Ernæring til barnet

​Nyfødte, der ikke kan sutte selv, enten pga. umodenhed, for tidlig fødsel eller sygdom, får ernæring gennem en blød ernæringssonde. Det er en blød slange, der via barnets ene næsebor føres ned i mavesækken. Der gives udmalket modermælk, ammemælk eller modermælkserstatning gennem sonden.

Det kan i nogle tilfælde blive nødvendigt at give barnet ernæringen gennem drop (en lille plasticslange, der forsyner barnet med væske/ernæring via en blodåre). Det kan være, hvis barnets tilstand er således, at der ikke kan gives tilstrækkelig ernæring via sonden eller kan hvis barnet ikke rumme tilstrækkeligt med mælk.

Ernæring via sonde starter allerede kort tid efter fødslen for at sikre at blodsukkerniveauet er stabilt og for at stimulere barnets tarmfunktion. Til at starte med gives meget små måltider for at vænne barnets krop og mavesæk til maden. I den første uge øges mængden gradvist dag for dag. Forældrene opfordres fra starten til at være med til at give barnet sondemaden under vejledning.

Modermælk er den bedste ernæring for barnet, da den indeholder en unik sammensætning af antistoffer, protein og fedtsyrer, der er af stor betydning for barnets udvikling af hjerne og organer.

Indtil moderens mælk er løbet til og hvis der i perioder ikke er tilstrækkelig udmalket modermælk kan der i særlige tilfælde gives ammemælk (fra kvindemælkscentralen i Hvidovre) eller en modermælkserstatning, der svarer til barnets alder og behov.

Selvom modermælken indeholder meget protein (særligt den første måned efter fødslen) er det nogle tilfælde nødvendigt at tilsætte ekstra protein til modermælken i en periode for at optimere barnets vækst.

Udover modermælk skal barnet have multivitamin og D-vitamin. Dette gives allerede efter den første uge, idet vitamindepoterne hos for tidligt fødte er små og der ikke er tilstrækkelig med vitaminer i modermælk/ammemælk.

Barnets vækst kontrolleres cirka 2 x ugentligt, for at sikre at der gives tilstrækkeligt med næringsstoffer.

For tidligt fødte børn er oftest ikke klar til at die selv. Fra omkring uge 28 kan et for tidligt barn begynde at koordinere sutte/synke-funktionen og vejrtrækningen. Alt efter hvor tidligt barnet er født er evnen til at die umoden, samtidig med at kræfterne er små. Først omkring uge 35-36 og nogle gange først ved terminen, kan barnet begynde at spise selv.

Hvis moderen ønsker at amme barnet opfordres hun til at malke ud allerede få timer efter fødslen for at stimulere mælkeproduktionen. Moderens fortsætter med at malke ud 8 gange i døgnet indtil barnet dier.

De fleste malker kun få dråber ud ad gangen i de første dage. Men de første dråber er meget vigtige for barnet og gives i sonden eller i munden.

Ved ammeetableringen påvirkes både mor og barn positiv retning ved at barnet lægges hud mod hud så tidligt, så ofte og så meget som muligt. 

​Tidligt i forløbet kan barnet ligge ved brystet og snuse, slikke og smage. Nogen tid efter vil barnet begynde at få lidt fat på brystet og måltiderne udvikler sig stille og roligt.

Nogle dage vil barnet måske være for træt til at forsøge og det kan opleves som om barnet sover det meste af dagen. Det kan som forældre opleves som en frustration, da barnet ellers lige så småt er begyndt at die lidt selv.

Normalt anbefales ikke sut til nyfødte, men hos for tidligt fødte kan det være en god måde at stimulere fordøjelsen og sutterefleksen på. Ofte gives et par dråber mælk i munden samtidig med sutten, mens barnet får sonde, hvis ikke barnet ligger ved moderens bryst.

Når man føder et for tidligt født barn eller et sygt barn kan det virke som en stor udfordring at få barnet til at die, men for de fleste vil det lykkedes selvom det i perioder kan virke vanskeligt.

Mælkevejen nedenfor beskriver barnets vej til at die måltiderne selv. Det er meget forskelligt hvor i på vejen barnet starter og hvor længe forløbet varer alt efter barnets alder, vægt og forløb/situation.


Redaktør