Graviditet og sukker

​Når man er gravid, kan kroppen have sværere ved at omsætte sukker. Derfor undersøger vi din urin for sukker som en fast del af graviditetskontrollerne.​

I nogle tilfælde tilbyder vi en glukosebelastning. Det er en yderligere undersøgelse af, hvordan sukker (glukose) omsættes i kroppen. Det kan være, hvis man

  • har sukker i urinen ved en graviditetskontrol
  • har et nært familiemedlem med sukkersyge
  • er overvægtig
  • tidligere har haft graviditetssukkersyge eller har født et barn med en fødselsvægt på mere end 4500 g.
  • har PCOS (Poly Cystisk Ovarie Syndrom)
  • venter tvillinger

Glukosebelastningen kræver, at man faster fra 8 timer før undersøgelsen. Det vil sige, at man ikke må spise, drikke, ryge, tygge tyggegummi, udøve sport eller anden tilsvarende fysisk aktivitet. Hvis man faster, kan lægeordineret medicin fortsat tages, som man plejer.

Om der er grund til at tilbyde dig en glukosebelastning vurderes af en visiterende jordemoder på baggrund af dine papirer fra din egen læge. Undervejs i graviditeten vil din konsultationsjordemoder løbende vurdere, om der opstår et behov for yderligere undersøgelse, og hun vil i så fald vejlede dig.

Du kan se mere om glukosebelastning i nedenstående lille film.


Varighed: 02:32


Redaktør