Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​

Reagensglasbefrugtning - IVF/ICSI

​Læs mere om metoderne her

Reagensglasbehandling - IVF

IVF er en forkortelse for In Vitro Fertilisering, hvilket betyder, at befrugtningen (fertiliseringen) sker udenfor kroppen i et glas (in vitro). IVF-behandling indebærer, at kvindens æggestokke bliver stimuleret med hormoner, så de danner flere æg. Når æggene er modne, bliver de taget ud, og man forsøger at befrugte dem i laboratoriet ved at tilsætte ca. 150.000 sædceller til hvert æg. Hvis befrugtningen lykkes og æggene deler sig pænt, oplægges et æg i livmoderen.

IVF-behandling på Nordsjællands Hospital foregår i et tæt samarbejde med Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, hvilket betyder, at ægudtagning og ægoplægning foregår på Rigshospitalet.

Behandlingen tilbydes til:

  • Par, der har forsøgt behandling med insemination (IUI) uden resultat
  • Par, hvor manden har nedsat sædkvalitet
  • Par, hvor kvinden har ødelagte æggeledere

Reagensglasbeh​andling med microinsemination - ICSI 

ICSI er en forkortelse for Intra Cytoplasmatisk Sperm Injektion, hvilket betyder injektion af en enkelt sædcelle i en ægcelle. ICSI følger samme principper som den almindelige reagensglasmetode (IVF). Det er kun befrugtningsprocessen, dvs. det der foregår i laboratoriet, der er anderledes. Alle andre dele af behandlingen ved ICSI er som ved IVF. Ved ICSI udvælges, i modsætning til ved IVF, en enkelt sædcelle til hvert æg, som indsprøjtes direkte i æggene.

Behandlingen tilbydes til:

  • Par, hvor manden har et meget lavt sædcelleantal
  • Par der har forsøgt almindelig reagensglasbehandling (IVF), hvor kun få eller ingen æg er blevet befrugtet

Hvor mange behandlinger tilbydes?

Der tilbydes op til 6 ægudtagninger til patienter, hvor der skønnes at være en rimelig chance for graviditet ved at foretage yderligere behandling.

Æg, der har været frosset ned og bruges i efterfølgende cykli, tæller ikke med i antal af forsøg. 

Selve behandlingen 

Behandlingen følger et skema, som I får en kopi af, når I starter behandlingen.

Nedenfor kan I læse en mere udførlig beskrivelse af hele processen.

Hvordan påbegyndes behandlingen rent praktisk?

Du kontakter os via MinSP den dag din menstruation starter. Hvis din menstruation begynder med et par dages småblødning, er det den dag, din menstruation kommer rigtigt i gang, der regnes for første dag. 

Undersøgelse og behandling i ambulatoriet på Nordsjællands Hospital foregår mandag til lørdag. Ægudtagning og ægoplægning sker på Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet og kan finde sted alle ugens dage, dvs. også i weekender, på helligdage og i kortere ferier.
I skolesommerferien tilbydes ingen behandling, og omkring jul og påske er der nedsat aktivitet.

Ægudtagning 

For de fleste sker udtagningen af æg 12-16 dage efter påbegyndt hormonstimulering. 
På den aftalte dag møder I fra morgenstunden på Fertilitetsklinikken, Juliane Marie Centeret, Rigshospitalet, opgang 4, 7. etage, afsnit 4057, Juliane Maries Vej, 2100 København Ø. I medbringer sædprøven hjemmefra i den udleverede beholder.

Der gives smertestillende medicin igennem et drop i en blodåre ifm. ægudtagningen. Du kan blive døsig af medicinen, men er altid vågen under ægudtagningen, og kan hele tiden tale med personalet om, hvad der foregår. Din partner eller pårørende kan være hos dig hele tiden. 

Ægudtagning foregår via skeden. Æggene tages ud af æggestokkene med en tynd nål, som - vejledt af ultralydsskanning - føres gennem skedevæggen ind i ægblærerne (folliklerne). De enkelte ægblærer tømmes for væske, hvorved æggene suges ud. Undertiden skylles folliklerne med lidt væske for at sikre, at ægget kommer med ud. Det gøres i begge æggestokke, indtil alle ægblærer er tømt.

I bliver orienteret om kvaliteten af sædprøven i forbindelse med ægudtagningen.
Efter ægudtagningen, som normalt varer ca. 15 minutter, skal du hvile dig i klinikken en times tid, inden I kan tage hjem.
Du skal forvente at være træt og have behov for hvile resten af dagen, og du skal ikke regne med at kunne gå på arbejde denne dag. På grund af den beroligende medicin må du ikke selv køre bil. Det er almindeligt at have underlivssmerter efter ægudtagningen. Du må gerne tage Panodil®, Pinex® eller Pamol® (paracetamol).

Befrugtning og ægoplægning

Befrugtning: 
I gennemsnit udtages ca. 8 æg. Æggene opbevares ved 37 grader i en væske med næringsstoffer. To til fem timer efter, at æggene er udtaget, er de parate til at blive befrugtet.

Befrugtningen kan ske på to måder:​

  • Almindelig IVF: Vi tilsætter ca. 150.000 sædceller til hvert æg. En enkelt sædcelle finder selv vej ind i ægget
  • Mikroinsemination: Under mikroskop udvælges en enkelt sædcelle, der suges op i en tynd kanyle og føres ind i ægget. Denne metode kaldes også ICSI (Intra Cytoplasmatisk Sædcelle Indsprøjtning)

​Dagen efter ægudtagningen ser vi ved mikroskopi af æggene, om befrugtningen har fundet sted. I gennemsnit bliver ca. 60-70% af æggene befrugtet. I ca. 10% af alle behandlinger sker der ikke befrugtning eller deling af nogen af æggene, og ægoplægningen må så desværre aflyses.

Før I tager hjem efter ægudtagningen, aftaler I med personalet på Fertilitetsklinikken, Rigshospitalet, den videre plan for ægoplægning.

Et, to eller tre æg?

Der oplægges kun et befrugtet æg.​

​Oplægningen af æg foregår i gynækologisk leje, tager normalt få minutter og er smertefri. For at lette oplægningen bør du have nogenlunde fuld urinblære. Et tyndt plasticrør føres op gennem livmoderhalskanalen, og en lille smule væske, hvori ægget er, sprøjtes ud i livmoderhulen. Proceduren er den samme som ved insemination af sæd i livmoderen.

Vi fraråder samleje og hårdt fysisk arbejde/motion de følgende 2-3 dage efter ægoplægningen, og du bør endvidere undlade kar- og svømmebad. Herudover er der ingen særlige forholdsregler.

Efter ægoplægningen er det almindeligt, at der i et par uger kan være en trykkende fornemmelse og ømhed i underlivet. Det skyldes oftest stimulationsbehandlingen og ægudtagningen. Generne forsvinder normalt efter et par uger. Hvis du føler dig usikker, er du altid velkommen til at kontakte os.

Efterbehandling (Progesterontilskud)

Efter ægoplægningen skal du tage tilskud med hormonet progesteron i 14 dage for at sikre optimale muligheder for, at æggene kan sætte sig fast og udvikle sig i livmoderen. Dette hormon, som du selv danner i æggestokkene, stabiliserer slimhinden i livmoderen, så æg bedre kan sætte sig fast.

​Graviditetsprøven

To uger efter ægoplægning skal du have taget en blodprøve for at afgøre, om du er blevet gravid. Blodprøven skal tages, uanset om du tror, du er gravid eller ej. Det er naturligvis bedst, hvis du ikke bløder, men der er eksempler på, at graviditetsprøven er positiv, selv om der har været en del blødning. Nogle bløder før det tidspunkt, hvor de forventer, at menstruationen skulle komme. Det er ikke muligt at gøre noget ved en sådan blødning, og der er ingen særlige forholdsregler, du kan tage. Du skal fortsætte progesteronbehandlingen, indtil svaret på blodprøven foreligger.

Hvis du er gravid, aftaler vi en tid til ultralydsskanning ca. 3 uger efter.

Hvis du ikke er gravid, kan du normalt tidligst påbegynde en ny behandling i den følgende menstruationscyklus. Du skal altså have mindst én "pausecyklus", hvor du ikke bliver stimuleret, før du påbegynder behandlingen igen. 

Nedfrysning og senere optøning af befrugtede æg

Har I mere end et befrugtet og udviklet æg, så foretager Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet nedfrysning af de resterende æg. 

Behandling med optøede æg tæller ikke med i de maksimalt 6 ægudtagninger, I kan få på en offentlig fertilitetsklinik.

Hvis I har fået et barn ved IVF/ICSI-behandlingen og fortsat har nedfrosne æg, kan I få lagt de optøede æg op, indtil kvinden fylder 46 år, hvor æggene vil blive destrueret. 

Nedfrysning, opbevaring, optøning og eventuel oplægning af optøede æg foregår på Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Behandlingen påbegyndes ved at kontakte Fertilitetsklinikken på Nordsjællands Hospital via MinSP.

Hvordan foregår behandlingen rent praktisk?

De nedfrosne æg skal optøs og oplægges i livmoderen midt i menstruationscyklus. 
Oftest oplægges ægget i en normal cyklus (uden stimulationsbehandling), hvor man ved hjælp af ultralydsskanning af ægblære og livmoderslimhinde prøver at finde det bedst egnede tidspunkt for oplægningen.

Du kan blive behandlet efter en måneds behandlingspause. Kontakt Fertilitetsklinikken, Nordsjællands Hospital, når du får menstruation. Der er ingen "adgangsbegrænsning" ved behandling med fryseæg.

Oftest skal du møde til ultralydsskanning på 12. cyklusdag. Det videre forløb afhænger af, hvor tyk livmoderslimhinden er, og hvor stor ægblæren er. Nogle kvinder må komme et par gange, før vi kan fastsætte tidspunktet for ægoplægning. Når tiden er inde, skal du have en ægløsningssprøjte (Ovitrelle) og ægoplægning planlægges.

Ægoplægning foregår på Fertilitetsklinikken, Rigshospitalet.

Behandling i en kunstig cyklus

Hvis du ikke har normal og helt regelmæssig menstruationscyklus eller slimhinden i livmoderen ikke udvikler sig normalt, kan det være en fordel at give en let hormonbehandling for at opnå optimalt tidspunkt for ægoplægning.

Afslutning efter endt behandling

Hvis I opnår graviditet, vil I normalt blive afsluttet 3 uger efter, at graviditetsprøven er positiv, dvs. den dag hvor du bliver ultralydsskannet. 

Hvis I ikke opnår graviditet i behan​dlingsforløbet, tilbyder vi en samtale, hvor vi dels kan gennemgå behandlingsforløbet, dels kan forsøge at rådgive jer med henblik på, om det fx er rimeligt at forsøge yderligere forsøg i den private sektor. Hvis I ikke ønsker en afsluttende samtale, vil vi bede jer om alligevel at ringe og blot meddele, at I ikke ønsker yderligere. Vi kan så afslutte jeres forløb.

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden