Anbefalinger til gravide om kost, kosttilskud, medicin, tobak og alkohol

​Her kan du læse om de anbefalinger, der gælder for gravide, og om de ikke ønskede virkninger, der kan være ved at tage visse naturlægemidler og kosttilskud, når du skal føde eller gennemgå en operation, fx et kejsersnit. ​Når du har læst det, kan du selv tage stilling og eventuelt tale med din læge eller jordemoder om det.​

ost og motion: 
Gravide bør følge de 8 kostråd for at sikre et passende indtag af næringsstoffer:

  • Spis frugt og grønt – 6 om dagen
  • Spis fisk og fiskepålæg – flere gange om ugen
  • Spis kartofler, ris eller pasta og fuldkornsbrød – hver dag
  • Spar på sukker – især fra sodavand, slik og kager
  • Spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød
  • Spis varieret og bevar normalvægten
  • Sluk tørsten i vand
  • Vær fysisk aktiv i mindst 30 minutter om dagen

Vitamin- og mineralpræparater


Det er vigtigt, at du som gravid ikke tager større doser af vitamin- og mineraltilskud end anbefalet.

Calcium
Hvis du ikke drikker mælk eller spiser mælkeprodukter, anbefales et tilskud på 500 mg calcium dagligt gennem hele graviditeten og ammeperioden.

Folsyre
Alle gravide kvinder anbefales et tilskud på 400 mikrogram folsyre dagligt i form af en folsyretablet eller en multivitamin-mineralpille til gravide, fra graviditeten planlægges til og med 3 måneder henne i graviditeten.

Gravide kvinder, der har særlige behov: 
Kvinder, der tidligere har aborteret, kvinder der har epilepsi, kvinder der har født et barn med rygmarvsbrok, kvinder der selv har rygmarvsbrok, eller kvinder hvis partner har rygmarvsbrok anbefales et tilskud af 5 mg folsyre dagligt (lægeordineret) fra graviditet planlægges til og med 2 måneder henne i graviditeten.

Jern
Alle gravide anbefales et dagligt jerntilskud på 40-50 mg ferrojern fra graviditetsuge 10 og resten af graviditeten. Hvis du som gravid lider meget af kvalme, kan du eventuelt vente med at starte med jerntilskuddet til senest graviditetsuge 18. Jerntilskuddet optages bedst, hvis du tager det mellem måltiderne sammen med frugt eller grøntsagsjuice eller en citrusfrugt, da C-vitamin fremmer optagelsen af jern.

D-vitamin
Alle gravide anbefales et dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram eller 400 IU gennem hele graviditeten.


Kosttilskud og naturlægemidler
Når du skal føde eller hvis du skal gennemgå en operation, fx et kejsersnit, kan du risikere, at der tilstøder flere komplikationer, hvis du har taget visse former for kosttilskud og naturlægemidler op til fødslen/operationen.

Det er vigtigt, at du som gravid ikke tager større doser af vitamin- og mineraltilskud end anbefalet.

Hvidløg
Indtagelse af hvidløg i større mængder eller indtagelse af naturpræparater med hvidløg kan forøge komplikationerne ved en fødsel eller operation. Virkningen vil være en forøgelse af tendensen til blødning og blodansamlinger efter fødslen/ operationen. Det anbefales at stoppe med at tage hvidløgs-præparater (eller hvidløg i større mængder) helst 14 dage og mindst 7 dage før en fødsel/operation.

Ginkgo
Naturpræparater med indhold af Ginkgo-ekstrakter kan forøge tendensen til blødning og blodansamlinger. Det anbefales at stoppe med at tage gingko-præparater helst 7 dage og mindst 3 dage før en fødsel/operation. 

Ginseng
Ginseng-præparater findes i flere afskygninger, men fælles for dem er, at de kan påvirke kroppens blodsukker og evne til at begrænse blødninger. Risikoen ved en fødsel/operation er derfor blandt andet tendens til forøget blødning og blodansamlinger. Det anbefales at stoppe med at tage Ginseng helst 14 dage og mindst 7 dage før en fødsel/operation.

Perikum
Perikum påvirker forskellige enzymsystemer i kroppen. Det betyder, at det ændrer omsætningen af andre stoffer i kroppen. I forbindelse med en fødsel eller en operation kan det blive nødvendigt at bruge flere forskellige slags medicin, bl.a. til bedøvelse, og i den forbindelse kan perikum-præparater altså ændre virkningen af denne medicin på en uforudsigelig måde. Det anbefales derfor, at man stopper med at bruge Perikum-præparater helst 14 dage og mindst 7 dage før en fødsel/operation.

Purpursolhat (Echinacea)
Blomsten solhat indgår i visse præparater, der bruges blandt andet mod forkølelse. Præparaterne påvirker immunsystemerne og giver risiko for dårligere sårheling og infektioner i såret. Det anbefales at stoppe med at tage Solhat så tidligt som muligt, helst 3- 4 uger før en fødsel/operation.

Ingefær 
Ingefær indgår i flere præparater mod kvalme og andet mavebesvær. Ingefær påvirker nogle af de systemer, der virker blodstandsende. Derfor kan der være øget blødningstendens ved en fødsel eller operation, og det anbefales at holde pause med ingefær-præparater fra 7 dage før en fødsel/operation.

Fiskeolie-præparater
Præparater med indhold af fiskeolie af typen Omega-3 olier påvirker blodets evne til størkning og kan derfor ved en fødsel eller operation give forøget blødning og blodansamlinger. Det anbefales derfor at stoppe med fiskeolie-tilskud helst 3-4 uger før og mindst 7 dage før en fødsel/operation.

E-vitamin
Normalt forbinder man vitaminer med noget sundt. Det er det også i normale mængder. Ekstra tilskud af E-vitamin kan imidlertid forstyrre blodets størkning ved en fødsel eller operation, og det kan forlænge sårhelingen. Det anbefales derfor at stoppe med ekstra vitamin E helst 14 dage og mindst 7 dage før en fødsel/operation.

Medicin

Det er vigtigt, at du som gravid ikke tager nogen form for medicin uden at drøfte det med din læge først.

Noget af den medicin, der fås i håndkøb, kan have en uhensigtsmæssig virkning i forbindelse med graviditet eller operation. Det drejer sig specielt om følgende præparater: Acetylsalicylsyre (magnyl, hjertemagnyl, kodimagnyl) og forskellige former for smertestillende medicin og gigtmedicin (f.eks. ibuprofen, diclofenac). Disse præparater anbefales generelt ikke til gravide. Hvis du alligevel af en særlig årsag har behov for at tage denne type præparater, bør du drøfte det med en læge først og oplyse det til din jordemoder eller fødelæge i graviditeten.


Tobaksrygning
Gravide, der ryger, anbefales rygestop, da rygning øger risikoen for en række komplikationer i graviditeten, blandt andet for tidlig fødsel og væksthæmning af barnet.  
Personer, der ryger, har desuden flere komplikationer ved en evt. operation end personer, der ikke ryger eller som er stoppet med at ryge inden en operation. Det drejer sig blandt andet om dårligere sårheling, større risiko for infektioner, bredere ar og flere lunge- og hjerteproblemer.
Gravide bør ikke anvende nikotinpræparater uden at have drøftet dette med en læge eller jordemoder.

Nordsjællands Hospital tilbyder både dig og din partner gratis rygestopkurser, både under graviditeten og efter I er blevet forældre. 
Du kan læse mere om rygestopkurser her.

​Alkohol
Gravide frarådes at drikke alkohol gennem hele graviditeten.

Redaktør