​​​

Gravid efter 40 uger

​Ofte fortsætter graviditeten ud over terminsdatoen, hvilket er helt normalt.

​Når du er gået over terminen, skal du stadig være opmærksom på ændringer i din tilstand. Kontakt derfor altid Akut Modtagelse for Gravide, hvis du:

  • bløder
  • har stærke smerter i maven
  • får stærk hovedpine, flimren for øjnene, kvalme, trykken for brystet - eller hvis du pludselig får meget vand i kroppen
  • mærker mindre fosterliv end vanligt
  • får tiltagende kløe på kroppen
  • er utryg

Kontrol på Akut Modtagelse for Gravide uge 41

Efter din terminsdato skal du ikke til flere kontroller hos din konsultationsjordemoder, men i stedet følger vi dig på Akut Modtagelse for Gravide. 

Film om tiden efter terminen og om modningen af livmoderhalsen

Varighed: 02:48

Når du er 40+6 graviditetsuger, skal du ringe til igangsættelsesjordemoderen på

telefon 48 29 22 92, mellem kl. 11-12.

Her skal du bestille tid til kontrol af din graviditet og snak om det videre forløb.

Jordemoderkontrollen foregår på Akut Modtagelse for Gravide, G0131.

Vi tilbyder dig en kontrol af din graviditet efter uge 41+0, hvor jordemoderen vil gennemgå følgende med dig:

  • Er graviditeten forløbet normalt, eller er der risici, der skal tages særligt hensyn til?
  • Kontrol af barnets størrelse og hvordan det ligger
  • Indvendig undersøgelse af din livmodermund
  • Kontrol af barnets hjertelyd med hjertelydskurve (CTG)
  • Planlægning af igangsættelse af fødslen omkring uge 41+4

På baggrund af undersøgelsen beslutter vi sammen med dig, om fødslen skal sættes i gang, samt evt. hvordan og hvornår igangsættelsen skal foregå.

Vi tilbyder dig en grundig information om igangsættelse af fødslen fælles med andre gravide, der skal have sat fødslen i gang uanset årsag. Det fælles informationsmøde foregår dagligt kl 13.00 på Akut Modtagelse for Gravide, G0131.

Igangsættelse af fødslen når du er 'gået over tiden'

Vi anbefaler igangsættelse af fødslen, hvis du ikke har født ved uge 41+4. Beslutningen om at sætte fødslen i gang tages på baggrund af en samtale mellem dig/jer og en læge og/eller en jordemoder.

Hvis din livmodermund er begyndt at åbne sig, og det er muligt at prikke hul på fosterhinderne, så vil vi først tilbyde igangsættelse ved uge 41+6.

Vi stiler mod, at du har født senest 2 uger efter terminen, det vil sige ved 42 fulde graviditetsuger.

Ønsker du ikke at få sat fødslen i gang på dette tidspunkt, vil vi i stedet tilbyde dig en jordemoderundersøgelse på Akut Modtagelse for Gravide.
Her vil vi kontrollere barnets hjertelyd med CTG og lave en ultralydsundersøgelse af fostervandsmængden.
Vi laver derefter en individuel plan for det videre forløb.


Redaktør