Gå til hovedindhold

Risici og bivirkninger

Her kan du læse om de væsentligste problemer, bivirkninger og risici, der kan være ved fertilitetsbehandling.​

Medicinbivirkninger

​De mest almindelige bivirkninger til din stimulation er ubehag ved indstikstedet, hovedpine, oppustethed og tyngdefornemmelse. Øvrige bivirkninger kan være kvalme, diarré, forstoppelse, vægtøgning, brystspænding og acne.

Overstimulation af æggestokkene (OHSS)

Den væsentligste risiko ved behandlingen er overstimulation af æggestokkene. Hvis udviklingen af ægblærerne bliver for voldsom, må vi afbryde behandlingen eller planlægge ægudtagning med efterfølgende nedfrysning af alle befrugtede æg, for at give kroppen ro.
Med denne forsigtighedsregel ses egentlig overstimulation yderst sjældent. Symptomerne på overstimulation er øget væske i bughulen, vægtstigning, smerter i maven, kvalme, opkastning, almen utilpashed og besvær med at trække vejret. Egentlig overstimulation forekommer efter ca. 1:100 ægudtagninger og kan være alvorlig, og du bør altid kontakte os, hvis du får sådanne symptomer. Ved let overstimulation er ro og hvile samt rigelig væskeindtagelse som regel tilstrækkelig. Ved alvorligere overstimulation kan indlæggelse og væskebehandling være nødvendig.

​​Psyki​​​sk belastning

Det kan være en stor psykisk belastning at gennemgå fertilitetsbehandling. 
Læs mere på vores side om Psykologiske forhold

​Komplikationer ve​d IVF/ICSI

Følgende komplikationer gælder specielt ved IVF/ICSI.

Aflysning af behandlingen før ægudtagning

I ca. 10 % af behandlingerne må vi afbryde behandlingen før ægudtagningen. De hyppigste årsager til dette er:

  • Hormonbehandlingen virker ikke godt nok; fx udvikles kun ét æg, eller ægblærerne vokser ikke godt nok
  • Hormonbehandlingen virker for kraftigt, så vi må afbryde behandlingen for at undgå overstimulation af æggestokkene
  • Der udvikles cyster på æggestokkene, hvilket nogle gange kan have betydning for virkningen af hormonstimulationen
  • Kvinden eller manden kan blive syg med høj feber (fx influenza) under behandlingen.

​Manglende befrugtning af æggene

I ca. 10 % af de tilfælde, hvor vi udtager æg, sker der ingen befrugtning og deling af æggene. Vi kender som regel ikke årsagen hertil. Nogle gange er det pga. dårlig sædkvalitet, andre gange er det pga. umodne eller overmodne æg.

Hos par med såkaldt "uforklaret barnløshed" er der i op mod 25 % af tilfældene ikke befrugtning og deling af æggene.

Blødning efter ægudtagning

Der er altid lidt blødning fra skeden umiddelbart efter ægudtagningen. Blodet kommer fra stikket i skedeslimhinden. En sjælden gang er blødningen imidlertid kraftigere. Der kan da oplægges gaze i skeden for at standse blødningen. 

Underlivssmerter efter ægoplægning

Dette forekommer hyppigt, men oftest kun i let grad. Årsagen er så godt som altid, at æggestokkene er stimulerede samt følger efter ægudtagningen. Generne forsvinder af sig selv, men kan en gang imellem vare i op til to uger. Hvis du føler dig syg, må du kontakte ambulatoriet (hverdage 8-15) eller vagtlæge.

Graviditet udenfor livmoderen

De befrugtede æg lægges op i livmoderhulen, men det hænder, at æggene alligevel flyder ud i æggelederen. Knapt 5 % af graviditeterne opstået efter IVF sidder uden for livmoderen. Behandlingen er ofte operation, men en del kræver ikke behandling eller kan behandles medicinsk.

Underlivsbetændelse

Selvom ægudtagningen foregår sterilt, kan der opstå underlivsbetændelse omkring æggestokkene. Betændelse giver smerter og feber. Denne komplikation er meget sjælden og behandles med antibiotika.

Børn født efter IVF-behandling

Der er intet, der tyder på, at disse børn hyppigere har misdannelser end andre børn, når man tager hensyn til, at mødrene er ældre end gennemsnitligt, og at mange af parrene fejler anden sygdom.

Der er ingen grund til at udføre fostervandsprøve, alene fordi graviditeten er opstået ved IVF. Fostervandsprøve tilbydes efter de almindelige retningslinjer.

Børn født efter IVF-behandling vejer i gennemsnit 75 g mindre end danske "gennemsnitsbørn". Dette kan være betinget af flere forhold. Det væsentligste er nok, at graviditeten er opstået på kunstig vis, men kan også skyldes, at mødrene er gennemsnitligt ældre end "normale" gravide, eller at mange er opereret flere gange i underlivet.​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden