Abort - Medicinsk behandling af ufrivillig abort

​Hvordan foregår en medicinsk behandling af ufrivillig ​abort?​​

​1. Besøg 
Du møder i Gynækologisk ambulatorium, afsnit G0211. Vi laver en kort helbredsgennemgang, en ultralydsskanning og eventuelt en gynækologisk undersøgelse. 
Vi gennemgår forløbet med dig, og du har mulighed for at stille spørgsmål. Desuden får du udleveret den medicin, som du skal bruge i forløbet.

Behandlingen 
Behandlingen foregår hjemme og består af 4 tabletter (Cytotec), som du lægger op i skeden. 
Tabletterne indeholder stoffet Misoprostol, som påvirker livmoderen på to måder: Livmoderhalsen vil blive blødere, så den lettere åbner sig, og der vil komme sammentrækninger i livmoderen, som får den til at tømme sig.

Det er ikke forudsigeligt, hvor hurtigt virkningen vil komme. Der kan godt gå timer - i nogle tilfælde længere tid – helt op til to døgn. 
Hvis du ikke har blødt inden for de første to døgn, skal du kontakte os.

Vi anbefaler, at du ligger ned i de første 45 minutter, efter du har lagt Cytotec op i skeden, så tabletterne ikke glider ud, inden det aktive stof er optaget i slimhinden. Det gør ikke noget, hvis der glider en enkelt Cytotec tablet ud inden for de 45 minutter. ​Senere kan der komme pillerester ud. Dette har ingen betydning.

Forebyggelse af smerter 
Samtidig med Cytotec-tabletterne tager du 1 tablet Ibumetin á 600 mg for at forebygge smerter, da du kan få menstruationssmerter, der kan være kraftigere, end du er vant til. 
Du får udleveret 2 ekstra tabletter Ibumetin. Du kan tage 1 tablet henholdsvis ca. 6 og 12 timer efter den første tablet. Som supplement får du også udleveret 8 tabletter Pinex Comp. á 500 mg (paracetamol med codein), som du kan supplere med, 2 tabletter ca. hver 6. time.

Blødning 
Blødningen kan blive noget kraftig, kraftigere end menstruation, og med klumper. Klumperne er oftest størknet blod og vævsrester. Det er meget individuelt, hvad man opfatter som kraftigt. Bløder du kraftigt i mere end 5 timer, bør du kontakte os. Når livmoderen har tømt sig, vil smerterne og blødningen aftage.

Du er velkommen til at ringe til os, hvis du er i tvivl.

Vi anbefaler, at du har en person hos dig, der kan hjælpe og støtte, så længe du har kraftig blødning.

Man kan småbløde helt frem til næste menstruation. Blødningen kan stoppe i nogle dage, for derefter at komme igen, uden at det har nogen betydning. 
Den næste menstruation kommer ofte 4-6 uger efter aborten.

2. Besøg 
Ca. 1 uge efter 1. besøg, møder du i Gynækologisk Ambulatorium som aftalt. Du vil igen blive ultralydsskannet for at se, om din livmoder har tømt sig helt. Har livmoderen tømt sig helt, er yderligere kontrol ikke nødvendig. 
Har livmoderen ikke tømt sig helt, kan man eventuelt forsøge med en ny dosis medicin eller med en kirurgisk udskrabning. 
Hvad der skal ske, beslutter du sammen med lægen. Fortsætter du den medicinske behandling, skal du komme til endnu en kontrolskanning for at se, om livmoderen så har tømt sig helt. 
Vælger du en kirurgisk udskrabning, aftaler vi en dato for dette.

Råd og vejledning 
Så længe du har blødning eller blodigt udflåd, kan der være let øget risiko for underlivsbetændelse. Derfor bør du: 

  • undlade at bruge tampon 
  • undlade karbad, svømmehal og havbad 
  • benytte kondom ved samleje. 

Du kan genoptage samliv, når du føler dig parat til det.

Komplikationer 
Hos 15 % er det nødvendigt at foretage en kirurgisk udskrabning efter den medicinske abort. 
Underlivsbetændelse og andre komplikationer er sjældne. 
Du bør kontakte os eller din egen læge, hvis du efter aborten får: 

  • kraftig blødning fra skeden, dvs. kraftigere end menstruation 
  • meget kraftige underlivssmerter 
  • feber. 

Kontakt 
Hvis du har spørgsmål til aborten, er du velkommen til at kontakte os hele døgnet på tlf. 48 29 59 65.


GYN-A-PAT 31 
Revideret marts 2012, PH/TBAK/HAPO/emb


Redaktør