Hvad du skal vide, mens du sidder i venteværelset
Har du husket at stille p-skiven?
Kl. 6:00 – kl. 14:00: Der er 3 timers parkering på det meste af hospitalets grund, med mindre andet er skiltet.
kl. 14:00 – kl. 6:00: Fri parkering.
Du skal være særlig opmærksom på parkeringspladserne lige ude foran Akutmodtagelsen. Det er muligt at holde på nogle af pladserne i 15 min i forbindelse med af- og pålæsning.
Hvor kan jeg finde mad og drikke?
I Skadestuen er det muligt at købe mad og drikke i vores automat ved indgangen. Du kan betale med Dankort, mobilepay og kontanter i automaten.
Du kan også tage en kop gratis te eller kaffe fra vognen i venteområde 2.
Se kort for mad og drikke

Fordriv ventetiden
Du kan gratis tilgå vores gæste WIFI ´RegHGaest´.
Vi har et fjernsyn i venteværelset. Hvis fjernsynet i venteværelset er slukket, kan du bede receptionen om at få det tændt.
Vi har også et lille legehjørne til de mindste, som er placeret i venteværelset i området mod parkeringspladsen.
Frivillige patientstøtter fra Røde kors
Patientstøtterne kan ses i deres røde skjorter i vores afdeling fra kl 11.00 - 18.00 på hverdage.
Patientstøtterne kan hjælpe med at gøre ventetiden lettere ved at tilbyde nærvær, en snak, lidt at drikke eller måske lidt praktisk hjælp.
Hvor er toilettet?
I gangen ved venteværelset har vi tre toiletter, hvoraf det ene er et handicapvenligt toilet.
Se kort over toiletterne

Hjælp os med at holde toiletterne rene
Der er mange der bruger vores toiletter. Hvis du oplever, at der er behov for ekstra rengøring af toilettet, kan du fortælle det i receptionen.
Mister jeg min tur, hvis jeg går på toilettet og bliver kaldt ind?
Nej, du kan sagtens gå på toilettet. Hvis du ikke er til stede, vil vi kalde dig ind igen.
Hvis vi ikke kan finde dig, ringer vi til dig fra et "ukendt nummer", så det er vigtigt at besvare opkaldet.
Må
jeg gå hen til kiosken eller ud at trække frisk luft?
Ja, men du skal give sekretæren besked og fortælle, hvornår du vil være tilbage.
Når du forlader Skadestuen, er det på eget ansvar, da vi ikke kan holde øje med dig.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver dårlig?
Hvis du oplever, at du får det dårligt eller dine symptomer forværres, skal du henvende dig til sekretæren eller den sygeplejerske, der tog imod dig ved ankomsten.
Jeg har smerter
Hvis du har smerter, kan det være en god idé at få smertestillende medicin eller andet, der kan lindre dine smerter. Hvis du normalt tager fast smertestillende medicin, må du gerne tage den.
Hvis du ikke har smertestillende medicin med, kan du henvende dig i receptionen.
Kan
jeg få en seng at ligge i?
Vores sundhedsfaglige personale vurderer, om du skal tilbydes en stol eller en seng. Som udgangspunkt tilbydes du en seng, hvis vi forventer at indlægge dig.
Er du dårligt gående?
Der står rullestole og transportstole ved akutmodtagelsens indgangen, som du kan benytte under dit ophold på hospitalet.