Peritoneal betyder "hørende til bughinden" og dialyse betyder "rensning af blodet for de affaldsstoffer, som normalt udskilles gennem nyrerne".
Bughinden er en hinde, som beklæder organerne i maven og den danner et lukket hulrum i maven (bughulen). Via et kateter kan dialysevæske lukkes ind og ud af bughulen. Affaldsstoffer fra blodet og evt. overskydende væske i kroppen vil via bughinden bevæge sig fra blodbanen til dialysevæsken i bughulen. Når dialysevæsken er fyldt med affaldsstoffer, udskiftes den.
Denne behandlingsform er en behandling du primært selv varetager, og det giver dig større mulighed for eksempelvis at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet eller tilbringe mere tid i eget hjem.
Læs mere om peritonealdialyse på hjemmesiden pdialyse.dk (åbner i nyt vindue)
Forskellige former for peritonealdialyse
CAPD
Her skifter du dialysevæske ca. 4 gange i døgnet. Den gamle dialysevæske bliver lukket ud af bughulen og derefter bliver ny væske lukket ind. De fleste dialysebrugere laver poseskift morgen – middag – aften og inden de går i seng. Det tager ca. 30 min. hver gang.
APD
Her tilslutter du dig en maskine til natten.
Natmaskinen sørger for at udskifte væsken, mens du sover. Det sker ca. 1 gang i timen. Den brugte dialyse væske tømmes automatisk i en dunk eller pose, men væsken kan også tømmes direkte i et afløb via en slange. Efter 7-9 timer er behandlingen slut. Det tager ca. 15 min. at gøre natmaskinen klar til brug. Det kan du gøre, når det passer ind i din dag.
AAPD
Her vil der være en person, som assisterer dig. Vedkommende er oplært i at varetage behandlingen for dig.
AAPD er et tilbud til f.eks. dig, som bor i en plejehjemsbolig.
Kvalitetskontrol af behandlingen
Kvaliteten af den behandling du er i bliver kontrolleret jævnligt. På denne måde vil det hele tiden være muligt at sikre dig den optimale behandling.
Film om peritonealdialyse
Om p-røret:
Resumé af filmen” Om p-røret”
En sygeplejerske fortæller om anlæggelse af et peritonealdialysekateter (i daglig tale kaldet et p-rør):
- Indgrebet foregår i lokalbedøvelse
- Sygeplejersken viser hvordan et p-rør ser ud
- Sygeplejersken forklarer hvordan et p-rør fungerer
Forberedelse
Markering på maven:
Resumé af filmen ” Forberedelse – markering på maven”
En sygeplejerske forklarer, at vi markerer på din mave, hvor røret skal gå ud. Der sættes et kryds med en tusch.
Bad og mad
Resumé af filmen ” Bad og mad”
En sygeplejerske fortæller:
- At du aftenen før eller på selve dagen, hvor du skal have lagt et p-rør, skal tage et bad
- Indgrebet foregår i lokalbedøvelse, så du behøver ikke at faste
- Tager du medicin, kan du evt. vente med at tage det vanddrivende til efter indgrebet
Medicin og maven
Resumé af filmen ” Medicin og maven”
En sygeplejerske forklarer, hvilke forberedelser der er:
- Du skal have taget blodprøver
- Får du blodfortyndende medicin, vil lægen vurdere, om der skal holdes pause
- Vi vil tale med dig om, hvordan din mave fungerer og du vil få udleveret noget afføringsmiddel
Anlæggelsen af p-røret
Resumé af filmen ” Anlæggelsen af p-røret”
En sygeplejerske forklarer:
- På dagen hvor du skal have anlagt p-røret, møder du i ambulatoriet
- Der måles blodtryk, puls og temperatur. Har du diabetes, måles der også blodsukker
- Det er muligt, at der anlægges et drop i din hånd
- Du får noget afslappende og smertestillende medicin
- Selve indgrebet foregår i røntgenafdelingen
- Samlet set tager det 1 times tid
Anlæggelse af p-rør - selve indgrebet
Resumé af filmen ” Anlæggelse af p-rør – selve indgrebet”
En sygeplejerske fortæller om selve indgrebet:
- Indgrebet foregår i røntgenafdelingen
- Du placeres på et leje under et stort røntgenapparatur
- Din mave afjodes
- Du pakkes ind i sterile stykker
- Der lægges lokalbedøvelse
- Der laves et snit under navlen – ca. 2 cm.
- Du bliver bedt om at puste maven op – det gør det lettere at lave hullet ind i maven
- Røret føres ind i maven
- Når vi skønner, at røret ligger korrekt skylles med saltvand og der tages evt. et røntgenbillede
- Der forklares hvordan tunnelen laves
- Der påsættes forbinding og du køres retur til ambulatoriet til observation et par timer
Efter anlæggelsen af p-rør 1
Resumé af filmen ” Efter anlæggelsen af p-rør 1”
En sygeplejerske forklarer:
- Du observeres et par timer – har du det godt, får du lov at tage hjem
- Der udleveres plastre, så du har mulighed for at forstærke forbindingen på maven
- Forbindingen er steril og må ikke blive fugtig. Derfor må du de næste 14 dage klatvaske dig.
- Efter 1 uge kommer du i ambulatoriet til skiftning af den sterile forbinding
- Efter 14 dage kommer du i ambulatoriet og får fjernet tråde, samt undervisning i hvordan du skal leve med det nye p-rør
Efter anlæggelsen af p-rør 2
Resumé af filmen ” Efter anlæggelsen af p-rør 2”
En sygeplejerske fortæller:
- Tag det med ro de første par uger. Røret skal have ro til at gro fast og det er vigtigt, at forbindingen ikke falder af
- Gå i behageligt tøj der ikke strammer over maven
- Lad være med at klø
- Der kan være ømhed i området den første uges tid. Vi anbefaler, at du tager 2 Pamol op til 4 gange i døgnet
- Det er vigtigt, at du er opmærksom på at have gang i maven – vi anbefaler, at du fortsætter med at tage afføringsmiddel
Hjemme igen - selskab og transport
Resumé af filmen ” Hjemme igen – selskab og transport”
En sygeplejerske forklarer:
- Når du kommer hjem med dit p-rør, må du ikke være alene de første 24 timer. Evt. kan vi arrangere indlæggelse på vores sengeafsnit til næste dag
- Du vil få smertestillende medicin, som gør, at du ikke må føre bil. Vi kan evt. arrangere hjemtransport til dig
Efter anlæggelse af p-rør - komplikationer
Resumé af filmen ” Efter anlæggelse af p-rør – komplikationer”
En sygeplejerske forklarer, hvornår og hvem du skal kontakte, hvis der opstår komplikationer.
Du skal være opmærksom på:
- Feber
- Kulderystelser
- Almen utilpashed
- Vedvarende smerter og Pamol ingen effekt har
- Gennemsivning af forbinding, blødning, forbindingen føles lidt våd eller hvis forbindingen falder af
Du kan kontakte ambulatoriet i åbningstiden. Sker der noget uden for ambulatoriets åbningstid, kontakter du sengeafsnittet.
Skriftlig information