Hvordan stiller man diagnosen extrauterin graviditet?
Diagnosen stilles ved en kombination af måling af graviditetshormon og ultralydsskanning. Den hyppigste situation er, at man ved, kvinden er gravid, fordi der er graviditetshormon i blodet, men der kan ikke findes nogen graviditet inde i livmoderen ved en ultralydsskanning. Der er dog flerefejlkilder, så ofte må man lade tiden gå og gentage både hormonprøven og ultralydskanningen for at være sikker.
De hyppigste fejlkilder er:
- Kvinden kan være så "tidlig gravid", at det er for tidligt at se en graviditet i livmoderen
- Det kan dreje sig om en tidlig spontant abort, så det er derfor, man ikke kan se en graviditet inde i livmoderen.
Hvordan kan en ubehandlet extrauterin graviditet udvikle sig?
Da forholdene for en graviditet uden for livmoderen langt fra er optimale, vil mange af disse graviditeter gå til grunde af sig selv.
Andre gange fortsætter graviditeten sin vækst, og sidder den i æggelederen, vil der til sidst ikke være plads til graviditeten, og æggelederen kan briste. Som regel har man dog haft symptomer længe før dette sker, oftest ved ukarakteristiske smerter i underlivet og ved blødning fra skede. Årsagen til underlivssmerterne er enten spændinger i æggelederen eller en lille blødning fra graviditeten ud i bughulen. Denne blødning er som regel lille og ufarlig, men hjælper til at stille diagnosen. Hvis du pludselig får kraftige smerter i underlivet, må du straks kontakte egen læge/vagtlæge.
Hvordan behandles extrauterin graviditet?
En extrauterin graviditet kan behandles på tre måder:
- Konservativt, det vil sige afventende uden indgriben
- Medicinsk, det vil sige ved indgift af medicin, der ødelægger graviditeten
- Kirurgisk, det vil sige, hvor graviditeten fjernes ved operation
Konservativ behandling
Forudsætninger: Graviditeten svagt udviklet bedømt ved hormonanalyse og ultralyd.
Forløb: Indholdet af graviditetshormon falder, efterhånden som graviditeten går til grunde.
Symptomer undervejs: Der er ofte vekslende, ikke specielt kraftige underlivssmerter, og ofte blødning fra skeden. Blødningen fra skeden kommer ikke fra graviditeten men fra livmoderslimhinden, der er påvirket af graviditetshormonet.
Kontrol: "Behandlingen" foregår ambulant. Forløbet kontrolleres ved gentagne blodprøver, hvor mængden af graviditetshormon måles. Blodprøverne tages oftest hyppigt i starten, senere en gang om ugen til værdien er 0 (nul).
Medicinsk behandling
Forudsætninger: Graviditeten svagt eller moderat udviklet, bedømt ved hormonanalyse og ultralyd. Graviditetshormonet stigende, tydende på vækst af graviditetsvæv.
Medicin: Den anvendte medicin hedder Methotrexat og er en cellegift. De doser, der anvendes til extrauterin graviditet, er meget små i forhold til de doser, der gives ved egentlig kemoterapi. Der er derfor ikke store bivirkninger og ingen blivende bivirkninger. Kvalme er almindeligt den første dag efter medicinindtagelsen.
Symptomer undervejs: Når graviditeten på grund af medicinen begynder at gå til grunde, kommer der ofte en øgning af underlivssmerterne. De aftager hurtigt igen, men kan dukke op vekslende over de næste par uger. Blødning fra skeden er almindeligt, det er også her fra livmoderslimhinden – ikke fra graviditeten – det bløder.
Kontrol: Behandlingen foregår ambulant. Der vil blive aftalt kontroltider både til blodprøver og eventuelt fornyet ultralydskanning. De første dage efter medicinindtagelsen kommer der en stigning i hormonindholdet. Det er ikke et udtryk for vækst, men for henfald af graviditetsvævet. Herefter vil gentagne blodprøver vise, at hormonindholdet falder, efterhånden som graviditeten går til grunde. Ved kraftige smerteanfald vil der blive foretaget fornyet ultralydskanning. Forløbet kan afsluttes, når hormonværdien er 0. Forløbet kan vare en del uger, afhængigt af mængden af graviditetshormonet ved behandlingens begyndelse. I nogle tilfælde vil supplerende operation blive nødvendig, se nedenfor.
Efterforløb: Da der er brugt cellegift, er det tilrådeligt at afvente med ny graviditet til efter 3 måneders forløb.
Operativ behandling
Forudsætninger: For at kunne tilbyde operativ behandling, må det forudsættes, at man mener at kunne finde den extrauterine graviditet. Dette bedømmes ud fra hormonindholdet i blodet og ultralydskanningen. Hvis ikke man er ret langt henne, er det umuligt at se/finde den extrauterine graviditet. Hvis der er tegn på akut blødning i større mængde i bughulen, er operation nødvendig.
Operationsmetode: Kikkertoperation vil ofte blive anvendt. Det foregår under fuld bedøvelse. Det vil blive aftalt med dig inden operationen, om man skal forsøge at bevare æggelederne, eller om det er bedst at fjerne den æggeleder, hvor graviditeten sidder. Kan problemet ikke løses med kikkertoperation, må man gå videre med rigtig operation gennem bikinisnit.
Forløb: Efter kikkertoperation alene vil man hurtigt komme sig, og kan udskrives efter en kort indlæggelse. Kontrol af mængden af graviditetshormon vil i efterforløbet vise, om al graviditetsvæv er fjernet. Er dette ikke tilfældet, kan medicinsk behandling som beskrevet ovenfor komme på tale. Efterfølgende kontrol er ens efter begge operationer.
Er der blivende følger efter en extrauterin graviditet?
Uanset hvorledes en extrauterin graviditet er behandlet, vil det ofte efterlade blivende følger. Jo mindre udviklet den extrauterine graviditet er, jo mindre skade vil den efterlade sig. Hvis en æggeleder er fjernet ved operation, afhænger ens graviditetsmuligheder af den tilbageværende æggeleders tilstand. Har man medicinsk eller operativt fået fjernet en graviditet fra en æggeleder, vil det efterlade ar. Men der er muligheder for at opnå normal graviditet gennem en sådan æggeleder, selvom risikoen for en fornyet extrauterin graviditet er forøget.
Oplyst eller forvirret?
Extrauterin graviditet en diagnose med mange spørgsmål og noget indviklede svar. Det er derfor vigtigt, at vi sammen med dig prøver at finde ud af, hvilken type extrauterin graviditet du har, og hvilken behandling der vil være bedst for dig. Det kan blive nødvendigt at skifte behandling undervejs. Under alle omstændigheder kræver det stor tålmodighed. Der findes desværre ikke nogen nemme, hurtige løsninger.
(GYN-A-PAT06)