Insemination

Insemination kan både være fra din partner, en kendt donor eller en anonym donor

​​​​​​​​​​​​​​

​Insemination med sæd fra partner - IUI-H

IUI er en forkortelse for IntraUterin Insemination, hvilket betyder, at mandens sæd insemineres i kvindens livmoder. 
Behandlingen tilbydes oftest til:
  • ​Par med uforklaret barnløshed
  • Par, hvor mandens sædkvalitet er let nedsat
  • Par, hvor kvinden har uregelmæssig ægløsning

Insemination med sæd fra donor – IUI-D

IUI er en forkortelse for IntraUterin Insemination, hvilket betyder, at sæd insemineres i livmoderen. Behandlingen ved IUI-D følger samme princip som ved IUI-H, men ved IUI-D bliver kvinden insemineret med sæd fra en​ donor.
Behandlingen tilbydes til:
  • ​Par, hvor mandens sædkvalitet er ringe, eller hvor manden ikke producerer sædceller
  • Par, der har forsøgt behandling med reagensglasbefrugtning med microinsemination (ISCI) uden resultat
  • Lesbiske par
  • Enlige​ kvinder

Formålet med behandlingen

Formålet med behandlingen er at øge chancen for graviditet. Det kan gøres ad tre veje:

  1. Øge antallet af æg, der modnes hver måned.
    Det gør vi ved hjælp af hormonbehandling. Normalt modner kvinden kun et æg i hver cyklus. Chancen for graviditet øges, hvis der er flere æg, ideelt to-tre modne æg.
  2. Øge antallet af sædceller i æggelederne, hvor befrugtningen normalt finder sted.
    Dette gøres ved, at sæden vaskes, koncentreres og lægges helt op livmoderen. En ubehandlet sædportion består af en blanding af sædceller og sædvæske. I alle sædportioner er der en del abnorme, ubevægelige eller døde sædceller. De friske sædcellers mulighed for at nå frem til og befrugte ægget er større, hvis de dårlige sædceller bliver fjernet. Derudover kan man ikke lægge en urenset sædportion op i livmoderen, da sædvæsken indeholder stoffer, der kan fremkalde ubehagelige reaktioner, først og fremmest sammentrækninger af livmoderen. Vi foretager derfor en oprensning af sædportionen, hvor vi søger at isolere og koncentrere de bedste sædceller.
  3. Sørge for at sædcellerne er tilstede i æggelederne på det rigtige tidspunkt i forhold til ægløsningen.
    Det gør vi ved at følge udviklingen af æggene i æggestokkene, og – når æggene er modne - at fremkalde ægløsning til et kendt tidspunkt ved hjælp af en hormonindsprøjtning. Den rensede sæd lægges så op i livmoderen på dette tidspunkt, så ægløsning og insemination passer så godt sammen som muligt.


Hormonbehandling
​Normalt benytter vi et eller flere af nedenstående præparater til at stimulere ægudviklingen. Du får udleveret recept på de forskellige præparater og køber dem selv på apoteket. 

Follitropin

(Puregon®, Gonal-F®, Bemfola® eller Menopur®). Syntetisk fremstillet FSH, der ligesom dit eget FSH stimulerer udvikling af æg i æggestokkene.

Du skal tage FSH som indsprøjtning under huden en gang dagligt efter nærmere aftale. Indsprøjtningen skal helst tages på nogenlunde samme tid hver dag (+/-1 time). 

Bivirkninger: Der er først og fremmest risiko for overstimulation af æggestokkene.

Choriongonadotropin

Ovitrelle® gives som indsprøjtning under huden en gang i hver behandlingscyklus, når æggene har nået tilstrækkelig størrelseNormalt vil du skulle tage 6.500  IE (Ovitrelle® 0,25 mg). Vi aftaler tidspunktet for indsprøjtningen fra gang til gang. Hormonet hedder hCG (humant Chorion Gonadotropin). Det ligner meget LH (Luteriniserende Hormon), som du selv danner i hypofysen, og fremkalder som dette den sidste modning af æggene samt ægløsning ca. 36 timer efter indsprøjtning. 

Bivirkninger: Optræder praktisk taget ikke.

Ovennævnte hormoner har gennem mange år været benyttet over hele verden i stort omfang i behandlingen af ufrivillig barnløshed. Man har således meget stor og langvarig erfaring med præparaterne. Udover de ovennævnte relativt sjældne bivirkninger er der ikke specielle problemer forbundet med behandlingen. 
Internationalt er der enighed om, at stimulationsbehandling i den form, der har været gennemført i mange år, fortsat anses for sikker.

Kvinder i stimulationsbehandling tager indsprøjtningerne hjemme. Du får grundig instruktion i injektionsteknik af en sygeplejerske, ligesom du vil få udleveret udførligt illustreret instruktionsmateriale.

Behandlingens forløb

Hvordan starter jeg på behandlingen?

Din menstruations første blødningsdag regnes for første cyklusdag.

På denne første cyklusdag skal du ringe til Gynækologisk Ambulatorium på tlf. 48 29 37 35 ml. kl. 13.00 og 14.00 for at aftale påbegyndelse af stimulationsbehandlingen og for at aftale tid til ultralydsskanning.

Begynder din menstruation en lørdag, en søndag eller en helligdag, skal du ringe den første hverdag herefter.

Hormonbehandling

Normalt starter behandlingen med, at vi stimulerer ægudviklingen i æggestokkene med FSH. Vi aftaler nøjagtigt starttidspunkt og dosis fra gang til gang, og du vil på forhånd have modtaget recept på den behandling, du skal starte på.

​Ultralydsskanning af æggestokkene

Omkring 10.-12. cyklusdag foretager vi en ultralydsskanning af dine æggestokke. Formålet med undersøgelsen er at måle ægblærernes (folliklernes) størrelse, hvilket er et godt mål for æggenes modenhed. Det er af og til nødvendigt, at du kommer til ultralydsskanning flere gange, mens vi følger æggenes vækst. Når æggene er modne, planlægger vi den videre behandling.

Fremkaldelse af ægløsning

Æggene er modne, når ægblærerne er omkring 18 mm. Det er de ofte omkring 10.-12. cyklusdag.

Måler største ægblære under 22 mm, skal du tage en indsprøjtning med "ægløsningshormonet" hCG (Ovitrelle®) samme aften. Det er vigtigt, at du tager indsprøjtningen nøjagtigt på det aftalte tidspunkt.

Måler den største ægblære 22 mm eller mere, er der mulighed for, at du selv er ved at danne ægløsningshormon (LH). Det undersøger vi i en urinprøve på skanningsdagen. Er der ikke tegn til ægløsningshormon i din urin, skal du tage indsprøjtning som ovenfor anført, og inseminationen foretages cirka 36 timer senere. Er der ægløsningshormon i din urin, får du indsprøjtningen med det samme, og inseminationen foretages cirka 24 timer senere.

Sædprøven

Hvis du skal insemineres med din mands sæd, skal I aflevere sædprøven til sygeplejersken i Gynækologisk Ambulatorium på insemineringsdagen kl. 7.45. Det er vigtigt at overholde dette tidspunkt. Vi behandler dagens sædprøver til insemination samtidigt, og vi har ikke mulighed for at behandle sædprøver, der er afleveret for sent. Sædportionen oprenses, og vi isolerer og koncentrerer de bedste sædceller. Det tager ca. to timer at klargøre sædprøven. Inseminationen finder sted herefter.

I får udleveret en særlig vejledning angående sædprøven samt en beholder hertil. Det bedste resultat opnås som regel, hvis manden ikke har haft sædudtømmelse de foregående par dage.

Sædkvaliteten bliver ikke bedre ved længerevarende "afholdenhed".

Prøven kan sagtens produceres hjemme, men den må højst være 1½ time gammel. Under transporten skal I opbevare prøven ved stuetemperatur, altså hverken opvarmet eller afkølet. Det vil ofte være bedst at opbevare glasset med sædprøven tæt på kroppen. Er der problemer omkring sædprøven, må I endelig diskutere dem med os.

Hvis du skal insemineres med donorsæd, skal du blot møde på det aftalte tidspunkt. Du og din mand skal forinden have underskrevet en særlig formular vedrørende insemineringen. Ved valg af donor er der mulighed for valg af åben (kendt) eller lukket (anonym) donor.

 Inseminering

Insemineringen foretages normalt cirka 36 timer efter indsprøjtning af ægløsningshormonet (Ovitrelle®).

Insemineringen foregår i gynækologisk leje. Livmodermunden afvaskes, hvorefter vi sprøjter den rensede sæd op i livmoderen gennem et tyndt plastikrør, der føres op gennem livmoderhalskanalen. Insemineringen varer normalt kun et par minutter. I de fleste tilfælde er der intet eller kun ganske lidt ubehag forbundet med insemineringen.

Så vidt man ved, bevarer sædcellerne evnen til at befrugte et æg i 3-5 døgn, måske længere. Ægget kan befrugtes fra 2-4 timer efter ægløsning og formodentlig i 12-24 timer herefter. Sædcellerne "holder" således betydeligt længere end ægget. Vi inseminerer derfor normalt kun én gang i hver cyklus, også selv om du endnu ikke har haft ægløsning på inseminationstidspunktet. Der kan være særlige forhold, der gør, at vi foretager inseminering på et andet tidspunkt eller gentager den 24 timer efter første inseminering. Dette vil blive aftalt i hvert enkelt tilfælde.

Da vi ikke har mulighed for at foretage insemination i weekenden, søger vi at justere stimulationsbehandlingen således, at vi undgår, at æggene netop er modne i en weekend.

Hvis det alligevel skulle ske for dig, vil vi instruere dig i at tage et antagonistpræparat (Orgalutran® el. Cetrotide®) som indsprøjtning. Dette vil kunne forhindre, at du selv laver ægløsning.

Der er ingen grund til at holde sig specielt i ro på inseminationsdagen. Det vil ikke forringe jeres chance for at opnå graviditet, om I har samleje på inseminationsdagen eller dagen efter, tværtimod. Specielt for par, hvor kvinden er blevet insemineret med donorsæd på grund af nedsat sædkvalitet hos manden, kan det for nogle indebære en psykologisk fordel at have samleje i perioden omkring inseminationstidspunktet. Selvom manden har nedsat sædkvalitet, vil man på denne måde siden hen ikke umiddelbart kunne afgøre, om det var en donorsædcelle, eller om det måske alligevel var en af mandens få sædceller, der befrugtede ægget og resulterede i graviditet. 
Samleje omkring inseminationstidspunktet vil måske også kunne bidrage til at fjerne lidt af det teknologiske præg, der ellers kan være ved at opnå graviditet ved inseminering. 
Det er således helt i orden at have samleje i løbet af de første 2-3 dage efter inseminationen. 
Derimod kan det måske øge graviditetschancen at undlade samleje, eller i hvert fald undgå, at kvinden får orgasme fra 3-7 dage efter inseminationen.

Graviditetstest

16 dage efter inseminationen skal du tage en graviditetstest (urinstix) for at undersøge for graviditetshormon (hCG). Selvom du er begyndt at bløde, skal du tage graviditetstesten, da du kan være gravid alligevel.  Det er vigtigt, at du ringer til ambulatoriet, når du har taget testen (eller den førstkommende hverdag herefter) uanset om den er positiv eller negativ.

​Aflysning af behandling

Aflysning af behandlingscyklus kan komme på tale, fx hvis ultralydsskanning tyder på, at der er dårlig udvikling af æggene. Er der mere end 3-4 modne æg, bliver risikoen for trillinge- og firlingegraviditet for stor, og vi må som regel aflyse behandlingen og udsætte den til en efterfølgende cyklus.

Sygdom med feber eller lignende hos kvinden eller manden under behandlingen kan beskadige æg- eller sædudviklingen, og det kan være nødvendigt at udskyde behandlingen af denne grund. Det er derfor vigtigt, at I orienterer os, hvis I får symptomer på sygdom under behandlingen.

Hvis du tager anden medicin under stimulationsbehandlingen, bør du altid drøfte det med os. Du bør undgå at tage hovedpinetabletter, gigtmidler og lignende (f.eks. Albyl, Kodimagnyl, Ibuprofen, Ipren) i dagene op til forventet ægløsning, da disse præparater muligvis kan påvirke ægløsningen.

Hvis behandlingen lykkes

Er graviditetsprøven positiv, vil vi gerne ultralydsskanne dig, når du er ca. syv uger henne, dvs. 3 uger efter positiv blodprøve. Tid til skanning aftaler vi i telefontiden.

Hvis du bliver gravid, vil der ofte være forøget risiko for tvillinge- (10%) eller trillingegraviditet (ca. 1%), samt forøget risiko for, at graviditeten sidder udenfor livmoderen (10-15%). Det er vigtigt for dig, at dette i givet fald bliver konstateret så tidligt som muligt. Begge dele vil vi kunne kontrollere ved ultralydsskanningen.

Risikoen for abort tidligt i graviditeten er i gennemsnit 15-20%. Det er den samme risiko som ved graviditet opstået på naturlig vis. Der er altså hverken større eller mindre risiko for abort, når du er blevet gravid ved inseminationsbehandling.

​Hvis behandlingen ikke lykkes

Ved insemination vil vi hver gang diskutere, om vi skal justere stimulationsbehandlingen i en eventuel efterfølgende stimulationscyklus.

Normalt tilbyder vi i første omgang behandling i tre gennemførte cykler. Hvis du ikke bliver gravid, gennemgår vi herefter forløbet af de gennemførte behandlinger. Er disse forløbet tilfredsstillende, dvs. med acceptabel ægudvikling, vækst af livmoderslimhinden, ægløsning, sædprøver etc., vil vi drøfte med jer, om der eventuelt skal foretages en "kikkertundersøgelse" - (laparoskopi)​ af livmoder og æggeledere under fuld bedøvelse, og – såfremt forholdene findes normale – om I skal forsøge yderligere inseminationsbehandling eller om I skal forsøge reage​nsglasbefrugtning (IVF/ICSI-behandling)​

Kvinder, der er i behandling med donorinsemination, er ofte fuldstændig raske uden frugtbarhedsnedsættende faktorer. Af denne årsag tilbyder vi normalt behandling med donorsæd i op til 6 gennemførte cykler. Er der ikke påvist andre mulige forklaringer på den ufrivillige barnløshed end ringe sædkvalitet hos manden, kan man eventuelt i første omgang forsøge insemination med donorsæd uden forudgående hormonstimulation (i "spontan cyklus"). Denne mulighed vil i hvert tilfælde blive diskuteret.

Hvis du ikke bliver gravid, aftaler vi et tidspunkt for påbegyndelse af næste behandlingsforsøg i telefontiden. 

Redaktør