Ufrivillig abort

​En ufrivillig abort er en graviditet, der går til grunde i første halvdel af svangerskabet. De fleste ufrivillige aborter sker inden for de første 12 uger af graviditeten.

​Hvor ofte sker en ufrivillig abort?

Ca. 15% af alle graviditeter går til grunde og ender som ufrivillige aborter.

​Hvad er symptomerne ved en ufrivillig abort?

De almindeligste symptomer er blødning og smerter. Smerterne kan være vé-agtige og blødningen kan være klumpet, idet der kan komme blodkoagler med vævsrester ud af skeden.

Hvad er årsagen til ufrivillig abort?

Den almindeligste årsag er, at der ved sammensmeltning af æg og sædcelle er opstået en tilfældig fejl. Fosteret udvikler sig ikke, og det ender med en abort. Disse fejl (kromosomfejl) er ikke arvelige og har ikke tendens til at gentage sig.

I forbindelse med en ufrivillig abort kan foretages en:

Medicinsk udskrabning
Du møder i Gynækologisk ambulatorium, hvor der lægges 4 tabletter i skeden, som hjælper din krop til at abortere.

Kirurgisk udskrabning
Du indlægges i afdelingen 1 dag, og udskrabningen foregår i fuld narkose.

Efter behandlingen vil der komme frisk blødning svarende til kraftig menstruationsstyrke. Blødningen kan vare fra få dage op til ca. 3-4 uger, gradvist aftagende. Blødningen kan stoppe i nogle dage, for derefter at komme igen, uden at dette har betydning.

I de første 1-2 uger efter en ufrivillig abort er der en let øget risiko for underlivsbetændelse.

Læs mere i vores patientvejledning: Abort - kirurgisk eller medicinsk behandling af ufrivillig abort?​​

Så længe du har blodigt udflåd bør du:

  • Undlade at bruge tamponer
  • Undlade karbad, svømmehal og havbad
  • Ved samleje bør der anvendes kondom

Du bør kontakte egen læge/1813, hvis du får:

  • Kraftig blødning fra skeden, dvs. kraftigere end menstruation eller blødning med klumper
  • Kraftige underlivs-/mavesmerter
  • Feber

Din næste menstruation vil ofte være lidt forsinket, ca. 4-6 uger efter den ufrivillige abort. Vi anbefaler, at du har haft mindst én menstruation, inden forsøg på ny graviditet. Da ægløsning finder sted inden den første menstruation, bør du anvende svangerskabsforebyggelse, når du genoptager samlivet.

Efter en ufrivillig abort og evt. bedøvelse, kan du føle dig træt. Det vil være individuelt, hvornår du kan genoptage arbejdet, men sædvanligvis efter nogle dage.

Abort uden kontakt til Nordsjællands Hospital

Har du aborteret på et andet hospital eller derhjemme, uden kontakt til Nordsjællands Hospital, er det vigtigt, at du giver besked til den obstetriske fællespostkasse:

Ambg0112.nordsjaellands-hospital@regionh.dk

Hvis vi mangler at få besked om, at du ikke længere er gravid, kan vi utilsigtet komme til at sende dig en indkaldelse til graviditetsundersøgelse eller anden information om graviditet.


Redaktør