Operation - Information til operationspatienter og pårørerende

​Nedenfor har vi samlet en række generelle informationer omkring operationer på Nordsjællands Hospital.​

Operationsdato
Datoen for din indlæggelse og operation fremgår af vedlagte indkaldelse. Her kan du se hvilken afdeling, du skal indlægges på, mødetidspunkt og -sted, samt telefonnummer til afdelingen.

​​​​​​​

Hvis datoen ikke passer dig
Hvis datoen passer dig dårligt, eller hvis du fortryder operationen, beder vi dig om at give besked til afdelingen hurtigst muligt.

Hvis du udebliver uden at give os besked, vil vi som hovedregel betragte dig som afsluttet. Ønsker du alligevel at blive opereret, skal din egen læge sende en ny henvisning.


Er der sket ændringer i dit helbred?
Hvis der er sket en ændring i dine symptomer eller din tilstand, siden du sidst havde kontakt med afdelingen, er det vigtigt, at du snarest muligt giver afdelingen besked.

Der kan være indtrådt forandringer, der - for din egen sikkerheds skyld - kræver ændringer i planlægningen. I så fald indkalder vi dig til en ambulant samtale hurtigst muligt.


Har du pådraget dig en anden/ny sygdom?
Hvis du siden din sidste kontakt med afdelingen har pådraget dig en anden/ny sygdom, beder vi dig ligeledes kontakte afdelingen snarest - også selvom sygdommen allerede behandles af din egen læge eller en anden hospitalsafdeling.

Det kan for eksempel dreje sig om hjerte-/lungesygdomme, stofskiftesygdomme, sukkersyge, betændelse, blodtryksforhøjelse, ny medicin og lignende. 
Disse problemer kan øge risikoen ved bedøvelse og operation, og kræver derfor ny stillingtagen til det videre forløb.


Kan jeg risikere at min operation forsinkes?
Ja, af og til kan der desværre opstå situationer, der kan forsinke din operation.  Hvis dette er tilfældet, sørger vi for at holde dig opdateret om tidshorisonten og det videre forløb undervejs.


Kan jeg risikere, at min operation aflyses?
Ja, desværre. Nordsjællands Hospital modtager mange akutte patienter med livstruende sygdomme såsom blødninger, store knoglebrud, svære trafikskader og andet, der kræver behandling her og nu. 
Disse patienter må af og til behandles før de planlagte patienter.

Gennemførelse af en operation kræver højt uddannet og kvalificeret personale. Uforudsete omstændigheder, såsom sygdom blandt personalet, kan derfor også resultere i aflysning.
Aflysninger fra vores side sker på baggrund af de ansvarshavende lægers faglige prioritering mellem dagens operationspatienter under hensyntagen til den enkelte patient, sygdommens karakter og sværhedsgrad.

Alle ansatte på Nordsjællands Hospital bestræber sig meget på at sikre, at din operation bliver gennemført. Skulle vi imidlertid blive nødt til at aflyse, giver vi dig besked hurtigst muligt.


Kan der ske aflysning af andre årsager?
På operationsdagen - eller i dagene inden – undersøger vi din tilstand ved en lægeundersøgelse, blodprøver, røntgenundersøgelser, elektrokardiogram, urinundersøgelser og lignende.

Hvis resultaterne af disse undersøgelser ikke er normale, kan bedøvelse og operation være forbundet med en øget risiko for dig. Det sikreste for dig vil derfor ofte være, at vi starter yderligere undersøgelser eller behandling, inden operationen finder sted.


Hvor længe skal jeg så vente?
Hvis din operation udskydes, vil dette ikke sætte dig tilbage på ventelisten. Du kommer ikke 'sidst i køen', men modtager en ny operationsdato tidligst muligt herefter, og vi bestræber os selvfølgelig på at give dig en dato, der passer ind i din egen kalender.

En ny operationsdato vil ligge cirka 2-4 uger senere, og noget senere, hvis det er nødvendigt med nye undersøgelser eller behandling inden. Vi kan kun sjældent give dig en ny operationsdato inden for få dage, men karakteren og sværhedsgraden af din sygdom vil naturligvis indgå i denne prioritering.


Hvordan kan jeg forberede mig til operationen?
Undersøgelser tyder på, at det kan være særdeles gavnligt for forløbet af operation, og især for den efterfølgende heling og rekreation, hvis patienten i god tid inden operationen holder op med at ryge og begrænser indtagelse af alkohol mest muligt. Drikker du normalt mere end fire genstande om dagen, bør du helt undlade at drikke mindst fire uger før operationen. 

Disse to sundhedsfremmende foranstaltninger anbefales generelt. Derudover gælder også de oplysninger, du har modtaget fra afdelingen om operationen og dine forberedelser hertil. 
For mere information om rygning og alkohol i forbindelse med operationer, henviser vi til Sundhedsstyrelsens pjecer "Alkohol og operationer" samt "Rygning og operationer", der begge findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, ww​​w.sst.dk


Almen Gynækologisk Team
Revideret april 2013, LFA/IM/KØ​​


Redaktør