Om afsnittene
I vores to opvågningsafsnit i forbindelse med øre-/næse-/halsoperationer og andre operationer tager personalet sig af observation og behandling efter din operation.
Vi observerer vejrtrækning, kredsløb, væskestatus og vandladning, og vi overvåger dig med udstyr, der måler blodtryk, puls, hjerterytme og om der er ilt nok i blodet.
Vi beder dig også regelmæssigt om fx at sige dit navn og din fødselsdato og om at bevæge dine arme og ben for at kontrollere din bevidsthed og fysik.
Vi spørger hyppigt ind til smerter, kvalme og andre gener for at kunne tilbyde dig den bedste behandling.
På opvågningsafsnittet i forbindelse med vores store operationsgang modtager vi også kritisk syge patienter til stabilisering forud for operation. Den akutte smertebehandling og smerteservice varetages - for visse patientforløb - herfra, og derudover foretager vi anlæggelse af nerveblokader og smertekatetre m. m.
Besøg
Som nærmeste pårørende er du velkommen til at besøge patienten i opvågningsafsnittene i kortere tid - efter aftale med personalet. Af hensyn til de andre patienter er det dog bedst med max. 1 til 2 besøgende.
Pårørende kan blive bedt om at vente udenfor af hensyn til de andre patienter.
Børn har altid mulighed for at have deres forældre hos sig i opvågningsafsnittene.
Mobiltelefoner
Du må gerne medbringe din mobil, hav den blot sat på lydløs. Vi beder dig udvise diskretion af hensyn til de andre patienter, der ligger omkring din pårørende.