En nybagt mor fortæller: 

Spændt, men klar!

Jeg havde i ugerne op til fødslen gået og været meget spændt på, at skulle møde vores lille pige snart. Graviditeten havde været ukompliceret og uden de store gener. Jeg var dog mere end klar til at komme af med den store mave, som gjorde det så svært at komme op af sofaen, efter jeg først var landet. 

Allerede inden jeg blev gravid havde jeg et ønske om at føde hjemme. Min mand og jeg havde gået til fødselsforberedelse, lejet et fødekar, øvet os på rebozo, og ellers bare forberedt os rigtig godt på vores hjemmefødsel. Jeg havde desuden fået fødselsmodnende akupunktur to gange, drukket hindbærbladete i spandevis og sørget for en masse dejlig intimitet med min mand. 

En uge inden termin gik slimproppen, og selvom jeg godt vidste, at det ikke var et decideret tegn på at fødslen snart skulle gå i gang, kunne jeg ikke lade være med at få lidt sommerfugle i maven. Nu skete der endelig noget.

Vandet gik og så gik det løs

Den samme dag, og dagen efter, havde jeg det lidt mærkeligt i kroppen, og jeg havde på fornemmelsen, at noget var på vej. Fem dage inden termin, kl. 3 om natten, stod jeg op for at tisse. Jeg havde ikke rigtig sovet endnu. Da jeg rejste mig op fra toilettet, løb der lidt væske ned af mine inderlår. Jeg satte mig på toilettet igen, da jeg troede, at jeg måske ikke var færdig med at tisse. Men da jeg rejste mig op igen, og der stadig sev vand ud, var jeg ikke i tvivl om, at det måtte være vandet, som var gået. Jeg gik ind til min mand i stuen, som lige havde slukket computeren, og var på vej i seng, og sagde at vandet var gået. Vi tog et moment, og glædede os over, at vi snart skulle møde vores datter. Jeg ringede til min søster, som skulle komme fra Bornholm til vores hjem i Valby, og hjælpe til under fødslen. Vi blev enige om, at hun godt kunne sove et par timer mere, og så tage det tidligste fly ved 8-tiden. 

Idet jeg skulle føde hjemme, ringede jeg til afdelingsjordemoderen for at fortælle, at mit vand var gået. Min mand lavede en portion havregrød til mig, så jeg kunne få god næring i mig inden fødslen. Jeg aftalte med jordemoderen at ringe et par timer senere, eller når jeg fik veer. Jeg sagde til min mand, at vi skulle gå ind i sengen og ligge i ske og hvile os. Vi nåede dog ikke så langt, og det blev også kun til et par skefulde af havregrøden, før jeg begyndte at få kraftige smerter. Veerne var kommet for fuld drøn, og det overraskede mig meget hvor ondt det gjorde. Jeg vidste jo, at det ville blive meget værre, da jeg kun var i opstartsfasen. Jeg tog et par panodiler, og prøvede at trække vejret, som jeg havde lært til fødselsforberedelse. Der gik dog ikke lang tid, før jeg kastede op, alt imens jeg sked i bukserne. Jeg var i konstant smerte, og følte ikke at jeg fik nogen pause fra veerne. 

Call the midwife

Jeg ringede til jordemoderen igen, og sagde at nu måtte der gerne snart komme en ud til mig, for det her var da ikke til at holde ud. Der var gået ca. en time siden mit vand var gået. Afdelingsjordemoderen skulle kontakte den jordemoder, som skulle ud til mig. Jeg blev ringet op af min jordemoder ca. tyve minutter senere, men hvad der føltes som en evighed. Hun ville gerne komme ud til mig med det samme, da hun godt kunne høre, at veerne var kraftige. Det viste sig at hun boede en time væk. Pis også, tænkte jeg. Jeg havde brug for hende med det samme. Ventetiden gik med at prøve at finde en stilling, som skulle lindre smerterne lidt. Det lykkedes ikke, og det føltes uudholdeligt at være i min krop. Min mand forsøgte så godt han kunne at hjælpe med vejrtrækningen, men da der ikke var pauser fra smerten, var vi begge lidt på bar bund. Jeg kastede op ud over mig selv, vores seng og gulvet. Jeg ringede til jordemoderen, som sad i taxaen, og hun forsøgte at guide mig igennem veerne. Vi aftalte, at jeg skulle prøve at gå ind under bruseren, og så ville hun være der inden for ti minutter. Jeg stod udenfor badeværelset og forsøgte at finde overskuddet til at gå i bad, men det virkede simpelthen for uoverskueligt. Imens skiftede min mand sengetøj, og gjorde rent efter mit lille uheld i soveværelset. 

Kroppen arbejdede stærkt

Jordemoderen ankom og hun undersøgte mig som noget af det første. Jeg var seks centimeter åben. No wonder det gjorde så ondt. Jeg blev placeret i sengen med masser af puder til at støtte mig. Min mand fik ringet til min søster og sagde, at hun ikke kunne nå at komme. Der havde af gode grunde heller ikke været tid til at gøre fødekarret klar. Jordemoderen brugte lidt tid med mig til at mestre veerne, og det hjalp med hendes støtte. Da hun undersøgte mig igen, ikke lang tid efter første undersøgelse, var jeg ni centimeter åben. Jeg kunne nu bedre slappe af imellem veerne, og jeg vidste at det var fordi min krop samlede de kræfter der skulle til for, at presse min lille pige ud. 

Jeg var nu helt åben, men hun manglede stadig at glide de sidste par centimeter ned, før jeg kunne starte med at presse. Jeg kunne mærke præcis hvordan hun bevægede sig og roterede indeni mig. Jeg sagde til min mand og jordemoderen, at hun ville være ude inden for en halv time, men jordemoderen svarede, at det ville tage en time at presse hende ud. 

Så kom hun!

Jeg pressede og brølede med en sådan kraft, jeg ikke vidste jeg havde. Det var hårdt, men jeg fik god støtte fra min mand og fra jordemoderen. Det værste var at føde hovedet, men jeg blev guidet i hvordan og hvornår jeg skulle, og ikke måtte, presse. Da hovedet var født, gik veerne lidt i stå og jeg fik ordrer om at nulre mine brystvorter. Jeg var vidst lidt for forsigtig, for jordemoderen tog fat om dem og vred mere end nulrede. Av for den. Resten af hendes krop gled ud i hænderne på farmand, og han lagde hende på min mave. Navlesnoren var ikke så lang, så jeg fik hende først helt op til mig efter et par minutter, hvor navlesnoren var færdig med at pulsere, og min mand havde klippet den. Vores lille pige var født, og det var sådan et magisk øjeblik for os alle tre. 

Hun vejede 3550 g og var 52 cm lang. Der gik 4 1/2 time fra vandafgang til jeg var helt åben, og det tog 25 minutter at presse hende ud. Jeg bristede ikke, hvilket jeg var meget taknemlig for. 

Jeg havde, som førstegangsfødende, forberedt mig mentalt på en meget langsom fødsel. Det var en meget intens oplevelse, idet det gik så stærkt. Men selvom det ikke blev helt, som jeg havde forestillet mig, og vi ikke nåede at bruge alle de ting, vi havde tænkt og forberedt, var det en rigtig god fødselsoplevelse. Jeg er så glad for, at det foregik i vores hjem, og jeg kunne ikke forestille mig, at det skulle have foregået på nogen anden måde. Jeg er meget stolt af hvad jeg, min krop, og min datter kunne præstere, og jeg tænker tilbage på fødslen med et smil på læberne og et varmt hjerte.

Februar 2021
Beretningen er anonymiseret af hensyn til afsender, der har samtykket til at dele sin fortælling.