Gå til hovedindhold

​​​​​​​

Lymfødembehandling

​På Nordsjællands Hospital tilbydes lymfødembehandling primært​ til patienter med sekundært lymfødem relateret til cancer eller cancerbehandling.

​Behandlingsforløb på Nordsjællands Hospital

På Nordsjællands Hospital varetages behandling af sekundært lymfødem i ambulant regi af specialuddannede fysioterapeuter, og foregår på én af hospitalets tre matrikler: 

  • Nordsjællands Hospital - Hillerød
  • Nordsjællands Hospital - Frederikssund
  • Sundhedshuset – Helsingør


Hvad er lymfødem?

Lymfødem er en kronisk hævelse, som kan opstå hvis lymfesystemet er beskadiget, og lymfevæsken ikke bliver transporteret væk i tilstrækkelig omfang.

Der skelnes mellem primært og sekundært lymfødem.

Primært lymfødem

Primært lymfødem kan opstå pga. misdannelser i eller mangelfuld udvikling af lymfesystemet. Hævelsen ses oftest i teenageårene eller i 30 - 40 års alderen. I sjældne tilfælde ses primært lymfødem allerede ved fødslen.

Ved mistanke om primært lymfødem skal du henvende dig til din egen læge. Egen læge kan så evt. henvise dig videre til "Dermatologisk Afdeling og Videncenter for Sårheling, Bispebjerg Hospital". 

Sekundært lymfødem

Sekundært lymfødem opstår som regel i vores verdensdel som følge af en beskadigelse af lymfesystemet relateret til en cancersygdom. F.eks. som følge af operation og/eller stråleterapi, hvor fjernelse af lymfeknuder som oftest er den primære årsag.

Hævelsen af f.eks. arm eller ben debuterer oftest lige efter canceroperation eller stråleterapi, men kan også komme flere år efter. 

Lymfesystemet kan også tage skade i forbindelse med en langvarig kronisk venøs lidelse (dårligt tilbageløb i venerne) eller ved traume f.eks. i form af et kraftigt slag, forstuvning, infektion mv.


Tegn på lymfødem

De første symptomer på lymfødem kan være hævelse, tyngde- og spændingsfornemmelse, uro og i nogle tilfælde smerter i den kropsdel, som er ramt. I begyndelsen vil hævelsen som oftest svinde om natten, men kan så gå hen og blive mere permanent.

I forbindelse med operation og kemoterapi, kan du opleve en forbigående hævelse, der ikke nødvendigvis er tegn på lymfødem.

Hvis du får tegn på lymfødem

Hvis du har en sygehistorie med cancer og oplever symptomer på lymfødem, skal du kontakte den specialafdeling, hvor du bliver behandlet eller går til kontrol for din cancer, og bede om en henvisning.

Hvis du ikke længere er tilknyttet en afdeling, kan du via din egen læge få henvisning til den specialafdeling, som du senest har været tilknyttet.


Forundersøgelse og behandling

Ved forundersøgelsen får du information om lymfødem, behandlingsmuligheder og bliver oplært i selvdrænage.

Der bliver ligeledes taget stilling til hvilket behandlingsbehov du har, og der bliver lagt en behandlingsplan i samråd med dig.

Behandlingsperioden varierer og bliver tilpasset dig og dit behov for behandling.

Lymfødembehandling

Behandling af lymfødem kan bestå af flere indsatser, der supplerer hinanden for at give det bedste resultat.

Indsatsen kan bl.a. være: 

  • Lymfedrænage og selvdrænage
  • Øvelser og fysisk aktivitet
  • Bandagering og kompressionshjælpemidler
  • Arvævsbehandling
  • Deep oscillation, lymfepresse eller kinesio-tape


Efter endt behandling

Vi tilbyder ikke vedligeholdende behandling i hospitalets regi. Her kan du evt. selv opsøge privat-praktikerende lymfødemterapeut efterfølgende.

Hvis du efter endt behandling får forværring af dit lymfødem, kan du bede om genhenvisning til hospitalsbehandling via den specialafdeling du er tilknyttet.

Hvis du ikke længere er tilknyttet en afdeling, skal du henvende dig til din egen læge, som så kan henvise dig til den afdeling, hvor du senest har været tilknyttet. 


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden