Gå til hovedindhold

Information til dig som skal undersøges for symptomer på sygdom

Formålet er at informere dig bedst muligt om din behandling, mens du venter her i Akutmodtagelsen. ​

​1813 har givet mig en tid, men den passer ikke med den aktuelle ventetid

Det skyldes, at du først skal visiteres, inden du kommer ind på vores akutmodtagelse. Det er 1813 der visiterer adgang til vores akutmodtagelse. Visiteret betyder at du kommer det rigtige sted hen ud fra dine behov. Derudover sørger læger og sygeplejersker fra 1813 for at fordele patienter baseret på geografi og aktuelle ventetider, for at minimere ventetiden. ​

På hospitalets akutmodtagelse kan vi nogle gange modtage patienter hver 4. minut, så ventetiden afhænger meget af antallet af patienter, der ankommer. Derfor stemmer den angivne tid fra 1813 ikke altid. 


Hvorfor skal jeg gentage min beskrivelse af mine symptomer?

​Vi spørger ind til dine symptomer flere gange, da vi bruger dine oplysninger til at vurdere din tilstand og om du har brug for akut hjælp, smertelindring eller lignende. For at give dig den bedst mulige behandling, har vi ofte brug for flere informationer end dem, vi får fra 1813.

Jeg er henvist af min egen læge

Selvom din egen læge har henvist dig til hospitalet, er det stadig Akutmodtagelsens personale ved ankomsten, der foretager en nøje vurdering af din tilstand. Deres vurdering vil afgøre dit videre forløb og behandlingsplan på hospitalet. Det er vigtigt at stole på deres ekspertise for at sikre den bedst mulige pleje.​


​Har du husket at stille p-skiven?

Kl. 6:00 – kl. 14:00: Der er 3 timers parkering på det meste af hospitalets grund, medmindre andet er skiltet.

Kl. 14:00 - 6:00: Fri parkering. 

Du skal være særlig opmærksom på parkeringspladserne lige ude foran Akutmodtagelsen. Det er muligt at holde på nogle af pladserne i 15 min i forbindelse med af- og pålæsning. 

Hvor kan jeg finde mad og drikke?

​I Skadestuen er det muligt at købe mad og drikke i vores automat ved indgangen. Du kan betale med Dankort, mobilepay og kontanter i automaten. 

Du kan også tage en kop gratis te eller kaffe fra vognen i venteområde 2.


Se kort for mad og drikke 

​​


Fordriv ventetiden

Du kan gratis tilgå vores gæste WIFI ´RegHGaest´.

Vi har et fjernsyn i venteværelset. Hvis fjernsynet i venteværelset er slukket, kan du bede receptionen om at få det tændt.

Vi har også et lille legehjørne til de mindste, som er placeret i venteværelset i området mod parkeringspladsen.

Frivillige patientstøtter fra Røde kors

​Patientstøtterne kan ses i deres røde skjorter i vores afdeling fra kl. 11.00 - 18.00 på hverdage.  

Patientstøtterne kan hjælpe med at gøre ventetiden lettere ved at tilbyde nærvær, en snak, lidt at drikke eller måske lidt praktisk hjælp. 

Hvor er toilettet?

I gangen ved venteværelset har vi tre toiletter, hvoraf det ene er et handicapvenligt toilet.

Se kort over toiletterne​



Hjælp os med at holde toiletterne rene

Der er mange der bruger vores toiletter. Hvis du oplever, at der er behov for ekstra rengøring af toilettet, kan du fortælle det til receptionen. 

Mister jeg min tur, hvis jeg går på toilettet og bliver kaldt ind?

Nej, du kan sagtens gå på toilettet. Hvis du ikke er til stede, vil vi kalde dig ind igen. 

Hvis vi ikke kan finde dig, ringer vi til dig fra et "ukendt nummer", så det er vigtigt at besvare opkaldet. 

Må jeg gå hen til kiosken eller ud at trække frisk luft?

​Ja, men du skal give sekretæren besked og fortælle, hvornår du vil være tilbage. 

Når du forlader Skadestuen, er det på eget ansvar, da vi ikke kan holde øje med dig. ​

​Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver dårlig? 

Hvis du oplever, at du får det dårligt eller dine symptomer forværres, skal du henvende dig til sekretæren eller den sygeplejerske, der tog imod dig ved ankomsten.

Jeg har smerter

Hvis du har smerter, kan det være en god idé at få smertestillende medicin eller andet, der kan lindre dine smerter. Hvis du normalt tager fast smertestillende medicin, må du gerne tage den.

Hvis du ikke har smertestillende medicin med, kan du henvende dig i receptionen. 

Kan jeg få en seng at ligge i?

Vores sundhedsfaglige personale vurderer, om du skal tilbydes en stol eller en seng. Som udgangspunkt tilbydes du en seng, hvis vi forventer at indlægge dig. ​

Er du dårligt gående?

Der står rullestole og transportstole ved akutmodtagelsens indgangen, som du kan benytte under dit ophold på hospitalet. ​ 



Hvorfor kommer nogle ind før mig, selvom jeg har ventet længere?

I venteværelset er der ofte flere patienter, og dørene leder til forskellige behandlinger. Venteværelset deles af de patienter der skal i skadestuen og de patienter der skal vurderes i det medicinske speciale. Da I skal tilses af forskelligt personale, kan nogle patienter komme ind før dig, selvom du ankom først.

Venteværelset bruges også til patienter, der er blevet undersøgt af en læge eller sygeplejerske, men venter på undersøgelsesresultater fra f.eks. røntgen og blodprøver. 

Det er en sygeplejerske der tilser dig som det første og vurderer, hvor meget behandling du skal have, og hvor meget dine symptomer haster. Det betyder at hun prioriterer rækkefølgen i forhold til hvilke patienter, der skal tilses først.

De patienter der bliver bragt ind med ambulance kan ikke ses i venteværelset. Så selvom venteværelset kan forekomme roligt, kan der lige været kommet flere ambulancer ind med patienter, som kræver behandling her og nu. ​

Se på ventetidsskærmen og få en fornemmelse af ventetiden

​I venteværelset har vi to skærme med information. På skærmene er der information om:

  • hvor mange patienter der er på vej ind 
  • hvor mange der venter
  • hvor lang tid andre patienter har ventet

Formålet med disse skærme er at give en fornemmelse af ventetiden, men vi kan ikke garantere den præcise ventetid.

Den ene skærm er til skadestuepatienter, og den anden er til de medicinske patienter med symptomer på sygdom.

Find den skærm, som er relevant for dig: Infoskærm til patienter med sygdomssymptomer​



Sådan skal ventetidsskærmen forstås


Vi er et uddannelseshospital

Vi uddanner løbende læger og sygeplejersker i vores akutmodtagelse. Det kan godt have indflydelse på, hvor lang tid et behandlingsforløb tager.


​F​​ørste trin af din behandling 

I første trin af din behandling, møder du vores spot-sygeplejerske. Spot-sygeplejersken vurderer din tilstand og dit behandlingsbehov. Hvis det er nødvendigt, er det også spot-sygeplejersken som starter det rette behandlingsforløb op for dig. ​Spot-sygeplejersken har kvalifikationer til at afgøre, om du som patient skal vurderes af en akutmedicinsk læge eller om du skal videre til en specialiseret enhed. Sspot-sygeplejersken evaluerer konstant, hvem i venteværelset der har mest akut brug for hjælp.

​Andet trin af din behandling

Når det bliver din tur, kommer en læge eller sygeplejerske ind i venteområdet og kalder dit navn. Herefter kommer du ind i et undersøgelseslokale, hvor du bliver undersøgt og afhængigt af dine symptomer, vurderes dit behandlingsforløb. Nogle symptomer behandles øjeblikkeligt. Det kan f.eks. være allergiske reaktioner med hævet tunge. Andre symptomer kræver yderligere undersøgelser som f.eks. røntgenbillede eller ultralydsskanning.

​Eksempler på behandlingsforløb ​


Blodprøver

Alle medicinske patienter vil ved ankomst få taget "rutineblodprøver". Du skal forvente en ventetid på ca. 1½ time, fra blodprøverne er blevet bestilt til, at vi har svar på alle prøverne. Hertil kan der også komme ventetid på, at du kan tale med en læge.   

Røntgen

Når du har været til røntgen, skal du henvende dig til receptionen i Akutmodtagelsen og fortælle, at du er tilbage. Bagefter venter du i venteværelset, indtil personalet kalder dig ind igen. Det, du venter på er, at dit røntgenbillede eller skanning er blevet vurderet af lægerne og sygeplejerskerne i Skadestuen. Efter vurderingen taler vi med dig om, hvilken behandling vi kan tilbyde dig.


Observation

Hvis du skal blive til observation i akutmodtagelsen, betyder det, at vi følger udviklingen af dine symptomer over tid. Personalet vurderer, hvor ofte du skal observeres. I nogle tilfælde kan det være relevant at inddrage dine pårørende i observationen, da de kender dig bedst. Vi vil informere dig og dine pårørende om hvad I skal være opmærksomme på under observationen. Det betyder, at vi ikke vil se til dig hele tiden. Det er derfor vigtigt, at du oplyser os om eventuelle ændringer i dine symptomer. ​ 

Kend forskel på os. Farverne på vores ID-kort afslører vores faggruppe

Farverne på ID-kortet fortæller dig, om det er en sekretær, læge, sygeplejerske/sosu-assistent eller bioanalytiker du taler med. 



​Hjem 

I den medicinske skadestuemodtagelse bliver de fleste udskrevet efter behandling, så det sjældent nødvendigt med en indlæggelse.

Din journal

Din journal er tilgængelig på www.sundhed.dk og www.minsundhedsplatform.dk inden for ca. 1-3 dage.

Apoteker med udvidet åbningstid

Hvis du har brug for at besøge apoteket efter dit besøg hos os, kan du finde apoteker der har udvidet åbningstid her.

Når du er hjemme igen

Hvis du bliver bekymret eller har spørgsmål efter at være kommet hjem, skal du kontakte din egen læge. Er det udenfor lægens åbningstid, skal du ringe til Akuttelefonen 1813.

Hvis du ikke kan klare dig i eget hjem

Så skal du kontakte din egen kommunes borgerservice og blive viderestillet til myndighedsfunktionen/visitation, som beskæftiger sig med hjemmepleje og sygepleje.

Læs mere i Patientguiden

Indlæggelse

Hvis du har behov for indlæggelse, vil vores personale informerer dig om det. De vil også forklare dig, hvorfor de vurderer en indlæggelse er det bedste for dig og hvilken afdeling, du skal indlægges på. Den modtagende afdeling giver dig mere information om dit ophold hos dem.


Vi vil gerne blive bedre til at give dig information, mens du venter

Din mening er vigtig for os, og vi kan kun blive bedre, hvis du vil hjælpe os ved at besvare dette spørgeskema. Det tager maksimalt 2 minutter.​

Udfyld dette spørgeskema​



Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden