Om afsnittet
Afdeling for Ældre og Multisygdom plejer og behandler mennesker med medicinske sygdomme hele døgnet. Vi er også et uddannelseshospital, som har et særligt fokus på uddannelse af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Indlæggelseafsnit B5/B6/B7
Personalet er tværprofessionelt sammensat af sygeplejerske, social- og sundhedsassistenter, læger, sekretær, studerende og elever. Det sundhedsfaglige personale er altid involveret og har ansvaret for de studerende og eleverne. Du vil i afsnittet også kunne møde underviser fra Københavns Professionshøjskole, som har en sundhedsfaglig uddannelse. Ydermere har afdelingen et tæt samarbejde med fysioterapeuter, ergoterapeuter og diætister.
Spørg bare
Vi gør os umage med at informere dig grundigt, før du får lavet en prøve, undersøgelse eller behandling. Hvis du har brug for at få uddybet eller gentaget noget, skal du bare spørge. Det er vigtigt, at du føler dig godt informeret og forstår, hvad der skal ske.
Besøgstider
Der er fri besøgstid. Tal gerne med personalet om hvornår besøg passer bedst. Hvis det er muligt kan besøget foregå i dagligstuen, særligt hvis der er medpatienter på stuen, der har behov for ro.
Ejendele under indlæggelse
Når du bliver indlagt, er det en god idé at medbringe dit sundhedskort, toiletsager, hjemmesko samt din vanlige medicin. Pårørende kan eventuelt medbringe dette under indlæggelsen, hvis du er kommet afsted uden. Vær opmærksom på at ejendele medbringes på eget ansvar.
Penge og værdigenstande
Medbring så få værdigenstande som muligt når du skal indlægges eller til undersøgelse. Hospitalet dækker som udgangspunkt ikke eventuelt tyveri eller bortkomst af dine penge og værdigenstande.
Parkering
Der er parkeringsplads til venstre for hovedindgangen. Vær opmærksom på områder med 3-timers parkering.
Sikkerhed
På Nordsjællands Hospital arbejder vi målrettet på at forbedre patientsikkerheden. Du kan som patient og pårørende også hjælpe til. Fortæl personalet, når du har ondt eller andre symptomer undervejs i dit forløb. Hold en god håndhygiejne. Du er velkommen til at benytte de mange spritdispensere der hænger på gangene, patientstuerne og toiletter.
Mad og drikke
Kosten er en vigtig del af behandlingen, og under sygdom har du et øget behov for energi og protein. Under din indlæggelse får du fuld forplejning. Tal med personalet om dine ønsker og behov.
Spisetider
- Morgenmad ca. kl. 08.00
- Frokost ca. kl. 12.00
- Aftensmad ca. kl. 17:30
Hele døgnet er det muligt at få mellemmåltider, proteindrikke, is og pandekager. Er der særlige forhold vi skal tage hensyn til i forhold til kost, for eksempel allergi, må du endelig sige til. Vi opfordrer til, at du indtager dine måltider i dagligstuen. Jo mere du bevæger dig, jo hurtigere får du din fysiske styrke tilbage.
Mad til pårørende
Hvis pårørende ønsker at spise med i afsnittet, kan I købe en spisebillet i kiosken ved hovedindgangen.
Kiosk
Der er kiosk i forbindelse med Informationen i hospitalets forhal.
Åbningstider
- Mandag-fredag kl. 08-17
- Lørdag-søndag + helligdage kl. 09-16
Stuegang
Stuegangen foregår i hverdagene fra kl. 09.30. Her har du og eventuelt dine pårørende mulighed for at tale med os om din sygdom og behandling. Det er en god idé at skrive eventuelle spørgsmål ned på forhånd, så du husker alt det du gerne vil have svar på. Stuegang i weekender og om aftenen er kun efter behov.
ryge på hospitalsområdet hverken indendørs eller udendørs. Der er ligeledes forbud mod e-cigaretter. Dette gælder både patienter, besøgende og medarbejdere. Patienter og pårørende kan benytte den afskærmede rygepavillon ved hovedindgangen.
Internet
Når du er patient eller pårørende på hospitalet kan du gratis få adgang til trådløst netværk, såfremt du har egen computer, tablet eller smartphone med. Du får adgang til netværket ved at oprette dig som bruger med e-mailadresse. Vær opmærksom på, at computeren med mere medbringes på eget ansvar.
Mobiltelefon
Du er velkommen til at have din egen mobiltelefon med. Men husk at tage hensyn til medpatienter, som kan have brug for ro. Undgå at tildække elektriske apparater som mobiltelefon og tablets når de oplades, da det kan udgøre en brandfare.
Præst
Ønsker du en samtale med en af hospitalspræsterne, så bed personalet arrangere dette. Præsterne kan ligeledes formidle kontakt til andre trosretninger.
Patientvejleder
Har du brug for information eller vejledning om dine rettigheder og muligheder i Sundhedsvæsenet, kan du kontakt patientvejlederen.
Telefon: 38 66 66 35
Telefontid: mandag -torsdag kl. 10.00 - 13.00 og fredag kl. 10.00 - 12.00
Søvn
En god nattesøvn er afgørende for dit velbefindende både fysisk som psykisk og i særdeleshed i forbindelse med sygdom. Det er vigtigt at du siger til, hvis du har nogen form for fysisk ubehag for eksempel smerter eller kvalme, da det kan påvirke din søvnkvalitet.
Man kan have mange tanker og bekymringer, når man er syg og indlagt. Tal med os om det, så vi kan støtte dig og du kan få en bedre søvn.
Hvad er vigtigt for dig
Vi vil altid gerne forbedre os. Derfor er vi nysgerrige på, hvordan det er at være patient og indlagt her hos os. Brug derfor gerne de vedlagte kort i velkomstposen til ros og ris, forslag til afsnittet eller andet du har på hjertet.
For borgere og patienter
Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger som for eksempel dit cpr-nummer eller oplysninger om dit helbred eller sygdomsforløb, skal du skrive til os via en sikker forbindelse.
Hvis du er i forløb på afdelingen, kan du skrive sikkert til os via hjemmesidenMinSundhedsplatform (login med MitID)

Skriv sikkert til os med Digital via borger.dk (login med MitID)

Har du generelle spørgsmål, kan du skrive en besked til os
(send ikke følsomme og fortrolige personoplysninger)