Chancen for at blive gravid efter behandling varierer meget fra par til par. Især kvindens alder har betydning for graviditetschancen.
Kvinder i begyndelsen af 20'erne har fx dobbelt så stor graviditetschance per behandling, som kvinder i slutningen af 30'erne. Derudover har det selvfølgelig betydning, hvad årsagen til jeres barnløshed er.
Vores nyeste opgørelser over behandlingsresultater kan ses på forsiden.
Inseminationsbehandling
IUI-H
I gennemsnit bliver ca. 15% gravide ved hver inseminationsbehandling. Dette niveau ligger nogenlunde konstant ved de første behandlingsforsøg, herefter aftager graviditetschancen.
Vi regner med, at i alt cirka 30% vil kunne opnå graviditet ved inseminationsbehandling.
IUI-D
Chancen for at blive gravid efter insemination med optøet (donor-)sæd er i princippet lidt mindre end ved insemination med frisk sæd. Til gengæld er mange af de kvinder, der bliver insemineret med donorsæd fuldstændig raske uden frugtbarhedsnedsættende faktorer. Derfor er der alligevel procentvis flere, der bliver gravide efter donorinsemination end efter almindelig insemination.
Chancen for at blive gravid efter insemination med donorsæd ligger omkring 20% per cyklus.
Reagensglasbehandling (IVF/ICSI)
Efter ægudtagning får 65-70% af kvinderne oplagt æg i samme cyklus. Omkring 20% bliver planlagt til nedfrysning af alle egnede æg, primært pga. risiko for overstimulation.
Hver gang, der oplægges et befrugtet æg, er der 35-40% chance for, at man bliver gravid og ved skanning uge 7 i graviditeten kan se en normal graviditet.
Risikoen for abort er ikke større ved graviditet opnået efter fertilitetsbehandling end efter graviditet opnået på naturlig vis.