Graviditetskvalme

​Det er helt normalt at have kvalme og opkastning i sin graviditet. Den egentlige årsag til tilstanden kendes ikke. Muligvis er der en sammenhæng mellem højt graviditetshormonniveau (HCG) i blodet og social og psykisk belastning.

​​Hos nogle kvinder udvikler kvalmen sig for meget (hyperemesis). Den bliver dominerende og opkastningerne så hyppige og kraftige, at de præger den gravides hverdag og kan medføre et stort væsketab.

Symptomer

Det er varierende, hvor mange og i hvilken grad, symptomerne opstår hos den enkelte, men det hyppigste er:

  • Kvalme
  • Opkastning
  • Træthed
  • Appetitløshed
  • Madlede
  • Øget følsomhed overfor lugte
  • Vægttab
  • Nedtrykthed
  • Bleg kulør

Hos de fleste gravide svinder symptomerne omkring 12. uge, men hos enkelte varer symptomerne længere.​

Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe dine symptomer?

  • Stå roligt ud af sengen, bevæg dig langsomt, og undgå pludselige bevægelser
  • Sørg for at have lidt mad og drikke stående ved sengen, og indtag lidt inden du står op
  • Spis små, hyppige måltider. Gerne hver 2.-3. time – også selvom du ikke har lyst. Dette kan bl.a. være kiks, rosiner og nødder
  • Drik små mundfulde hyppigt, i alt 1½-2 liter om dagen
  • Sid op efter måltidet
  • Sørg for at have noget tøj på, der føles behageligt og ikke strammer
  • Sørg for at få frisk luft og motion hver dag
  • Hvil dig flere gange om dagen
  • Undgå fed, krydret og syrlig mad
  • Forebyg forstoppelse (motion, væske og fiberrig kost), da det kan forværre kvalmen​

Andre ting, der kan mindske graviditetskvalme

  • Vitamintilskud, bl.a. B-6-vitamin
  • Akupunktur
  • Evt. kvalmestillende medicin
  • Evt. væskebehandling via blodårer
Redaktør