Nyrebækken - Forstørret nyrebækken hos foster

​Det er ikke ualmindeligt, at vi ved ultralydsskanning finder et forstørret nyrebækken. Vi ser det hos 1-2 ud af 100 fostre.​​

Hvad er et forstørret nyrebækken? 
Et forstørret nyrebækken er tegn på, at der er ophobet urin i nyrebækkenet. 
Allerede i fostertilstanden producerer nyrerne urin. Urinen samles i nyrebækkenerne og ledes via urinlederne ned i fosterets blære, hvorfra fosteret tisser ud i fostervandet. 

Hvad er årsagen?
Der kan være flere årsager til et forstørret nyrebækken. Den hyppigste årsag er tilbageløb (reflux) fra blæren op i urinlederen, så der kommer en ophobning af urin i nyrebækkenet, når barnet tisser. De fleste børn vokser sig fra denne tilstand.

En anden årsag til et forstørret nyrebækken er en forsnævring i afløbet fra nyrebækkenet. Denne forsnævring findes hyppigt, hvor urinlederen munder ind i blæren. 

Hvilken betydning har et forstørret nyrebækken?
I langt de fleste tilfælde er det uden betydning at nyrebækkenet er forstørret. Tilstanden forsvinder i de fleste tilfælde af sig selv i løbet af graviditeten eller efter fødslen.

Skal det kontrolleres? 
Du vil blive tilbudt en ekstra ultralydsskanning, når du er 32 uger henne. Hvis nyrebækkenet stadig er forstørret, vil vi informere Børneafdelingen, hvor I vil blive tilbudt en ultralydsskanning af barnets nyrer 5–14 dage efter fødslen. 

Hvilken betydning har det for barnet efter fødslen? 
I de fleste tilfælde viser skanningen efter fødslen, at nyrebækkenet ikke er forstørret, og der er ikke grund til yderligere kontrol.

Hvis nyrebækkenet stadig er forstørret efter fødslen, vil I blive tilbudt yderligere kontrol på Børneafdelingen, da barnet har øget risiko for urinvejsinfektion. 

Bivirkninger
Der er ingen dokumentation for bivirkninger, skadevirkninger eller komplikationer / risici ved ultralydsskanning under graviditeten.

Hvor kan jeg ringe hen ved spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til skanningen, er du altid velkommen til at kontakte en af vores sonografer mandag og torsdag kl. 10:30-12:00 på telefon 4829 6239.

Kontaktinformation:
Svangreambulatoriet
Telefon: 48294884. 
Telefontid: Mandag-torsdag kl.10-12 og kl. 14-15, fredag fra kl.10-12



OBS-PAT35
November 2009, JABU/INMU/ACS/emb


Redaktør