, neglelak, smykker og kontaktlinser. Tag briller med.

  • Du møder fastende på afdelingen til den aftalte tid. 
  • En sygeplejerske viser dig tilrette. 
  • Du får støttestrømper på for at forebygge blodpropper.
  • Du får barberet/klippet kønsbehåringen af. 
  • Du får eventuelt smertestillende medicin ca. 1 time før operationen. 
  • Inden du kører til operation, skal du lade vandet.

Rygning er ikke tilladt på hospitalets område.

At faste vil sige:

at du ikke må spise, drikke alle typer mælkeprodukter, kulsyreholdige drikkevarer, saft med frugtkød (eks. orangejuice) og suppe efter midnat kl. 24.00.

Dog må du mellem kl. 00.00 og kl. 06.00 drikke vand, saftevand, æblejuice, te og filterkaffe. Er du overvægtig (BMI over 33), må du hverken spise eller drikke fra midnat.

Du må gerne børste tænder.


Hvad sker der på operationsgangen?
Du får:

  • lagt et drop (tyndt plastikrør) i en blodåre i hånden
  • elektroder klistret på brystet for at følge din hjerterytme
  • en iltmåler (klemme) på en finger
  • antibiotika (i droppet) for at forebygge betændelse
  • ​bedøvelse. Enten:


Fuld bedøvelse:
Du får bedøvelsen sprøjtet ind i en blodåre gennem droppet. Eller:


Rygbedøvelse
Rygbedøvelse sprøjtes via et tyndt plastikkateter ind i ryggen. Der er forinden lagt lokalbedøvelse i huden.


Alle får lokalbedøvelse
Lokalbedøvelse sprøjtes til blæreregionen dels gennem huden over skambenet, dels gennem skeden til siderne for urinrøret.

Hvad sker der efter operationen?
Du bliver kørt på opvågningsstuen og derefter tilbage til afdelingen i din seng.
Du får noget at spise og drikke, og vi fjerner droppet.
Du kan kort tid efter stå op og gå omkring. Du skal ringe efter hjælp, første gang du skal op.

Hvis din vandladning er i orden, kan du udskrives samme dag/eftermiddag/aften.

Hvordan med vandladningen efter operationen?
Du skal – når du får vandladningstrang, eller senest 2 timer efter operationen – lade vandet.
På afdelingen får du at vide, hvordan du skal måle urinportionerne. Du bliver også instrueret i en vandladningsteknik, som sikrer den bedst mulige tømning af blæren (dobbelt/tredobbelt vandladning).
Efter den første vandladning vil vi med en blæreskanner måle, om du tømmer din blære. 
Du må ikke presse/bruge bugpresse, når du skal lade vandet – dette gælder også i fremtiden.

Gør det ondt?
Du får smertestillende tabletter på faste tidspunkter. Operationen giver sædvanligvis kun få smerter, der kan klares med håndkøbsmedicin efter udskrivelsen. Vi anbefaler, at du tager paracetamol (fx Pamol, Pinex eller Panodil) á 500 mg, 2 tabletter højst 4 gange dagligt, eventuelt kombineret med ibuprofen (fx Ipren) á 200 mg, 2 tabletter højst 4 gange dagligt. Nedtrappes efter behov.

Sårene
Såret i skeden er syet med tråde, der opløser sig selv. De første dage kan der være blødning fra skeden. Senere vil du få mørkt til hvidgult udflåd, som kan vare flere uger. 
Nogle oplever også, at der kan falde tråde ud af skeden. 
Du kan vaske dig forneden, som du plejer.
Sårene over skambenet er syet med en tråd, der opløser sig selv. Forbindingen over sårene kan tages af et døgn efter operationen. Du kan brusebade efter et døgn.
På længere sigt kan – om end sjældent – det oplagte bånd af kunststof blottes i skeden under urinrøret. Dette forårsager øget udflåd og eventuelt lidt blødning og kræver henvisning til Bækkenbundsklinikken til vurdering og behandling.

Resultat af operationen
Denne operationsmetode har eksisteret siden 1996, og resultaterne tyder på, at langt de fleste (85-90%) bliver bedre eller helt helbredt efter operationen.

Problemer, der kan opstå i forbindelse med operationen
Under operationen:

  • Under operationen kan der opstå en rift i blæren. Sker det, skal et kateter ligge iblæren i ca. 1 uge.

Efter operationen:

  • Det er af og til nødvendigt at tømme blæren med et kateter hver 3.-4. time, indtil vandladningen kommer i orden. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt, at du selv lærer at tømme blæren med et kateter, at urinrøret bliver udblokket i lokalbedøvelse, eller at slyngen bliver løsnet.
  • Der kan i sjældne tilfælde komme betændelse eller blodansamling i operationssåret.
  • Der kan opstå blærebetændelse, som kan behandles med antibiotika. 
  • I sjældne tilfælde kan der komme smerter ved samleje eller smerter i lysken.
  • Enkelte kan få ufrivillig vandladning som følge af overaktiv blære.

Hvordan skal jeg forholde mig efter udskrivelsen?
Er vandladningen i orden kan der blive tale om udskrivelse samme dag. For at undgå at ufrivillig vandladning opstår igen, er det vigtigt at skåne bækkenbunden ved at undgå tunge løft og kronisk forstoppelse. Mod forstoppelse anbefaler vi, at du den første tid efter operationen tager et mildt afføringsmiddel efter behov (fx Magnesia tabletter á 500 mg, 1-2 tabletter ca. kl. 20. Kan købes i håndkøb på apoteket).

Ved kraftige smerter, blødning fra urinrøret eller feber over 38ºc i de første 10 dage efter operationen skal du kontakte akutsyge-plejersken på telefon 48295965.
Ved ikke akutte problemer kan du kontakte egen læge eller


Bækkenbundsklinikken G 0122 
Telefon: 48 29 37 66 
Telefontid: Mandag til torsdag kl. 10-12 og 14-15, fredag kl. 10-12 


eller:


Gynækologisk sengeafsnit G 0121
Telefon: 48 29 37 60
Telefontid: kl. 10-12 og 14-15.

Vi anbefaler, at du fremover styrker bækkenbundsmusklerne for at forebygge inkontinens. Se udleveret pjece vedrørende anbefalinger ("Krop & Fysik, Bækkenbunden"). 
Du kan også læse mere om bækkenbundstræning samt se video og illustrationer på www.gynzone.dk

Sygemelding
Vi anbefaler 2 uger, eventuelt 3-4 uger ved fysisk tungt arbejde.​


Hvornår kan jeg?:

Dyrke sport:efter 4 uger.
Genoptage seksuallivet:efter 4 uger.
Køre bil og cykle:efter 1-2 uger.
Lave bækkenbundstræning:efter ca. 2 uger.
Tage kar-, havbad og gå i svømmehal samt bruge tampon:når der ikke længere er blodigt udflåd (sædvanligvis efter 14 dage).
Bruge lokal hormonbehandling /stikpiller i skeden




Hvis du er i lokal hormonbehandling, kan den genoptages 1 uge efter operationen


Ambulant kontrol efter TVT-operation
Ved udskrivelsen aftales det, at du efter 4 måneder ringer til vores ambulatorium og taler med en sygeplejerske om, hvordan det går med din vandladning.


Urogynækologisk Team
Revideret januar 2012, LBP/BOGLA/emb
GYN-U-PAT

03


Redaktør