Selve fødslen

Den indledende fase af fødslen

I den indledende fase af fødslen vil veerne ofte være uregelmæssige. I denne periode kan veerne være mere trættende end egentligt smertefulde.

Nogle kvinder vil kunne gennemgå denne del af fødslen hjemme, mens andre har brug for at vide, at alt er, som det skal være.

Måske er det tilstrækkeligt med en samtale med jordemoderen i telefonen, måske har du behov for at blive undersøgt, før du går hjem igen og afventer egentlige fødeveer.

Måske kan du ikke overskue at skulle hjem og vælger at blive på hospitalet. I så fald bliver du overflyttet til vores Akut Modtagelse for Gravide, indtil du er i aktiv fødsel. Hvis der er plads på afdelingen kan din partner/ledsager selvfølgelig blive sammen med dig.

Veerne opleves individuelt. Jo mere afspændt du er i kroppen, jo mindre smertefulde er veerne. Det er en god idé at veksle mellem hvile og bevægelse i denne fase og fokusere på en rolig og afslappet vejrtrækning. Et varmt brusebad, varmepude eller massage og berøring fra din partner kan hjælpe dig til at slappe af.

Det er ikke unormalt, hvis den indledende fase af fødslen tager op til 24 timer for en førstegangsfødende. For den flergangsfødende vil denne fase normalt være kortere.

Veer

Veer er sammentrækninger af livmodermusklen, de opleves meget individuelt. Formålet med disse sammentrækninger er at få livmoderhalsen og livmodermunden til at udvide sig og samtidig skubbe barnet ned gennem bækkenet.

Ve-, hvile- og fødestillinger

Kroppens fødselsarbejde hjælpes bedst på vej, hvis du kan finde behagelige ve- og hvilestillinger. Jordemoderen vil hjælpe dig til de stillinger, der er gode for dig og for fødselsprocessen, både under ve-arbejdet og i ve-pauserne. Det kan være godt at prøve forskellige stillinger i forskellige faser af fødslen, fordi bevægelse fremmer fødselsprocessen. Du kan se mere om forskellige ve,- hvile- og fødestillinger.

Den aktive fase af fødslen

Efter den indledende fase vil veerne på et tidspunkt ændre sig. Livmoderhalsen er på det tidspunkt typisk helt "væk" og livmodermunden vil være ca. 3-4 cm åben, hos nogle måske mere.

Nu bliver veerne ofte mere smertefulde og de medfører, at liv­modermunden åbner sig yderligere og med større hastighed. Det er nu, I kommer på fødestue.

Typisk vil jordemoderen undersøge dig udvendigt og indvendigt for at mærke, hvordan barnet ligger, hvor stort det er, hvor langt du er i fødslen og lytte til barnets hjertelyd. Du vil få målt dit blodtryk og senere blive tilbudt et klyx (afføringsmid­del), der sørger for, at tarmen er tømt.

I denne del af fødslen åbner livmodermunden sig med ca. ½-1 cm i timen målt over 3-4 timer. Hos flergangsfødende kvinder vil man forvente en lidt hurtigere fremgang.

Fødslens overgangsfase

Når livmodermunden er 8-10 cm åben, vil de fleste ofte føle træthed og ønske, at det hele var overstået. På det tidspunkt vil veerne ofte aftage for en kortere periode (få timer). Livmoderen samler kræfter til den sidste del af det store arbejde. Den har brug for hvile før en ny periode med stærke veer. Barnet kan også have brug for en ve-pause, hvor blodtilførslen gennem moderkagen foregår helt uhindret. Brug pausen til at hvile dig. Nogle falder i søvn mellem de veer, der måtte være.

Fødslens nedtrængnings- og pressefase

Denne del af fødslen ligger efter, livmodermunden har åbnet sig fuldt til 10 cm.

I den første del af denne fase vil barnets hoved trænge ned gennem bækkenet.

Denne fase kan vare omkring 2 timer, hvis du er førstegangsfødende uden epiduralblokade, og 3 timer, hvis du har fået en epiduralblokade. For flergangsfødende går det som regel hurtigere.

Når barnets hoved står helt nede på bækkenbunden, får du lyst til at presse under veerne. I begyndelsen kan det være svært at finde "teknikken". Når det er på plads, vil denne del af fødslen normalt tage op til 2 timer hos førstegangsfødende, som regel kortere hos flergangsfødende. Lige inden dit barn fødes, vil din jordemoder guide dig og støtte mellemkødet, så barnet fødes skånsomt. Hvis den varer længere, eller der ikke er fremgang, vil jordemoderen tilkalde en afdelingsjordemoder eller læge, der kan være med til at vurdere situationen. Løsningen kan være at afvente, at veerne bliver kraftigere, eller at støtte veerne med et ve-drop. Hvis barnet skønnes at have brug for det, kan en fødselslæge hjælpe barnet ud med en sugekop.

Livmodersammentrækkende indsprøjtning efter fødslen

(Syntocinon)

Alle kvinder, der har født, tilbydes en indsprøjtning i låret med en livmodersammentrækkende indsprøjtning. Indsprøjtningen skal forebygge unormal stor blødning efter fødslen.

Bivirkninger ved indsprøjtning af Syntocinon er meget sjældne, men der kan forekomme kvalme, opkastning, for hurtig eller for svag puls og hovedpine.

Moderkagen fødes hos de allerfleste efter 10-20 minutter. Det gør ikke ondt at føde den, men beskrives ofte som "en let­telse" og forløsende. Varer det over en halv time, vil jordemo­deren tilbyde dig hjælp til fødslen af moderkagen.

Til sidst undersøger jordemoderen, om du har fået bristnin­ger i mellemkødet. Det er ikke usædvanligt i forbindelse med fødslen. Bristningen bliver syet af jordemoderen, så den heler pænt op. Jordemoderen vil tilbyde dig lokalbedøvelse, så du ikke har stærke smerter, mens du bliver syet.

Nu er det tid til, at I skal nyde jer selv og den lille ny. Barnet har meget ofte en lang vågen periode lige efter fødslen. Nyd den.

Efter et stykke tid undersøger jordemoderen barnet. Hun vejer og måler det, og I får et tillykkekort med alle data fra fødslen, inden I bliver udskrevet eller overflyttet til barselsgangen.

Komplikationer til fødslen

Nogle gange er det nødvendigt at gribe ind i fødselsprocessen. Alle indgreb skal ske med dit informeret samtykke, hvilket vil sige, at jordemoder eller læge informerer dig, og du accepterer indgrebet. Læs mere om samtykke til at gribe ind i fødselsprocessen.


Redaktør