Igangsættelse af fødsel

Her på siden har vi har samlet alle informationer om, hvordan et igangsættelsesforløb kan foregå på Nordsjællands Hospital, både i teksten nedenfor og i en informationsvideo. I videoen fortæller vi om, hvad du og din pårørende kan forvente jer af forløbet, om igangsættelses-metoder og om hvor I kan opholde jer undervejs i igangsættelsen. Du og din pårørende kan se videoen derhjemme, og vi anbefaler, at du har set den igennem, inden du kommer til igangsættelse af din fødsel. Videoen varer ca. en halv time. For at starte videoen skal du klikke på billedet lige nedenfor her til højre. Du kan spole frem og tilbage i videoen og holde pauser undervejs.

Hvordan bliver en fødsel sat i gang?

Når du kommer til igangsættelse af fødslen, skal du møde på Akut Modtagelse for Gravide, G0131. Her vil vi igen gennemgå følgende med dig:

Graviditeten indtil nu. Er graviditeten forløbet normalt, eller er der risici, der skal tages særligt hensyn til?

  • Kontrol af barnets størrelse og hvordan det ligger
  • Indvendig undersøgelse af din livmoderhals
  • Kontrol af barnets hjertelyd med hjertelydskurve (CTG)

På baggrund af disse oplysninger planlægger vi forløbet af igangsættelsen sammen med dig. Det er vigtigt, at du og din partner føler jer trygge både under en igangsættelse og under selve fødslen. Stil derfor gerne spørgsmål undervejs.

Et igangsættelsesforløb foregår ofte i flere trin:

  1. Et modningsforløb der blødgør, afkorter og åbner livmoderhalsen
  2. Selve igangsættelsen af fødslen, hvor der prikkes hul på fosterhinderne og som regel stimuleres veer

Figuren viser, at der ofte kan være flere trin i løbet af et igangsættelsesforløb, og at der kan anvendes flere forskellige metoder. En igangsættelse kan derfor tage tid.

Metoder til modning og igangsættelse

Under graviditeten er livmoderhalsen næsten lukket. Sidst i graviditeten modner livmoderhalsen hos de fleste. Det betyder, at den bliver kortere, blød og mere åben. Modningen kan hjælpes i gang med hindeløsning eller med medicin (Angusta), hvilket ofte tager nogle dage. Hvis medicinsk modning ikke har haft den ønskede effekt eller Angusta ikke kan anvendes f.eks. ved tidligere kejsersnit, kan modning af livmoderhalsen hjælpes på vej med et ballonkateter.

Formålet med modningen uanset metode er, at livmoderhalsen bliver afkortet, blød og åben, så jordemoderen efterfølgende kan prikke hul på fosterhinderne og fremkalde vandafgang - et led i at hjælpe den naturlige fødselsproces på vej. Veerne vil ofte starte et par timer efter vandafgang. Hvis der ikke kommer veer efter nogle timers vandafgang, vil du få tilbudt et ve-stimulerende drop.

Ved et igangsættelsesforløb kan anvendes forskellige metoder, som ofte kombineres:

Hindeløsning

Når jordemoderen undersøger indvendigt gennem skeden for at vurdere modenhed af livmoderhalsen, vil hun, hvis det er muligt, tilbyde at løsne fosterhinder. Når hinderne løsnes, kan det hjælpe med til, at kroppens egne hormoner frigives. Det kan stimulere fødslens begyndelse.

Hindeløsning kan være en forberedelse til medicinsk modning af livmoderhalsen, og det kan give plukkeveer og let blødning fra skeden.

Modning med Angusta

Modning med medicin gives som tabletter (Angusta) i små doser. Hvis alt er normalt hos dig og dit barn, kan du få tabletterne med hjem til at tage efter aftale. Du vil blive grundigt instrueret i, hvordan du skal indtage medicinen. Kontakt altid afdelingen ved begyndende veer, vandafgang eller blødning. Angusta kan i sjældne tilfælde give diarré, kvalme, hovedpine, for hyppige veer, grønt fostervand og blødning efter fødslen.

Barnets hjertelyd og din ve-aktivitet bliver overvåget jævnligt undervejs - én gang i døgnet, hvis du efter aftale behandles med Angusta derhjemme.

Modning med ballonkateter

Lægen oplægger et kateter med to små balloner gennem din livmoderhals ved en gynækologisk undersøgelse. Ballonerne i kateteret fyldes med saltvand og bevirker en modning af livmoderhalsen. Samtidig frigives kroppens egne hormoner, som fremmer fødslens begyndelse. Ballonkateteret skal ligge i ca. 12 timer, og derfor oplægges det om aftenen. Du sover med ballonkateteret om natten indtil næste dag, hvor jordemoderen fjerner det, og umiddelbart efter vil der kunne prikkes hul på fosterhinderne.
Ballonkateteret vil være første valg til igangsættelse af fødslen, hvis du tidligere har født ved kejsersnit.

Hindesprængning – at prikke hul på fosterhinderne

Når livmoderhalsen er blød og afkortet, og livmodermunden har åbnet sig 2-3 cm, kan jordemoderen prikke hul på fosterhinderne, så fostervandet siver ud. Herefter vil veerne ofte starte i løbet af et par timer.

Ve-stimulerende drop

Hvis du ikke har fået effektive veer et par timer efter vandafgang, får du tilbudt et ve- stimulerende drop (Syntocinon-drop). Mængden af ve-stimulerende lægemiddel øges gradvist, indtil din livmoder danner effektive veer.

Det ve-stimulerende drop beholder du indtil ca. en time efter fødslen, så livmoderen får hjælp til at trække sig sammen, og du undgår at bløde for meget.

Overvågning under igangsættelse og fødsel

Under igangsættelsen og fødslen overvåger vi barnets hjertelyd med CTG. Når fostervandet er gået, foregår dette ved hjælp af en lille elektrode, der bliver sat på barnets hoved. Det betyder, at du ikke kan komme i badekar som smertelindring under fødslen, fordi vi overvåger dig og barnet med udstyr, der ikke tåler at komme i vand.

Hvor lang tid tager igangsættelse af fødslen?

Det er individuelt, hvor lang tid igangsættelsen tager, men det kan vare op til flere dage. Det afhænger meget af, hvor langt du er i graviditeten, og om du tidligere har født.
Mange føler, at igangsættelsen tager lang tid. Hav tålmodighed og medbring "underholdning"!

Under igangsættelsen med medicin vil du ofte kunne være hjemme en del af tiden, mens du venter på, at du får veer.

Fødslen er i gang, når du har regelmæssige veer, som får din livmodermund til at åbne sig. På dette tidspunkt vil du blive flyttet til Fødegangen.

Ulemper

En igangsættelse kan give hyppige plukkeveer, der trods smerter og ubehag ikke sætter fødslen i gang. Det er blandt andet årsagen til, at en igangsættelse kan øge behovet for smertelindring i fødselsforløbet. Enkelte gange lykkes det ikke at få fødslen i gang inden for det ønskede tidsrum. I denne situation vurderer lægen dit forløb sammen med dig. I vurderer, om igangsættelsen kan fortsætte, om du eventuelt skal holde en pausedag eller have foretaget et kejsersnit.

Tidspunktet for igangsættelse kan udskydes

Vi vil normalt starte igangsættelsen på den aftalte dag. Da vi gerne vil sikre dig den bedste pleje og overvågning, kan det undtagelsesvist være nødvendigt at udskyde igangsættelsen på grund af travlhed. Det sker naturligvis kun, hvis vi skønner det forsvarligt, og vi vil i disse tilfælde tilbyde dig en kontrol på Akut Modtagelse for Gravide med CTG og eventuel skanning.


Redaktør